306 / 425
298
Jævndøgnfluerne.
Og Nattergalens blide Sang forstummer,
Naar S
chumann
ikke mer vor Fløde skummer,
Og T i v o l i gaar op i Lamperøg,
Da hører man, især paa venstre Fløj,
En Fluesværm, som nok saa næsvist summer,
Fordi man ikke ugenert har ladet
Den være eneraadende ved Fadet.
Det er T
utein
, C
laus
B
erntsen
og saa videre,
Der altid ufortrødent vimser om
Og exekverer en Slags »Folkedom«
Som den »bevidste Folkemagts« Besiddere.
Paa Statens Misgreb slaar de sig til Riddere
Saa myndigt som Hs. He l l i ghed i R om
Og truer dem, der mukker, med en proper
Behandling i den kommende Oktober.
I dette Fag har næppe Nogen slidt som
Vor djærve A n h o l t s Farer, Hr. T
utein
;
Han finder Græns e s pær r i ng en for stræng
Og ganske ufornøden; thi saa vidt, som
Han veed, er K o l e r a e n ikke smitsom,
— Det veed nok ellers selv en Skoledreng, —
Hvorfor i „
Dannebrog
“ hvert Tab han tæller
Paa alt det Kvæg, som Bonden ikke sælger.
C
laus
B
erntsen
er just heller ikke glad:
Hø j s k o l e n maatte savne ham i Rollen
Som Overkontrollør ved Statskontrollen,
Hvorfor han jamrer sig i samme Blad;
Han mener, den Bevilling hel og holden
E r P'olkeaandens frie Sulefad,
Og dog ta’er Staten fat, som om den venter
Regnskab af de betroede »Talenter«!
Og, føjes hertil, at den skarpe Front,
Som Radikalerne har proklameret,
Sig viser i en saa uskyldig Dont,
A t T i e nd e n skal søges konfiskeret,
Hvad de — i Parentlies — har før proberet,
Saa kan det næsten gjøre En lidt ondt
For Godtfolk i de danske Bondestuer,
Hvem man i Ho’edet sætter den Slags P'luer.
Jorden rundt med mange Penge.
Det bankede paa Døren.
Han traadte ind.
— Go’ Morgen, Hr.
P u n c h !
— Tak, i ligeMaade. Hvad
ønsker De?
— Ønsker ikke noget, vil
gi’e noget. Født i min tid
ligste Alder af skandinaviske
Forældre, har jeg altid følt
Trang til at ende mine Dage
som
Motel
Roi/al-Etatsraad
eller en anden nordisk Be
rømthed. Je g har derfor
under Dags Dato nedsat mig
her paa Pladsen som JEteklamefabrikant. De skulde
ikke tilfældigvis have Brug for et Par hundrede tusinde
Abonnenter?
— Je g plejer ikke at regne med saa smaa Tal.
Men
enfin
! _ . . . . Har de Abonnenterne hos Dem?
— De er saamænd sikre nok, som Professoren i
Dagmar
siger, naar han averterer efter Abonnenter
hele Aaret rundt. Men der rnaa gjøres noget!
— Akkurat. De har maaske et Løvebur, jeg skal
gaa ind i? Det er jo
B o n -T o n y
i vore Dage. Og saa
kan De ved samme Lejlighed debutere som „Neger“
for udvidet Tribune.
— Min Herre! Je g lider ikke af zoologisk Have
syge. Je g er en alvorlig Mand og ønsker ikke at op
træde som Amatør i Artist-Faget. Hvad siger ikke
den store Skuespiller Hun der up? — En Artist er
saadan En som Hr. Marx. Og hvad siger ikke den
store Skuespiller M arx? — En Artist er saadan En
som Hr. Hunderup. De vil altsaa kunne indse . . . .
— J a vel. Vi svømmer, vi Kunstner-Pærer, . . . .
det er en „National“-Sygdom. Har De maaske tænkt
Dem noget bedre?
— Det er, hvad jeg har! For det Første maa De
tillade mig at vaske Dem.
— Vaske mig?
—
Kemisk Vask. Vand gjennem Spalterne,
min
gode Hr.
P u n c li!
Ingen bitre Udfald mod Amoriter,
Blasfemiter og andre Termiter! Øllebrød og Spilde
vand, — det er „Dannebrogs“-Farven, naar de bliver
„sammensmæltede“ .
— Je g forstaar nok: De vil have mig til at gaa i
Vasken. Er det Deres Mening, at jeg skal gaa ind?
— Nej, De skal gaa ud, skal De . . . . i 88,000
Exemplarer!
— Paa een Gang?
— Nej, paa Tro og Love. Blæse med, hvad det
koster, naar bare en Højesteretssagfører morer sig.
— Det ser noget dannebroget ud for Deres For
stand, min. kjære Mand.
— Er De ikke med paa den Reklame? Det var
kjedeligt. Den har jeg dog faaet andre kloge Kjøge-