307 / 425
299
Høns til a t gaa i V andet paa. Saa m aaD e liolde Dem
til L av-A rterne; det er ogsaa fint K ryderi.
— H v ad m ener De?
— A t De skal lægge Dem efter det bestandig
borgerlige. De skal f. Ex. udgive et Slagter-Numer og
et Nyboders-lSPumer og et Natm an ds-Nrimer og et
Kolera-Væ rtsliusholder-N um er og et Barber-Num er ikke
a t forglemme. D et kildrer Oldermændene, og D e tag er
K agen. Tro De m ig: Sex fede Processer er bedre
end et m ag ert Blad!
— Undskyld, Højstæ rede. . . . det forekommer mig,
a t De lider af
Secheritis.
De skulde tale med en Læge.
— Naa, det R aad forkaster De ogsaa. E r det da
D eres H ensigt a t vedblive med at levere V ittigheder
til B rug for de T ræ ngende i Aanden . . . og i B adstue
stræ de ?
— De k a n gjerne tage Bømersgade med. Men
hvad skal m an sige? Ingen fornægter sin Natur, og
R a v n e n m aa jo søge sin Føde, hvor den kan.
— M eget vel. Maa jeg saa anbefale Dem m it
nyeste F ab rik at? . . . E x tra superfin Prima-Reklame,
aldrig forhen set her paa Pladsen . . . Je g er altsaa
herm ed an sat som Deres æ rede Korrespondent.
— H v ad e r De? . . . H vor vil De hen?
— J e g vil s’gu Jo rd en rundt. De giver m ig bare
et K reditiv, og jeg forpligter m ig til at bruge alle
P engene. B ringer jeg en Øre tilbage, er K o ntrakten
brudt.
— D et v a r en stor Idée! . . . Vil De rejse „fra Ska
gen til G jedser“ ? D et kan De ikke holde ud!
— Læ serne kan heller ikke holde det
ud.
Men
jeg gjør det a l l ig e v e l !
— E nergiske Mand! . . . Hvorledes ser da Deres
foreløbige R ejseplan ud ?
— Je g gaar herfra til Kongens Nytorv. Derfra
gaar jeg med en Sporvogn til Grønningen og gaar saa
over engelsk Kirke til Toldboden, . . . ja, videre er
jeg ikke kommen endnu.
— Storartet Plan! Naar Fru
Punch
gaar paa Tor
vet, vil jeg bede hende kjøbe en Trillebør til Abonne
mentsprotokollerne, saa tykke bliver de! . . . Her har
De et Kreditiv, lydende paa 25,000 Skippund Sterling.
Men De maa ikke bruge en Øre mindre og ikke en
Øre mer!
— D e t er et Ord!
— Det er mange Ord; men det er Ordene, vi Blade
skal leve af. Blot endnu et Spørgsmaal. Hvornaar er
De født?
— Igaar.
Telegram. Vor ærede Korrespondent er naaet
levende om Bord paa Plimsolleren „Dannebrog“ , til
hørende de forenede Sammensmæltere. Chefen siges
at
kunne give ham udtømmende Undervisning i at give
Penge ud.
Mærk. Da vi har løst Patent paa vor ærede
Korrespondent, vil
Punch
være det eneste Blad i Nor
den, hvis Læsere fritages for at læse hans Korrespon
dancer.
V o r Hovedstads dramatiske Liv
Er kommet igjen i Gang i Aar, som det plejer,
Med den sædvanlige Strid og Kiv
Og med Reklame til Tidsfordriv,
Det gamle bekjendte: »Her er spillende Rejer!«
Med glimrende Løfter er man begyndt,
Hvormed man Publikum nu som altid forlyster;
Men Udbyttet var til Dato lidt tyndt,
Og egentlig større Masser af Mynt
De Herrer Entrepreneurer nok slet ikke høster.
I
„ D a g m a r “
ænser man Sligt kun lidt,
Der har man sin egen højst ideale Væren;
Der kommer det Hele ud paa Et,
Besøg eller ikke — lige fedt!
Der gjælder det ene og ganske alene om Æren.
Hr. Abrah am s har sit
„ P a r is e r Itv“
Alt med en kostbar Magnet som F ru E lle n N o rrie.
Den skjær’ dog nok ikke i Dag, den Kniv,
Men viser sig som et forældet Aktiv
Til Trods for Figurerne, der dog er ganske snurrige.
I
„C a s in o “
gaar det paa bedste Beskub,
Hr. So p h u s B irch skulde vise, hvad han var i Stand til.
Han skulde nu være en rigtig Knop,
Men Selskabet faar nok blot lidt flere Skrup,
End det ellers i senere Aaringer har været vant til.
Thi Publikum sætter nu slet ingen Pris
Paa denne Kraft, hvad Selskabet faar at bekjende,
At saadan en Nyhed fra
„ A a r h u s A v is “
Kan blive et slemme Bircheris,
Som man fik konstruert til sin egen Ende.
For Resten det svirrer med Rygter om,
Hvad ud i Saisonens Løb vi her skulle prøve.
Blandt disse træffer man slige som,
At i
C irk u s
-Arenaens Helligdom
C arl M arx vil træde op som en brølende Løve.
„ T h a lia “
vil under et finere Navn
Staa op fra de Døde som »Bier- und Kunstlerhalle«.
Hil være det glade Kjøbenhavn!
Det sukked’ jo ogsaa dybt under Savn
Af sin berømte, salig hensovede »Kalkeballe«.
Saa, ser det for Tiden end tarvelig ud
I Kunstens Templer, det dog over Vandene lyser.
Vi øjner sikkert et Gjennembrud:
Den stærke T h o r Jen sen sender os Bud
Om Olla podrida med Ranzaus og grønne Gemyser.