S_Punch_1892

279

Theaterkatten spinder.

„Naa, Kammerherre,“ sagde

jeg i Morges, da jeg var ovre

paa Anstalten for at se, om

alt var i Orden til i Aften, „nu

aabner vi da.“

„Ja, nu aabner vi,“ sagde

han og gav Pote, og saa suk

kede han paa saadan en under

lig mellemfomøjet Maade.

„Ikke hænge med Hovedet,“

sagde jeg. „Lad os vise, at vi

er Hankatte. Lad os lægge

Ørerne tilbage, væxe Overskjæget og se Fremtiden

rolig i Møde.

„Ja . det kan Hu sagtens sige,“ sagde han. „Der er

Ingen afPrivattheatrenes Katte, der er blevenProfessor.“

„Naa, er det saadan fat?“ tænkte jeg. Og saa

fandt jeg, at jeg burde sige noget trøstende. Og saa

sagde jeg omtrent følgende:

„Naa naa naa — lad os nu tage den med Ro. som

det sømmer sig gamle, prøvede Katte. Det er jo Noget,

vi allesammen veed, at Livet ikke er lutter Baderejser

til Wiesbaden. Naar vi bare holder vores Mave i Orden

og saa for Resten husker paa, at der dog endnu er

Noget i gamle Danmark, der hedder Wein, Abonnent-

inder und Gesang, saa er der saamænd ingen Grund

til at hænge med Halen. — Desuden kan man jo se

med et halvt Øje, at saadan. som vi nu har lagt Re

pertoiret, saa maa det gaa. Det kan aldrig slaa fejl.

Folk vil nu en Gang have Tragedie, og naar de vil

have det, hvorfor skulde vi saa nægte dem det? Kan

Professoren give Tragedie ude paa Dagmar med sin

Kone og Ho rnem ann og M a rtin iu s i alle Rollerne,

saa kan vi saamænd ogsaa med Em il og Fru Hen

n in g s og Z an g en b e rg . — Øehlenschlåger og Hol

berg er gode, Shakespeare er bedre og Schiller er

allerbedst, naar Fru Hennings ikke er upasselig. Og

vi har jo mange andre Tragedier. Je g tager vel ikke

fejl, naar jeg gaar ud fra, at C h ristian sen s Leverance

i Aar udelukkende bestaar af Tragedier. Og om det

saa er „Elverhøj“, saa er den saamænd ogsaa med

Aarene bleven ganske tragisk. Je g ka,n forsikre for,

at jeg har set tre af de ældste Abonnentinder græde

deres modige Taarer over den, da de fik den for sy

vende Gang i forrige Sæson paa deres halve Klapplads.

— Operaen skal vi ogsaa nok klare. En lille Carmen-

ade at lægge for med og saa „Hexen“ , der er saa

godt som n

v. Og De kan være vis paa, at „Frode“

nok skal trække. Han var jo, saa vidt jeg veed, saadan

noget som Formand i dansk Fredsforening. Gaar den

ikke med Nor dal, saa forskriver vi B jø r n s tje r n e til

at komme herned og synge Hovedpartiet. — Og saa

en hel Ballet i splinterny Indstudering. Hvis Abon

nenterne ikke bliver begejstrede over det, saa er de

saamænd ikke bedre værd, end at vi lader dem gaa

til Dagmar Alle til Hobe. — Trække ? Sagde De trække?

Vil De da sætte deres møjsommelig opsparede Under

skud over Styr? Vil De bryde med den Tradition,

som De i saa mange Aar har kæmpet for som en Løve?

Vil De have, at de skal gjøre Nar ad os oppe i Rigs

dagen? — Nej, lad os bare lade være at synke ned til

at blive som Privattkeatrene. Lad os huske paa, hvad

vi skylder os selv. Lad os blive ved at være et fint

Theater, hvor der kun kommer et lille, men udsøgt

Selskab. — Og lad os saa bare gaa paa med krum Hals

og løftet Hale. Giv mig nu Pote paa, at De ikke

vil tabe Modet. Saa skal De se, at, inden Sæsonen er

ude, bliver De ogsaa gjort til Professor. —

Naa,

skal vi saa tage en lille Generalprøve? Alle Mand af

Scenen — nu gaar Tæppet. Paa Gjensyn i Aften — og

glædelig Aabning!

Sanitært Eftersyn.

Er Kjøbenhavn virkelig den Pesthule,

P olitiken

gjerne

vil gjere den til; hvis saa er, kan det jo se foruroligende

nok ud med Koleraen for Øje. Stadslægen siger ganske

vist nej; men han er Fagmand; det er derimod

Ignotus

slet

ikke, saa ham er der betydelig mere Grund til at tro; og

han siger jo. Men Selvsyn er det bedste, og derfor satte

Punch

sig i Bevægelse for at undersøge Helbredstilstanden

paa de efter hans Mening mest truede Steder.

Saaledes begav han sig op i Melbutiken i

Integad e\

det var et uhyggeligt Syn, der mødte ham der. Som alle

rede det lille Organ i

Badstuestrcede

havde antydet mere

ligefrem end egentlig fint, befandtes Abonnementsprotokollen

at være i høj Grad angreben af Tæring, ligesom Avertisse

mentsrubrikerne led foruroligende af Svindsot. Derhos be

fandtes der at være en overdreven Masse af Semitstof 1

Bladets Spalter, der indeholdt smudsige Artikler af for

skellig Art. Derimod fejlede

D efe n s o r patriæs

Tunge

ingen Ting,

Punch

saa den tilfældigvis, da Defensor’en just

var ifærd med at række Tunge ad Kjøbenhavns Befæstning.

Heller ikke i

Badstuesiræde

var Tilstanden, som den

burde være. Kjælderetagen var saaledes i en højst mal-

proper Forfatning, med Dynger af Menneskedyr og andet

naturalistisk Affald; desuden var Frugterne af Redaktørens

Virksomhed grønne og umodne, hvorfor Politiet lavede sig

til at tage dem i sin Forvaring.

Paa

Gyldendals

Schubothes

Lofter, der ligeledes

undersøgtes, befandtes der at ligge store Ophobninger af

svinsk Makulatur af yngre, begavede Forfattere; vedkommende

Forlæggere var lige saa ilde berørte ved denne Kjends-

gjerning, som

Punch

/ men de sagde, at det Sk — var ikke

til at blive af med.

Paa

Morgenbladets

Kontor traf

Punch

Bladets Abon

nent; paa Forespørgsel til hans Befindende udtalte han, at

fraset den Smule Sovesyge, han naturligvis stadig led af,

saa længe hau endnu læste Bladet, havde han det saamænd

rigtig godt.

Frederiksberg M orskabstkealer

viste sig at trænge

temmelig haardt til en grundig DesinfectionSmitte udbredes

som bekjendt særlig ved Hjælp af saadanne malpropre Stoffer,

som Revyen derude indeholder saa rigeligt af; ogsaa i

Nørrebros Theater

fandt man dygtig med Smitstof i Re

vyen, men det var af uskadelig Natur, idet kun nogle en

kelte til Politiet hørende Personer blev angrebne deraf.

Avisen

havde Kolera, længe før nogen anden tænkte

paa den her i Byen; imidlertid, efter at Bladet var gaaet i

Vandet, indtraadte der en hastig Bedring; det viste sig, at

de koleralignende Symptomer kun skyldtes overdreven graa-

dig Nydelse af en And, oven i Kjøbet en af

Ferslewsk

Afstamning; den kan altsaa formodes at have været meget

fedtet. Alt i alt følte

Punch

sig beroliget; navnlig glæ

dede det ham, at det gode Humør og den sunde Fornuft

endnu ingen Ting fejlede; det var i Orden.

Med dette Numer følger et

illustreret Annouce-Till»g.

* 9 0