290 / 425
2 8 2
Indenfor Grænsen.
Y erden er slem, og den bliver forværret
Aar efter Aar!
Jertegn i truende Mærker man faar:
Nys blev endogsaa Grænserne spærret!
Svenskerne bed, og Germanerne snerred’,
Mens Journalisterne skrev sig fordærved’
Om de usalige Kaar,
Der vil hjemsøge hvert Sogn og hvert Herred,
Hvor
Cholera morbtis
sin Bopæl opslaar.
— Selv i Theatrene nødig man gaar,
Og der er tomt i Parket og Parterret,
Medens man Uldent og Lintøj og Lærred
Desinficerer, saa godt man formaar.
— Kort sagt, bedrøveligt er ’et.
Alting a f Standsning er gjennemsyret:
Sporvogns-Uhyret
Ude paa Strandvejen standser Trafikken.
T
ietgen
, som har under Kjedlerne fyret,
Siger, at Driften er bleven fordyret,
Hvorfor han villig vil opgive Styret
Og lade denne Forretning i Stikken.
—• Værst bliver Savnet dog for
„ Politiken
Saasom slets ingen vil mer blive myret,
Naar han i Skoven Kamelen har tyret;
Ingen P
er
N
ansen
vil vælte med Giggen
Eller faa Livet skræmt ud af Krikken
For i »Organet« at redde Gebyret
For sit Forsøg i Kadaverlyrikken.
— Nu er man vis paa, han ikke fornyer ’et.
Men, som
S
t
.
G r u n d t v i g
bemærked’ saa tidt,
Hver Gang vort Danmark er mest i Kvide,
Kom der fra Himmelen Hjælp i Tide,
Saa vi blev alle Bekymringer kvit.
Ligesom „
Danmark
“ er gaaet Fallit,
Træt af at stride
Mod Kreditorernes langtfra blide
Skare, som tidsnok har faaet at vide,
Hvad det vil sige at give Kredit,
Falder fra Himlen med Sort paa Hvidt
„
Dannebrog
“ ned til alle, der lide
Under Agurketiders Ægide,
— Hvor i Agurker man ikke tør bide, —
Propfuldt af Tryk paa hver eneste Side,
Og for det første saa faar man det frit!
Brevet om Drachmann
af
Kolera morbus.
„Durch fur gegen! — Schiller, Goethe, Pappen-
heimer; der die du das!“
Det var med Haanden om en lunken Bajer, at den
store H o lg e r gjorde Verden denne Meddelelse; —
lunkent 0 1 i Holger, da maa der være Alvor paa Færde.
Je g ønsker ikke at være gemytlig, alt Andet. Men
Gud bevares, hvor lidet modig en Race er ikke disse
Hamborger-Millionærer. Man strænger sig an paa Bør
sen, man tjener Penge; saa kommer en Dag Holger
slæbende med sit Vikingeskib for at hente et Par af
Millionerne . . . . og hele Hamborg ryster i Boxerne.
Man gjorde store Øjne i St. Petersborg, da jeg
sagde, at nu tog jeg til Hamborg. Jamen der er jo
Drachmann! — De risikerer ligefrem, at han sender
Dem et aabent Brev! . . . . Maaske — men hellere til
Hamborg end til Kjøbenhavn, hvor Folk bare glor og
gnider sig op ad den utrolig store Holger, naar han
en Gang imellem kommer hjem for at bære Danmark et
lille Stykke ned ad Elben til.
Kellner, giv mig en Kommabacil-Toddy og en
Snaps Mødding-Essents. Je g skylder mit kjære gamle
Hamborg en Opmærksomhed, og jeg vil skrive Brevet
om Drachmann her.
Kjære gamle Hamborg, Du er til Rotterne. For
Tiden. Levelystne Caféchantanter ligger livskraftige
med de aabne Døre og stirrer haabløst ud i Natten, —
Holger kan jo ikke være i dem alle. Je g stod netop
og tænkte paa mig selv, da et Par Ligbærere passerede
mig. I flere Skridts Afstand læste jeg paa deres Pande:
D rachm ann ! De begyndte — hvorfor jeg var kom
men — om jeg vidste, at den kæmpestore Holger vilde
slaa mig flad i en Korrespondance — omjeg v ir k e lig
vilde udsætte mig for at komme i „Politiken“ — og
om det ikke var fordømt, at de maaske næste Gang
kunde faa G eo rg med h erover?............
Je g spurgte dem, om Holger nu havde lært at
brænde sine Skibe, ligesom om det kunde være B in g s
Protokoller? De svarede, at jeg skulde ikke spille
Friskfyr, det kunde Holger selv besørge; men, naar
han var i Byen, saa var det hverken Tiden eller Ste
det til at spøge. Je g gav dem endnu et Par Vittig
heder med paa Vejen og gik ind i en Sangerinde-
Spelunke.
Pra.chma.Tmstemning. Det kjendtes paa Blomster
pigen, der var Bedstemoder og Enke, og som kiggede
efter Holger. De havde slaaet deres Folder sammen
som unge, — nu var de begge Børn og kunde saa rart