286 / 425
278
JNu sidder jæ alene paa Kasernen,
Hvor jæ a Harm aa Savn aa Sorrig fnyser,
Imens den fulde Maane ræsomt lyser,
Aa fuld a Vemod blinker Avtenstjemen.
O Maren, du romsterer mæj i Hjernen
Mæ Lammehode, saa jæ henrøkt gyser,
Aa mæ di allerdæiliste Gemyser,
Imens din Tunge gaar som Møflekværnen.
Jæ ser dei svæve mellem Kykkenboret
Aa Spisekammeret mæ din Tallerkning
Aa gi mæ Lov a hugge ing paa Foret.
Men Synet svinder uden anden Værkning
End, at jæ mejet tydeli har sporet,
A Savnet ingeni mei fek Forstærkning.
Naar Nattergalen slåer i Kvæld sin Trille,
Je kommer op te dei i Kongensgade,
Da je te Stroppetur ska itte stille.
I dine Øines Lys je ve mei bade
Aa møde i dit Kykken te et Gilde
Paa Kærlihed aa reddet Kabenade.
lla , grumme Skæbning — eller hvad du hedder
Der gaar omkring sæl i Soldaterstanden
Og skiller tvende Hjærter fra hinanden,
Der aldrig var tilforn i tov Geledder!
V
es jæ nu bare turde tae Billetten
Aa stak paa Elskovs Vinger a te Maren,
Aa viste, a en Helt tør trodse Faren,
Saa fik, kaske, je dov en Del a Retten.
Ded brænder i mit Brøst som Gift og Edder
Aa dunker som en Tæskepleil i Panden.
Jæ vilde springe liestravs i Stranden,
Hvis barestens jæ kunde svømme bedder.
Jæ hade lovet Maren at besøje
I Avten hinner pænt paa hinners Kammer
Aa mæ lit Avtensmad mej at fornøie.
Men Ingen veed, naar Modgangs Pil vos rammer.
Jæ
fek slets intet Nattæin a Skesanten.
— Se
de æ derfor, den æ ren i Kanten.
Men, min Skesant ve bie gal i Hætten,
For han æ reidinok de støste Skaren,
Aa den Soldat, han faar i sine Garen,
K a sie tilinok, a han har væt den.
Jæ svæver mellem Frøgt og Kærliheden
Aa sier: Ska jæ, eller ska jæ inte?
Saa i mit Brøst de kniver slemt for Freden.
Min Frøgt. fortæller, jæ vil høste Klinte;
Men Kærliheden taler kuns om Hveden.
— Jæ tror, jæ gjør en Udflugt gans gelinde.