302 / 425
294
Jæ søvnløs mæj paa Smertenslejet vrider
Imellem Kombaniets Søvnetryner,
Mit Øje taavet æ a Febersyner.
Jæ tror, a ded æ Maren, som mæi rider.
Jæ seer Skesanten, som foran mæi skrider,
Imens han bander, tordner fælt og lyner,
Han dømmer mæi a ligge uden Dyner
I Brummen i langsommelie Tider.
Saa seer jæ Maren paa en dæili Sky
Mæ Kallestæj for mine Blikke svæve
Aa en Tallerkning fyldt mæ Sul mæi fly.
Men, lisom jæ har stukket frem min Næve,
Saa vovner jæj i aarie Maarengry
Aa ud a Drømmens Favn jæ maa mæi hæve.
Nu høres Messingjens i Hornets Trutten
Paa alle Kombaniets Folk a kalde;
I Gaaren skal vi staa te Mønstring alle.
— Føst stekker jæ dov ing i Marketutten.
Jæ faar en Dram aa sæier saa te Glutten,
Som skænker for mæi — Jenses bitte Malle —
At en Soldat betaler kuns ded halle;
Men alt omsunst, her hjælper ingen Prutten.
Jæ drikker nok en Dram, men ka dov mærke,
Jæ itte gaaet fra min Smule Snøvs er
Saa galt, at noven Slinger kom i Valsen.
Men Maarensnapsen har dov kunnet værke,
At Hjærtet, som sad før i mine Bøvser,
Har flottet sæi aa sidder nu i Halsen.
Jæ skynder mæi min Sidemand at hitte,
Men lider liegodt a Hjærteklemmelse
Fordi jæ har i Brestet den Fornemmelse,
At her bør handles etter Kundevitte.
Men jæ ve osse, a ded kan jæ itte.
Aa dyffc jæ føler ded mæ Sorg aa Græmmelse,
At denne Gang æ Brummen min Bestemmelse,
Hvor ingen Stjerner ner te mæi ka titte!
— O Maren, hade aldrig jæ dæi skuet
Aa aldrig smagt di Bøfler, som du stæjer,
Saa hade itte her i Dav jæ gruet.
Men mæ Ens Hjærte grumt di Kvindfolk læjer.
Di knuser ’et, naar itt di mer ve bru ’et,
Aa desforuden di en Knap vos dræjer.
12
.
Der æ Skesanten! Hvem der nu var hjemme
I Skvalderup, saa var jæ vel forsørret.
Jæ beer om godt Vær, hvis jæ bare tør ’et,
— Næ, jæ har aldrig væt i saadden Klemme.
Nu gloer han paa mæi, som han vilde skræmme
Mæi helt ihjæl, aa jæ ska se, han gjør ’et.
— Men hvad æ ded? Han griner bare smørret
Aa sier: Føj, di Knapper æ for slemme!
— Hurra! Nu fik jæ Haabets Port i Sigte;
Jæ æ saagu den heldiste Kantøflel,
I hvem et Hjærte elskovsfuldt har blusset!
Skesanten holdt sin Mund om min Gesjekte
Aa ga mæi barrestens en bitte Røffel.
Han syntes itte, jæ var godt nok pudset!
R o m a n t i k o g R e a l i s m
eller
Mad-Kæreste-Sorger.