291 / 425
283
begynde forfra. Og det kjendtes paa Syngepigerne.
Hæse var de alle — af Bedrøvelse. Lieder-Chanso-
netten betroede mig det: Kommt nix von Drank—lauter
Traurigkeit — unser grosse Holger nimmer Director—
wird uns nimmer engagieren—tnnken wir Rotwein ? —
Og Chansonetten græd, og alle Publikummerne græd,
og vi trinkede Rotwein.
En Hallucination — maaske; men se deroppe paa
Tribunen staar Holger som Matrospige, ung og dejlig
som en lunken Ølbølge med Livets Formiddagssol i
glade Skumklatter. Han er saa lang, saa lang — som
vejen fra Berlingske til Integade — og han sparker
med Benene — saa L a r s D in e s en og ganz Kopen-
hagen ligger auf einmal ruiniert — og Syngepigerne
bærer hans Hat, som de vil — og fra hele Salen lyder
det: Hoch unser litteraire Director! . . . .
Men jeg gamle Kolera flygter for Ungdommen og
Manddommen og Holgerdommen — ud i de smudsige
Gyder, hvor Holger den Store lever lavet, naar han
kommer fra Millionær-Middag og har faaet Vand
meloner i Stedet for Guldstykker. Wahrhaftig! — der
staar endnu hans Muse henne i en Port og græder!
Han har trukket saa længe rundt med hende i Knejper
og Gyder, at hun ikke er til at kjende igjen. Nu har
hun kun de sidste Levninger af „Politiken“ at svøbe
sig ind i — — Schauderhaft! Naturligvis giver jeg
hende et Par Kroner, som hun kan kjøbe sig „Ilddrik“
for i G e o rg s Bryggeri.
Og jeg skynder mig hjem til min Hule, hvor Værten
har smurt Pa
9
aden ind med Karbol for at hædre mig.
Han lukkede mig op alene; Kone og Døtre var flyg
tede for Holger — putz weg! — han vilde engagere
dem alle til Syngepiger. Mein Bett! — Danke! —
Men jeg sov ikke. En Vogn rumlede i Nabolaget
med denne Rumlen, som af en Vogn, der rumler. Je g
kjendte, at det var Postvognen............nu kjørte den
til Kjøbenhavn . . . med Holgers Korrespondance
!
Je g v a r bange. Det er ingen Løgn. Je g syntes,
at en uhyre lang Skikkelse bøjede sig over mig.
„Versclirieben —“ sagde den, for det var en Dansker,
— „E d ith skal gi’e dig en af mine egne, — saa er
Du ’en! — heraus mit der Kolera — hu, jeg er saa
modig!“ Og hver Gang jeg greb efter ham, krøb han
sammen og rystede, saa at hans Ben viklede sig rundt
om hinanden, som om de kunde være Sætningerne i
et af hans egne „Breve“ . La’ vær’ — raabte han —
eller jeg kalder paa G eo rg! — Og jeg følte Angstens
Sved perle ned ad Ryggen ved den forfærdelige Trudsel.
Hvor længe jeg sov? — Til jeg vaagnede. Saa
hev jeg mig op af Sengen, tog min Le og gik paa Ar
bejde. I mit kjære gamle Hamborg sad Mørkemændene
og stænkede sig med Karbol; men Holger stod og
kiggede ned i en Vandpost, om ikke Edith skulde stige
af Vandet frem.
Dette er Brevet om Drachmann.
— Hvordan P okker kan
D a n n eb rog
komme ud i
35000 Exemplarer ?
De maa da trykke den paa Victoria-
Presse?
— Nej, den er for ren i K anten!
De trykker den
»paa Tro og Love«!
Hedenfart.
H or, hvor den rasler i N atten af Sted!
E n hel Fjerdingvej kan i Timen den fare,
Naar Dampen er oppe; — hu hej, vil I med?
Lysende Blink fra en Dampsporvogn gløde,
H il dig, Du Offer for Nutidens K rav!
Rasende Rykkere jager den Døde, —
Fly, stakkels Gjenfærd, og find dig en Grav.
Som en Minerva fra Jupiters Pande
Frem af en Børs-Etatsraad Du sprang;
Du Guld skulde skovle i kulsorte Spande
A f Strandvejens Støv og Skovsho’dernes Tang.
Dejlige Drømme, synk hen nu i G lem sel!
Prustende, stønnende, frejdig og kjæk
Bruste Du fremad til Skræk og til Skræmsel,
Leged’ Tit-Tietgen, og saa var Du væk!
Selv staar han forrest i Spøgelse-Toget;
L idet han ænser, at Banen er skæv,
Men hyller sig ind i Net, der er broget
Og lavet af Lofter og andet Slags Væv.
»Vaas! Vaas! Vaas!« som en segnende Fægter
L ytter han bleg: Mon de manende Ord
Varsler, at flere Etatsraads-Projekter
A gter at rutsche i Dampvognens Spor?
Ligesom Jens, der var slet ikke bange,
Tæller han K undernes A ntal i H ast;
Du evige Guldkalv, der er jo for mange!
Begrib det, hvo kan, — men han m aa kjore fast.
A k, ved hans »Anlæg«
is som ethinv ro tten ;
H an hos Aktionærerne stiller til K lo :
Stor var Geschäften, men lige godt maa den
A f Mangel paa »Levy«-Dygtighed dø!
Sagaen slutter! — N u er Du leveret,
Dampsporvogns-Spøgelse, ti og forsvind!
Du A rme og Hoveder har massakreret,
Og Ben har Du splintret og flænget vort Skind.
Sent her i Norden dit Hærværk man glemmer,
Synk kun i Døden, savnet af Faa! —
Du, som til Gjengjæld for splintrede Lemmer
Gi’er Aktionærerne Voxnæser paa!