Previous Page  299 / 425 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 299 / 425 Next Page
Page Background

291

hentet hjem tilbage, so længe hans Pegasus har immer

Kolorine.

Tratera tata ta! —:

Parti af Ny-Seeland. En stor Poreningsselskab

af unge Dänen-fresser har udgivet en Præmie for den,

som kan først løbe sig af Liv og Helbred. De vil med

Rædsel se fremstillet et Landskaft, hvor den af Regnen

opblødte Nat træder ind. Fortvivlede Bicykler sitter

rundt i Kroerne og grunder paa det bekjendte Sprik-

wort: „Tyv tror, at Hvermand kjører paa Bicykel“ .

Andre ligger sine Ben i Grøfterne, og andre triller

uforgribelig ad Vejen til Bidstrup. Det epidemiske

Sportsuwesen vil dog forinden lang Fremtid faa en

skrøbelig Ende, sosom man i Koleratiden vil med pro­

visorisk Strænghed forbyde alle Durkløb.

Tratera! Tratera! —:

Vi er nu i det Land N o rrige, mine Herskaber!

Soledes kaldet, fordi det beboes af „Fjældmennesker.“

Indwaanemes Opdragelse lider af et Par uhyggelige

Sk ramm er. Men en i Luften fritsvævende P ro fe s s o r

fra det Land Je rn b a n e g a d e , hvis kunstige Længsler

gaar langt, langt over de høje Fjældmennesker, tager

dem kjærlig til Brystet og griner i sin Skæg. Det er

nu so en Gang Professorens tragiske Skæbne, at han

kan ikke stave sig til Forskjelligheden mellem

Logos

og

Logik.

Tratera, tratera, tata! —:

Ulykkens Hule og Elendighedens Bolig. — Redak­

tionskontor i Integade. — Dysterblaa af Skræk stikker

den verdensberømte Ign o tu s sin rystendes Næse i en

Flaske med lebendige Kolera-Spiriner; aber De skal

ikke blive frygtsom: Den ene Bakcil hugger jo ikke

Maven itu po den anden! — Changement: En Ho­

spitalslæge døer ganske ikke af Kolera, og strax kan

d/en verdensberømte Ign o tu s forsikre, at Hospitals­

læger skal ikke stikke Næser i Koleraspiriller, for det

er uforsvarlig. Alle godmodige Lesere af Elendighedens

Organ kan heraf lære, at der erForskjel paa Ignotosser

og Hospitalslæger.

Tratera, tratera, tratera!

En storartig Fremstilling a. Øen Sam oa i det

s t ille Ocean. Forulykkede Dichtere løber i Spleen

og Fortvivlelse rundt herum hinanden og skriver den

samme Bog om den samme Ting med den samme Blæk,

og det er altsammen Spleen. Kun den i Mekaniken

ubegribelige D rachm ann sitter po en spelunken

Bierfass og kigger efter den Stadt Hamb ur g'og drikker

sin Kolera-Bitter, som han vil. Han har forskrefet sig

med Haand og Profil til den swarte

D r Lucifer

aus

Kopenhagen, so at alle Spiriller og Bakciller og Ar­

bejdere med et rundt Ord flygter sine Veje, gjennem­

slagne af Rædsel og Skræmsel. Men den i Mekaniken

ubegribelige Drachmann har baaret Danemark ud paa

den

0

Samoa i det stille Ocean, for saa har dog

Epidemien gjort sin Gavn. Og han faar stille Oceaneiser

om dejlige Variétøser, som giver ham Inspirazioner til

hanses navnkundige Inte-Korrespondancer, de sokaldte:

E d ith og dat.

-v/

j

Næse-Yise.

N a a r Farsoten rider paa H elhest frem

Og rasler med Leen og truer,

I gamle F a’er B e n th e im s Inte-Hjem

Med klinkende Knæer de gruer,

F or skyndsomst at kyse Gespenstet væk,

F t

• Logos v o r*

stille de læser

Og griber sig med en semitsom Skræk

Om dereses egne . . . . Næser.

A t Jøder og Tyskere er paa et Haar

Det samme, har længe man anet;

Men nu er det faktisk bevist og staar

A t læse i Inte-O rganet.

Naar derfor en Tysker af ægteste Slags

Har revet et Foredrag a’ sig.

Maa hanses smaa Fættere, Jøderne, strax

Gaa hen og gi’e Næserne fra sig.

En tysk H r. Professor, De kjender ham nok?

Hvis ikke saa er ’et det samme —

I U lm som en blodtørstig Ulmerdog

Bed Næsen af Israels Stamme!

Denne Næse, saa kraftig, saa ædel og fin,

Som Elskov saa tidt i en Svup vækker,

Blev kun ved et Tilfælde

su baqu ilin

,

Paa Dansk, hvad man kalder tn Snupdækker.

Gud

Am o r

af Væsen er nemlig lidt fri;

Paa tusinde Paafund han hitter

Og laved en Gang et

A la ro d e ri

,

Hvis Frugter blev smaa

Am

o

riter.

Vor Nutids H r C o h n ’er er derfor et frit

Produkt af Gud Amors Fadæser,

Med Haar, K næ ’r og Tæ ’r

a la

tysk Amorit

Og med alarodiskc Næser!

A t »Racens Renhed« gaar fløjten, —

etifin,

Er racende ligegyldig;

Men, Læser, vær aldrig satirisk og stræng,

Husk, hvad Du

Sem iten

er skyldig.

Bør ikke vi elske de sorte Smaa?

Thi det er dog haardt, sku’ jeg mene,

A t de nu med A n d r e s Næser skal gaa,

Naar Næserne ikke er rene!!