243 / 425
235
S k a a le r for G re v in d er og F a n ø -V æ rte r eller sk riv er
osende G u ld b ry llu p s-R im e rie r til de K ongelige, — et
L a n d for T a n te r og B ryg gere, d er ikke en G ang h a r en
h a lv Snes M illioner a t ofre p a a en sto r D ig ters S ynge
p ig e r !
S kal v i sm ide dem u d ? — V el! — de e r sm idt ud,
H e le L a n d e t er k u n en sto r L ig k iste m ed in g en T in g i.
M en d e t h a r a ltid v æ re t m it Ø nske a t væ re D irek tø r i
K iste n . V i er — h ø jt re g n e t — e t h a lv t h u n d re d
O v e rm en n e sk e r om a t b æ re : n a a r D u g jæ lder for tyve,
P e r A n d en og Ig n o tu s for en halv, og je g for R esten,
b liv e r d e t a k k u ra t e t h a lv t H u ndred. D e t er e t for
sk ræ k k e lig t Slid. E n G ang im ellem m aa L ig bæ rern e
derfo r o g saa stræ k k e A rm ene, — sa a løber v i u d i den
vid e V e rd en og til H am b o rg m ed hele D anm ark p a a
R y g g en .
S a a d an tra f je g en G an g en T ysker. H a n vilde spille
S k a k m e d m ig. „D et k a n je g ik ke,“ sv ared e jeg, „jeg kan
k u n b liv e m at. D e se r jo, a t je g h a r tre F jerd ed ele af
D a nm ark a t slæ be paa. A aerne og de m in dre V andløb
lig g e r hjem m e p a a R y g g e n af In te-P ro fésso ren .“ „Ach
s o !“ sv a red e h a n : „der ln te -P o fe sso r ist ergo ein D ån e!“
— V il D u b a re tæ n k e D ig, d et ku n d e h a n stra x gæ tte.
S a a b e røm t e r Du.
M en sa a d a n sk al d e t væ re. D u og je g og je g og
D u, v i e r d e tte L a n d og d e tte Sprog og denne A sfalt
og disse S porv ogn e og disse N ødtørftshuse og a lt d ette
h er, som v i elsker, — n etop fordi m an k u n k a n elske d e t
L a n d og d e t S prog og sa a videre, h v o r m an h a r u d g iv et
den første E dit[h]ion a f sine K j æ rligh ed sb rev e.
N u sk al v i o rd e n tlig m ule dem . H ykleri, F o rd um
m else, H u n d etam p e, S nobberi .. . æ h, bæ h! K a n D u h ø re:
jeg kan en d n u hele R am sen til
ug!
V æ r n u skikkelig
og laa n m ig K ra b a s k e n ; sa a slipper je g selv for a t føle
den sa a læ nge, og D u skal faa a t se, a t je g k a n b ru g e
den. M en D u an b efaler m ig v e l n ok til fn te-O rg a n e t
som en h a b il og b illig P ry g le -P e d e l. J e g g a ran tere r,
a t K løene sk al bliv e p rom pte afleverede, — d e t e r jo
D ig selv, d er er K lø-Pm den.
F o r fire A a r siden v a r je g m ange A a r gamm el.
N u er je g k u n fire A ar. J e g h a r a ld rig v æ re t y n g re.
F ø r je g blev født, for ty v e A a r siden, v a r jeg en
gamm el V iking — (hils v o r V en S p o rts-A p o th ek eren
og sig ham , a t alle F lo v se r om „V ik in g ern e“ frem tid ig
frabedes), — n u h a r je g ta g e t H y re aom Skibsdreng.
M en L ogos h e n te m ig, om ikk e In te-M en ig h ed en sk al
faa F o rnø jelse a f m ig, n a a r den n æ ste Gang sam les til
B ordbøn i K o n certp alæ et. J e g s ta a r i Gæ ld til Je r.
S tore A a n d er b læ ser a d en Sm ule Gæ ld. D e t h a r jeg
altid gjort.
J e g sk al a ld rig gjøre d e t m ere!
L ev e K iste n ! L ev e L ig b æ re rn e!
D in
Holger Drabelig.
Den store Forvandlingskunstner
i
C irku s B rand e s .
5. Satorysletten saa ham hist
At fare op som Socialist;
6. Men her paa Garderhøjen atter
Han daled’ ned som Selvbeskatter.
7. Han for den frie Kjærlighed
Hos Hr. Parnel som Løve stred,
8. Men slog lidt mindre liberal
/~s
Som Dydsdragon til Oft edal./
/
1. Som Maler, hvor han saa sit Snit,
Optraadte han »med Kul og Kridt«.
2. Paa Danskens Vej til Magt og Ros
Gav han Partiet som Matros.
3. »Derovre fra« som Skorstensfejer
Han revsed Tyskens Rævestreger.
4. Ved Skagen klemte han sin Muse
Som en Kollega til Lars Kruse.
C l
. Paa Hallandsaas en Gang han set er
Som Kammerherrens Stabstrompeter,
, Skjønt siden efter han sig viste
Som Pind til Kammerherrens Kiste.
11. Mod Brandes stod paa Scenen han
Som første Elsker — af sit Land;
12. Men, ein, zwei, drei, nu gaar han hen
Og bliver atter Georgs Ven.
13. Snart saa han sig med Kongekronen
Staa ved Trefoldighedskanonen,
14. Og snart som Kistedirektør
For »ædle Kvinder, skjønne Møer«.
15. Som A tlas mellem Evropæere
Kan han paa Skuldren Danmark bære,
16. Til Lærred han igjen beklatter
Paa Elben som dens Vandes Fatter.