251 / 425
243
dum m elser, a t m an k a ld e r m ig storprofilet. D u se r jo,
a t je g o v e rv in d e r m in sto ra rte d e B eskedenhed og n e d
la d e r m ig til a t sv a re D ig.
T a k for den lig e L inie, D u h a r op daget i m in
P rofil, og h v ilk e n jeg a ld rig selv h a r k u n n e t opdage.
T a k ogsaa, fordi D u k a ld e r m ig natio nal. D u h a r
rig tig n o k ik k e sa g t det, m en je g k a n tæ n k e m ig, a t D u
h a r tæ n k t det. E r jeg , som a ltid h a r læ st d ette elen
dige L a n d T ex ten , og som h a r opfundet d et m agesløse
O rd „ F æ d re la n d e ri“, m aask e ikk e n atio n al? V ed S a n k t
L o gos og B e rlin e r T ag e b la tt! jeg er so dansk, so dansk,
som n o g en M and, d e r er født i B erlin!
M en h v a d e r det, D u siger, om a t „hæ re D anm ark “ ?
H a v d e je g D ig v e d H aan d en , u ng e H olger, skulde D
ju
til G avns fa a K ra b a sk e n a t føle. H vorfor vil D u gjøre
m ig m ere til G rin, en d je g selv k a n besørge? D er er
to D a nm ark e r, en M orgen- og en A ftenudgave, d er
b e g g e e r lig e b esvæ rlig e a t døje. D e t vil sige et
F o rtid s- og e t F rem tid s-D anm ark . F rem tid e n k an blive
fæ l nok, for je g h a r e n g en ial A nelse om, a t den vil
sle t ik k e k u n n e h u sk e m ig ; m en F o rtid en ! Skal je g
h æ re S lag sb ro d eren T o r d e n s k j o l d , Um uligheden
J . L . H e i b e r g og U b ety d elig h ed en H . 0 . A n d e r s e n
p a a R y g g e n ? — D u m ilde L ogos! de vilde jo bearbejde
m ig, sa a a t je g b lev tilsid st sa a flad som en lige L inie,
d e r ik k e k u n d e n a a fra den ene E n de af In teg a d e til
den an den!
D u e st en u n g M and, H o lger! D a D u v a r en
gam m el M and, v a r D u lo vend e; nu, D u h a r n a a e t sa a
høj en A lder, a t D u er en u n g Mand, er D u ogsaa
lovende. E r D u m ed ? . . „L ovende“, d e t v il sige En,
d e r lover. H e, he, sto ra rte t, m orsom B ran der, den er
a f m ig selv. M en je g lo v er for, a t D u forløfter D ig p a a
dine L ø fte r, . . . k a n D u høre, je g b liv er v ittig ere og
v ittig e re ? J e g tro r D ig ik ke u d af P le tte n , lille H ol
g e r; m en lige m eg et, i disse kn ap p e T id er m aa m an
jo tag e , h v a d m an k a n faa. D u h a r v æ re t ung, H olger,
u h y rlig u ng, og D u h a r v æ re t gamm el, H olger,
u h y rlig g a m m e l; la d m ig n u se, a t D u fo r en G angs
S k y ld k a n vox e op til e t M andfolk, sa a k an D u m aa
ske e n d n u b liv e til noget. T ro r D u d et? J e g tro r
d e t ikke.
N a a r D u e n d d a vilde love, a t n a a r D u h a r lav e t
D ig e n V a n d g an g p a a d it u nge V ikingeskib, og ig jen
e r b lev en gamm el, og ig je n g a a r i B arndom , a t D u
sa a v il nøjes m ed a t gjøre D ig selv til G rin, og ikke
m ig. A b e r d e t k a n D u ikke.
S e D ig i S pejlet, H olger, for d e t k a n D u sa a godt
lide, m en h u sk p aa, a t K ra b ask en h æ n g e r b a g S p e jle t!
M ed d e tte k jæ rlig e A abn ing s-B rev væ re D u op
ta g e t i M enigheden.
D in
— ,
Inte-Professor,
A -
- • A "
imm ervæ k in spe.
D y reh a v sb ak k e F in a le .
I Søndags skratted1 paa Bakken
Den allersidste Trompet —
Benene ta’er de paa Nakken,
Enhver Artist og Athlet.
Hver Lirekasse forstummer
Og drager vemodig af Sted
Med Klarinet og med Trommer
Og med J u l i e W e s te r m a n n med!
Hos »
Vega<
tier Musiken,
Og Dansen er endt for i Aar;
Kanonjøden lukker Butiken
Og sparer paa sine Blaar.
Og Karruseller og Gynger
De stopper med deres Kommers;
Den samlede Bakke synger
For vist paa det sidste Vers.
Vær Mand, og tab ej din Fatning!
Vis, at Du kan bære dit Savn!
Du næppe vil savne Erstatning
For Tabet i Kjøbenhavn.
Kanonjøden mangler man ikke,
Hvorhen man staar eller gaar —
A s s e l og F j e ls t r u p — sikke
Folk til at spinde Blaar!
Og Kraftkarle, rene Athleter,
Det har vi jo altid havt.
Se D r a c h m a n n , naar han profeter
Om sin umanerlige Kraft.
Er han ikke saa stærk, som han støjer,
Og mest vel i Munden det harx
Han »Menigheden« fornøjer
Dog flinkt ved at være til Nar.
Hallelujapigerne ude
I Frelsens mærkværdige Hær,
Naar de begynder at tude
Og synge, de stikker Enhver.
Nej! de stikker ikke op hverken
For »Julle« eller for »Jakel« —
Faar Hr. B o o th lidt paa sin Tallerken,
Gjør han dobbelt saa meget Spetakel!
Og komiske Præstationer,
Dem træffer man vidt og bredt;
Vi savner ikke Personer:
Borgmester
in spe,
Hr. S m it!
Hvad enten han velocipeder,
Hvad eller han sidder til Hest,
Han Munterhed os bereder,
Naar han giver en Rolle som Gjæst.
At Dyrehavsbakken er dejlig
For visse »Alfonser» især,
Det tager man næppe fejl i,
Thi det er bekjendt for Enhver.
Skal vi Andre nu være ærlig’,
Vi indrømmer vel, den er go’,
Men at den er helt uundværlig,
Faar os O ld e n b u r g ej til at tro!