254 / 425
2 4 6
M e l..: P rin B F e r i-B r a n d e s V ise .
U ng H o l g e r v a r St. G e o r g s e s m est forlorne Søn,
H a n v a r d y dig og skjøn.
H a n re d p a a P e g a se n til g av n lig T idsfo rdriv
Og førte, h v a d m an k a ld e r, e t ty s k og fu g tig t L iv .
M en sa a forlod h a n D y d en s og St. G e o r g s e s Vej;
— P a a sin eg en Galej
H a n sejled ’ til O s t e n d e , j a til B r ü g g e sa a g ar,
O g m ed s it n y e L e b e n h a n b ed rø vede sin F a"er.
Og h e r h a n forø dte s it fordom sfri G eni
I F æ d re la n d e ri;
D e P u n d , h a n h av d e fa a e t a f St. G e o r g betro et,
H a n sold ed ’ op som , re n t u d sag t, H ø jrep atrio t.
D og n u b lev d e r M isvæ xt, sa a m a n g t e t „ro dløst“ S ku d
E n d o g sa a gik ud.!
D e t „d an sk e“ B rød slap op, som u n g H o l g e r h a v d e b ag t,
H a n h a v d e in te m ere, h a n sk u ld e h e r n a ’e sag t.
S a a kom d e r tu n g e T id e r for deri faren d e Svend
Og h a n s faren d e P en .
H a n s L ev e b rø d blev in te lite ræ r V a riété:
H a n b lev s a t u d a t v o g te p a a „S am m ensm eltern e“.
A t n øjes b lo t m ed M ask i e t slig t M askepi
K u n d e h a n in te li’e,
E n d sk jø n t h a n b e g jæ re d ’ i m a n g t e t Ø jeblik
A t m æ tte s m ed d en F ø de, som S o f u s S c h a n d o r f f
fik:
D a g ik h a n i sig selv og b em æ rk ed ’ som saa:
„ F a tte r G eorgses Sm aa
F a a r F a k k e lto g og M iddag sm ad i O verflødighed,
Im e n s i „
Politiken
“ je g b liv e r ra k k e t ned!
N u g a a r je g til St. G e o r g som forlo ren E v ro pæ er,
J e g v il falde p a a K n æ e r
Og sig e : Søde F a d e r, h e r h a r du m ig igjen,
Tfl Søn e r je g u væ rdig, m en gjør m ig til — din V en !“
— O g d e t v a r F a tte r G e o r g , h a n b lev sa a h im m elglad,
A t h a n stra x i s it B lad
E n F e d e k a lv sla g te d ’, og d e t v a r M ad for M ons
Og d en forlorne H o l g e r — og ikke m in d st for
Punch.
N u g a a r h a n a tte r hjem m e som G e o r g s æ g te Søn,
S a a forsoren og g røn
Som d en G ang, h a n i G jen n em b ru d d et „sad over S k y “,
T il n æ ste St. H a n sd a g h a n b ræ k k e r u d p a a ny.
E v r o p æ is k R u n d s jo v .
(Juni og J u li
1892
).
Uagtet de evropæiske Stormagter havde forsikret, at
Verdensfreden ikke vilde blive forstyrret i denne Agurketid,
viste det sig snart, at den evropæiske Ligevægt og Dø nn er-
g aard s Balance var næsten to Alen af et og samme
Stykke.
Allerede ved Grundlovsfesten paa W o d rø fflu n d be
gyndte der en evropæisk Krig, som foranledigede H ø rup
til at indkalde de sørgelige Rester af hans forhen saa
talrige Kjøge-Landeværn; men, hvad kunde det nytte?
Ikke blot paaviste
B e rl. Tidendes
lune Duus-Broder, at
H ø ru p s Hæderskrans som den første Journalist i Norden
i en særlig graverende Grad var flettet af tyske Blade,’ men
strax efter berøvede de franske Avtoriteter den stakkels
R a v a c h o l det eneste Hoved, han havde, uden at tage
det mindste Hensyn til E rn s t B ra n d e s Forsikringer om,
at han i Grunden bare var en grovkornet Spøgefugl; da her
til nu kom, at, til Trods for Bryggger J a c o b se n s Elsk
værdighed imod Kong Gambrinus's germanske Undersaatter,
Befolkningen i Marokko vedblev med at tyre Kamelerne,
og at Valgkampen i England førtes med en saadan Grusomhed,
at endog gamle G la d sto n e fik et Øje beskadiget af et Stykke
Brød, der dog heldigvis senere blev ham et godt Stykke
politisk Levebrød, var det ikke til at undres over, at
Kammerherre Meld ahi pludselig flk Betænkeligheder ved
under saa kritiske Forhold at tilraade en Bevilling af
3
Millioner til et Raadhus, som han ikke havde leveret Teg
ningen til.
De truende Forhold forværredes yderligere ved Fejden
mellem Capr i vi og B ism arck , især da han i
H am b
.
N achr.
havde oprettet en større Fabrik for exploderende
Artikler. Dertil kom, at saavel Redaktør Ove R o d e som
Statsminister S tee n pludselig nedlagde deres Arbejde,
samtidig med at de republikanske Arbejdere i Nordamerika
ligeledes nedlagde baade Arbejdet og alle de Politibetjente,
de kunde overkomme.
Under disse Forhold indsaa Redaktør W iin b la d , at et
Forbund med H ø rup ikke vilde være til nogen Nytte for
»socialdemokratisk Forbund«, og han sluttede derfor en
Alliancetraktat med K o le ra e n , der ligesom »Evropæerne«
i Integade ogsaa er af asiatisk Oprindelse. Herved haabede
han at tvinge Storborgerne til en hastig Retirade, og da
Virkningen af Forbundet allerede havde vist sig paa et
tidligere Tidspunkt om Bord i Dampfærgen Sjælland, hvor
en Art Kolerine havde angrebet ikke blot Passagerernes
indre Organer, men endogsaa samtlige danske og evropæiske
Redaktørers ydre Organer, viste det sig snart paatrængende
nødvendigt at gjøre noget.
Heldigvis lykkedes det B jø rn s tje rn e B jø rn so n ved
sine Taler paa H im m e lb jæ rg e t og i S o rø at hindre
yderligere Blodsudgydelse, saa at Krigsomkostningerne her
i
Landet indskrænkedes til et Par større Beløb, som »
København*
ogEed. B randes maatte udrede for Voldgiftsdomstolene
i Højesteret og paa Nytorv; og da tidlige H o lg erD ra ch -
mann og G eorg B randes sluttede Fred med hinanden
og fejrede deres Sammensmeltning ved ædelmodig at paa
tage sig at bære hele Danmark (N. B. ikke
»D anm ark*.,
der desto værre nok er henvist til at bære sig selv), ind-
traadte der en saa beroligende Situation, at endog Stats
minister S teen fandt det forsvarligt at gjenoptage Arbejdet
paa de gamle Betingelser, medens Tivoli højtideligholdt
Sammensmeltningen med en vellykket Børne-Fest.