239 / 425
231
renbe ruubt i ben i aaretris uben iligebefler at tomme af © tebet
ganfte ligefom op&e t bet gam le fRaabfju«. O g faa tofter min
ipian inte fceie tre fDiitttoner, for fisen bet er SKagifiraten, ber
(jar 23rug for ben, fiat ben faa ben for to og en 1)aio.
S)ere§ meget forbunbne
^fclb cral),
patenteret ©tiQa§raab.
F r u J u lia n e P etersen:
God Dag, søde Fru Schrøder,
ja, jeg veed virkelig knap, om jeg tør komme Dem nær, for
man kan jo aldrig være sikker paa, at man ikke bliver
smittet af denne væmmelige Kolera morfevs, nu da den jo
huserer baade i Rusland og i Frankrig og i »Politiken«,
hvor den jo skal anrette saa forfærdelige Ødelæggelser, og
hvis den kom her, saa vilde De rimeligvis blive et af de
første Ofre, for den er jo altid værst i de billigere Kvarterer,
og desuden har jeg altid hørt, at de magre skal være mest
genegne til at blive koleriske, hvad der jo altid er et Held for
°S j eS havde ogsaa en Gang en Tante, der havde
akkurat det samme Udseende som De, og som døde af
Kolerine, men vi maa jo haabe, at den i alle Fald ikke
kommer hen i vores Nabolag, og hvad der i Grunden er
det værste af det hele og som har taget saa frygtelig paa
mig, det er det, at jeg havde jo langt om længe faaet
Petersen til at gaa ind paa, at vi skulde gjøre en lille Svip
til Paris, og jeg havde i al Hemmelighed gaaet paa Tale-
institut, hvor man kan lære at tale Sproget rent paa en Snes
Timer, naar man kan det i Forvejen, og nu havde de jo lige
saa dejlig faaet kappet Hovedet af denne Ravasjol, det
Skind, saa at man ikke behøvede at være videre bange for,
at han skulde hævne sig og gaa hen og springe Huset
i Luften over Hovedet paa En, uden at man vidste et Ord
af det, og saa kommer disse væmmelige Semikolonbaciller
eller Kommabakterier, hvad de nu hedder, og faar Kolera,
som jo er meget værre end ti Ravasjoller, og skal man saa
oven i Kjøbet være udsat for at blive sprunget i Luften af
salig Ravasjols sørgende Efterladte og Forretningsvenner, saa
vil jeg nok sige Tak for mig, saa bliver jeg hellere hjemme,
°g jeg synes, at De kan være saa taknemmelig for at De
dog alligevel ikke havde Raad til at tage derned, for saa
har De dog ikke det at ærgre Dem over, søde Fru Schrøder.
Petersen vilde nu partut have, at jeg skulde tage derned
alligevel og brvde mig Pokker om Bacillerne og Dynamit*
mændene, og han var endogsaa saa ædelmodig, at han tilbød
at blive hjemme selv, og han mente, at han nok kunde
slaa Tiden ihjel uden mig, men saa blev jeg naturligvis
ogsaa ædel og sagde, at skulde der Nogen rejse, saa skulde
det være ham, og naar han var saa modig, at han turde ud
sætte mit Liv for Bacillerne, saa var jeg heller ikke bange
for at sætte hans paa Spil, og saadan blev der saa en ædel
Strid imellem os, og det endte jo saa med, at vi begge
to blev hjemme, og jeg kan formelig ærgre mig gul og grøn
over, at det hele kommer af at Ø llgaar d holder fast paa den
gamle Renovasjon, som jeg har læst om i »Politiken«,oghvis han
nu bare vilde renovere paa en mere moderne Maade og ikke
blive ved at lade Natmændene vende Bøtten, men tage sig
sammen og sørge for, at der blev gjort noget ordenligt,
saa kunde vi være ganske sikre mod Kolera, og jeg kunde
dejlig tage til Paris, og det er jo ogsaa noget ethvert Barn
kan forstaa, at Renovasjonsvognene er som skabte for Ba
cillerne til at kjøre rundt i fra Sted til Sted og smitte, og
det er dog i Grunden for galt, at saadan noget Pak skal
have Lov til at færdes paa Gaderne hele Natten, mens alle
ordenlige offentlige Steder skal lukkesKl.
12
, og hvis De skulde
blive smittet, søde Fru Schrøder, saa vil jeg virkelig raade
Dem til at klage til Magistraten over det, for selv om De
har faaet Deres Indtægter sat saa langt ned i Skattebogen,
saa at De er sluppen for at betale Skat, saa har De jo dog
ikke opgivet Deres Rettigheder som Borgerinde her i
Byen, og De er da ikke derfor forpligtet til at have alle
Magistratens Baciller summende om Ørerne paa Dem, hvad
der jo altid er en Gene og desuden noget Svineri, men nu
maa De meget undskylde mig, for nu skal jeg hen og se at
faa fat i Aftenberlingeren for at se, om de ikke skulde
have begyndt at holde lidt igjen paa Bacillerne nede i Paris,
saa at vi maaske alligevel kunde komme af Sted. Farvel,
søde Fru Schrøder, Tak for Kaffe og god Fornøjelse Resten
af Sommeren.
E t E v e n t y r i R o sen bo rg H av e .
Junker var ej bange;
Men der kom for mange
Højstærede! — Naturligvis
Har tidt i gamle Skrifter
De læst til vore Fædres Pris
Om svimlende Bedrifter,
Om Træhest og om Hundehul
Og andre smaa Fornøjelser,
Hvormed de gamle Junkere
Var alle Smaafolks Spøgelser,
Men det var den Gang! Efter hvad
Moderne Frasagn melder,
Er ingen Nutids-Junker glad
Ved slige Bagateller;
Han i et Exercerhus ind
Med Brask og Bulder farer,
Hvor Godtfolk han i Tusindvis
Afstraffer med »Bazarer«.
Han i en Haandevending kan
Et Regnskab faa a’ Lave,
Naar med et »Har du Rosen?« han
Faar Ros i Kongens Have.
Den gjæve Helt ustandselig
Projekter aborterer,
Imens et helt »Societet«
Som Jordemo'er fungerer.
»Auf diese Weyse« frit omkring
Paa Eventyr han farer
—
TroåsSvendehjem
og den Slags Ting -
I Rosenborgs Enklaver;
Thi li’esaa snart han spiller op
For at faa Fart i Sprøjten,
Saa danser Byens Kommandant
Strax efter Junker-Fløjten!
Og saasom Junkeren fandt ud,
At al Værdi er flydende
Og Overskud og Underskud
Aldeles ensbetydende,
Han aabenbant som Mester i
Sit ædle »Haandværk« slider, — —
Men mon ved den Slags »Industri«
En Junker bliver Ridder?
M e d d e tte N u m e r fø lg e r e t
illustreret Annonce-Tillæg.