294 / 425
286
R o m a n t i k o g R e a l i s m e
eller
Mad-Kæreste-Sorger.
,
i n
imens a Rodekammeraten snuer
I Søvnens Arme paa sit grønne Øre,
Jæ slipper ud igemmel lukte Døre
Aa Vinnevær, optændt a Elskovs Luer.
Snart jæ min eviælskte Maren skuer
Aa hinners ømme Elskovsord ska høre,
— Blot hinners Koteletter nu æ møre
Aa fri for Paahæng a de spydske Fluer.
Hvis hun en Bajer eller to ka knive
Fra Kælleren, æ osse de en Trøster
For mej, paa hvem at Modgang skød te Skive.
Hos Maren man æj sulter eller tøster,
Ja , sæl „Soldatens Fryd“ hun gier min Pive,
Naar jæ har spist mei mæt i Kyddets Løster.
Mæ sagte Fodslav op a Kykkentrappen
Je gaar i Kongensgade Nr. sytten,
Aa, hvor je faar en Duft fra Skarenbøtten,
Je gemmer Snydeskaftet under Kappen.
Jæ æ dov itte fri for Hjærteklappen,
For Trappen hun æ stæil som Frihedsstøtten;
Var Maren itt’, saa skulde Fanen flytt en,
Aa Ingen gaa paa Siden her som Krabben.
Møjsommelie tidt er Elskovs Veje,
Aa de gaar ofte nera mæ Honnøren,
Naar man ska opa te sin søde Peje.
Omsider staar je nu ve Kykkendøren,
Hvis Hængsler i et Snuppetav sig dreje.
— Nu kommer jæ! Her æ din æjen Søren!
Himmel! Hvad ser jæ? ded æ Hjærtestødet
For den usaliste i Elskerflokken!
Her sidder en Soldat paa Huggeblokken
Aa har min Maren usenert paa Skødet.
Aa ded va hinne, som sku ha forsødet
Min Fritid! Hun har vist mei her, hva Klokken
Æ slået! — Ded va Lønnen for min Sjokken
At staa som Nummer træi ve Stævnemødet.
Men han, som stjaalet har min Marens Hjærte
Aa for min Avtensmad mæi ladet snyde,
Som har forvoldt mæi denne bitre Smerte,
Han skal sin skændelie Daad fortryde!
Jæ vil ham med et Livfuld Hug beværte:
Hans Hjærte- eller Næseblod ska’ flyde.
la føj for Pokker! Som jæ løfter Vanten
Mæ Næven i for at faa Hjærtekvalen
Lettet ved En i Synet paa Rivalen,
Aa Maren ga et Nummer i Diskanten,
Saa gier han et Brøl som Elefanten,
Naar den trompeter: Rider Satan Kålen!
Mens jæ a Skræk gik næstendels paa Halen.
— Ded va min Sæl aa Salihed Skesanten!
— Jæ stelled ret aa tog mæ stram Honnør
En Røffel, lisaa lang som Kongensgade,
Før jæ slap yd a Marens Kykkendør.
— Nu bier der natyrlivis Ballade,
Formedelst jæ ha vaaren Desertør
Blot for ded Nattæin, som jæ itte hade.