327 / 425
319
Foraarsgrønt.
K e re B o b .
J e skræ ver allerede igen i
D a te dei fo r at m æ lle dei en
stor Sen dsasjonsn yhed, id e næ m li
A ro n d Ja k o b sen fo rleden da stag
a f r a Skolien i F rik v a rteret fo r
a lede etter et p adsen de L o k a le
te vores n y e B ø r s , aa da h an
den næste D a igen kom i Skolie
fe g han væ ldie K lø a B esty ren
b a vp a a saa a d er gig en T a n
a den K a m , som h an g a a r mos
i Bogselomm en aa b ru er te a
sp elle p a a i San g tim ern e
M en saa g ig A ro n d op aa
H a ged e te P o lletek k en
,
a a lo B eda gsjo n en se a lle d i røe
Strim er, som h an hade fa a et n er a R o k k en a a let læ ngere
nere. fo rd ig h an veste jo nog, a rø e Strim er de ce H ørops
Sp ed sialitedt, a a Ø iropæ erne g a ham osse Atæ st p a a , a
han s B a v d e l lin ede et Ø iropaskort aa skæ lte B e sty ren
volsom t u d i P o letekk en som lo B e sty ren hvide
at han
h ade igge L o v te aa sla a E n i Sk o lien , aa vist h an gore
sa a d d a n noed, skolie de stragsk væ re hos ham mæ en
o rd en li N æ se. A a sa a g ig A ro n d osse te Sosialdem okraten
aa A fien b la d d e t
,
a a d i kiggede h am osse etter i Sømm ene,
fo rd ig d i p le ie r a ltid a ta sei a d i fo rfu lte sm aases hæ lie
S a v , a a d i bevinede osse, a de va en slem E n n e
,
a han
hade fa a e t
,
a a n a a r E n n e n igge er go, sa a æ alteng got
her, fo r de æ a en sa ad den B a v d el, a d i O rganer ska ha
en Sm u le i'o r d e l, a a d i g a osse B estyren regti a G ro v
file n , sa a n u ha v i D ræ n g e lovet a abbenere p a a a lle tre
B la d e fo r vores K a rreterp æ n ge, ves v i da fa a r none.
M en de væ rste æ, a A ro n d i F o rve ien
hade væ ded
mæ m ei om s e x brogte F rim æ rg e r, om a han skotle fa a
d i tre B la d e s R ed a g sjo n er te a a kigge sei i Æ n n e n den
føste G a n g
,
a h a n talde m æ dem
,
a a je lafte Vædemaalet,
sa a d u ka h era se, a F o rlio llen e i desse L a n d æ noet
korum perede.
D in hengivendes
E i n a r J ø r r e n s e n .
P . S k r . D e gø m ei ont, a B jø rn s e n osse ve trægge
sei tebaves f r a Polleteggen, va je egge ka fo rsla a , fo r
n a a r h an n u ser P olleteggen iræ gge ob m æ sit g ra a ve
Schjots, sa a kom m er h a n vest egge te aa længke p a a en
K a n o n , d er
æ
s telled ''p a a E n n en ,
men
han komm er sn a rere
te a a tængke p a a en E n n e, d e r æ been stelled p a a K an o n en .
L id t om en K r a f tk u n s tn e r s d a g lig e Liv.
Hvad err en Kraftkunstner?
En Kraftkunstnerr err et Menneske, derr staarr op om
Morrgningen, klæderr sig paa, gjørr Gymnastik, spiserr, drik-
keir, arbejderr og gaarr i Seng.
En stærk modtagelig Naturr, derr altid err træt, baade
legemlig og aandelig, oprrevet af denne fortærrende Virrksomhed!
Om Aftenen træder han ind paa Manegen. Derrnede sidder
Publikummerrne og Kritikkerrne, som kalderr ham en Krraft-
idiot, hvad de selv kan værre. Ha, vise Kritikus, som ikke
forstaar en Kunstnerrsjæl, men miskjenderr En.
E t Gode harr Krraftkunstnerren, at han harr Ferrie den
Tid, da Bakken ikke err aaben.
Holla, en glimrrende Tid, ingen Pligterr, ingen Sorrgerr.
Men hellerr ingen Penge, forrdi at Jo h an K n u d sen ikke
merre err ved »København«.
Med mindrre »Dannebrrog« skulde finde paa at udsætte en
Prræmie forr Krraftkunstnere.
Ellerrs err den Sløjberrg over
hele Linien, og saa maa man suge paa Labben.
Niels Martiniussen.
Krraftkunstnerr.
I H a v n .
(Efter Storm ).
V o r Rigsdag havde sig en Mand,
Som H ø g s b ro hed.
I »Folkets« Kammer raaded’ han
F or Ro og Fred;
Hans Slægt gik aldrig neden om
Og hjem med Spot,
Den »gjorde«, hvorsomhelst den kom,
I hans Kalot.
Men H ø g s b ro har reddet sin Klokke.
En Formandspost var H ø g s b ro s Fryd
Paa den han foer
Som Kammer-Herre ned mod Syd
Og op mod Nord.
Ham fulgte S v en d paa mangt et Tog
Som lidet Puds,
Endskjønt i Stevns han aldrig slog
S c a v e n iu s ;
Men H ø g sb ro fik reddet sin Klokke.
I Mandags atter Timen slog
I Thingets Hal,
Da H ø g s b ro naadigst overtog
Sit Klokkerkald.
Det var et kritisk Øjeblik
Thi, som man ser,
Han ott’ og tred’ve Stemmer fik,
Og ikke fler;
Dog H ø g s b ro fik reddet sin Klokke.
Og der blev Jubel højt i Sky
I B o is e n s Trop,
Da den Familieparaply
Blev slaaet op.
Har for et Stenografgeni
Man Brug igen,
Saa skal vi se, det bliver i
Familien;
Thi H øg s b ro , har reddet sin Klokke.
V e n lig s t a n b e fa le t.
En Theater-Erindring.
Direktører og Literater har jævnligen Brug for det Fond
af Taalmodighed, hvormed et betænksomt Forsyn har udrustet
dem, for at de kan møde de Krav, der stilles til dem af mere
eller mindre debuterende Komediemagere.
Det hændte en Dag paa en af vore Kunstneranstalter, at
den ikke. usædvanlige Besked blev bragt, a,t der var en Herre,
der gjerne vilde være Direktør. Et Øjeblik efter stod han paa
Scenen og saa sig højst interesseret omkring.
»Maa jeg spørge, hvad Herren ønsker?« spurgte Mester
jakel, der var Direktør.
Han overrakte en liden forseglet Billet. Direktøren aab-
nede den — Og læste:
»Der har været en Literat hos mig, som er bidt af en gal
Direktør. Lad ham gaa videre.«
Og han gik videre.
Da han havde været Vice-Direktør
for Mester Jakels Theater en Sæson, gik han igjen.
Han var
en brav Literat, men en slet Direktør.
Han nu Erindringen har kun tilbage.
Vilhelm V e ste rg å rd .
Salig Trops Efterfølger.
Literat og Kritikus paa Bakken.
M e d d e tt e N um e ? fø lg e r e t
illustreret Annouce-1illaag.