![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0298.jpg)
291
hentet hjem tilbage, so længe hans Pegasus har immer
Kolorine.
Tratera tata ta! —:
Parti af Ny-Seeland. En stor Poreningsselskab
af unge Dänen-fresser har udgivet en Præmie for den,
som kan først løbe sig af Liv og Helbred. De vil med
Rædsel se fremstillet et Landskaft, hvor den af Regnen
opblødte Nat træder ind. Fortvivlede Bicykler sitter
rundt i Kroerne og grunder paa det bekjendte Sprik-
wort: „Tyv tror, at Hvermand kjører paa Bicykel“ .
Andre ligger sine Ben i Grøfterne, og andre triller
uforgribelig ad Vejen til Bidstrup. Det epidemiske
Sportsuwesen vil dog forinden lang Fremtid faa en
skrøbelig Ende, sosom man i Koleratiden vil med pro
visorisk Strænghed forbyde alle Durkløb.
Tratera! Tratera! —:
Vi er nu i det Land N o rrige, mine Herskaber!
Soledes kaldet, fordi det beboes af „Fjældmennesker.“
Indwaanemes Opdragelse lider af et Par uhyggelige
Sk ramm er. Men en i Luften fritsvævende P ro fe s s o r
fra det Land Je rn b a n e g a d e , hvis kunstige Længsler
gaar langt, langt over de høje Fjældmennesker, tager
dem kjærlig til Brystet og griner i sin Skæg. Det er
nu so en Gang Professorens tragiske Skæbne, at han
kan ikke stave sig til Forskjelligheden mellem
Logos
og
Logik.
Tratera, tratera, tata! —:
Ulykkens Hule og Elendighedens Bolig. — Redak
tionskontor i Integade. — Dysterblaa af Skræk stikker
den verdensberømte Ign o tu s sin rystendes Næse i en
Flaske med lebendige Kolera-Spiriner; aber De skal
ikke blive frygtsom: Den ene Bakcil hugger jo ikke
Maven itu po den anden! — Changement: En Ho
spitalslæge døer ganske ikke af Kolera, og strax kan
d/en verdensberømte Ign o tu s forsikre, at Hospitals
læger skal ikke stikke Næser i Koleraspiriller, for det
er uforsvarlig. Alle godmodige Lesere af Elendighedens
Organ kan heraf lære, at der erForskjel paa Ignotosser
og Hospitalslæger.
Tratera, tratera, tratera!
En storartig Fremstilling a. Øen Sam oa i det
s t ille Ocean. Forulykkede Dichtere løber i Spleen
og Fortvivlelse rundt herum hinanden og skriver den
samme Bog om den samme Ting med den samme Blæk,
og det er altsammen Spleen. Kun den i Mekaniken
ubegribelige D rachm ann sitter po en spelunken
Bierfass og kigger efter den Stadt Hamb ur g'og drikker
sin Kolera-Bitter, som han vil. Han har forskrefet sig
med Haand og Profil til den swarte
D r Lucifer
aus
Kopenhagen, so at alle Spiriller og Bakciller og Ar
bejdere med et rundt Ord flygter sine Veje, gjennem
slagne af Rædsel og Skræmsel. Men den i Mekaniken
ubegribelige Drachmann har baaret Danemark ud paa
den
0
Samoa i det stille Ocean, for saa har dog
Epidemien gjort sin Gavn. Og han faar stille Oceaneiser
om dejlige Variétøser, som giver ham Inspirazioner til
hanses navnkundige Inte-Korrespondancer, de sokaldte:
E d ith og dat.
-v/
j
Næse-Yise.
N a a r Farsoten rider paa H elhest frem
Og rasler med Leen og truer,
I gamle F a’er B e n th e im s Inte-Hjem
Med klinkende Knæer de gruer,
F or skyndsomst at kyse Gespenstet væk,
F t
• Logos v o r*
stille de læser
Og griber sig med en semitsom Skræk
Om dereses egne . . . . Næser.
A t Jøder og Tyskere er paa et Haar
Det samme, har længe man anet;
Men nu er det faktisk bevist og staar
A t læse i Inte-O rganet.
Naar derfor en Tysker af ægteste Slags
Har revet et Foredrag a’ sig.
Maa hanses smaa Fættere, Jøderne, strax
Gaa hen og gi’e Næserne fra sig.
En tysk H r. Professor, De kjender ham nok?
Hvis ikke saa er ’et det samme —
I U lm som en blodtørstig Ulmerdog
Bed Næsen af Israels Stamme!
Denne Næse, saa kraftig, saa ædel og fin,
Som Elskov saa tidt i en Svup vækker,
Blev kun ved et Tilfælde
su baqu ilin
,
Paa Dansk, hvad man kalder tn Snupdækker.
Gud
Am o r
af Væsen er nemlig lidt fri;
Paa tusinde Paafund han hitter
Og laved en Gang et
A la ro d e ri
,
Hvis Frugter blev smaa
Am
o
riter.
Vor Nutids H r C o h n ’er er derfor et frit
Produkt af Gud Amors Fadæser,
Med Haar, K næ ’r og Tæ ’r
a la
tysk Amorit
Og med alarodiskc Næser!
A t »Racens Renhed« gaar fløjten, —
etifin,
Er racende ligegyldig;
Men, Læser, vær aldrig satirisk og stræng,
Husk, hvad Du
Sem iten
er skyldig.
Bør ikke vi elske de sorte Smaa?
Thi det er dog haardt, sku’ jeg mene,
A t de nu med A n d r e s Næser skal gaa,
Naar Næserne ikke er rene!!