322 / 425
314
P e r p e t u u m m o b i l e
,
M o tto :
— — »Jeg har
se n e re
erfaret, at Elefanten
har massakreret hele Ligtoget; men det gjør Ingenting, for
her er rigelig Materiale til et nyt.«
M a rk T w a in : D e n s tja a ln e h v id e E le fa n t.
F r a
V i g g o B e n t h e im
dukker en bevinget
Tirade op i Pressen af og til:
At, er der noget, som han i kk e vil,
Saa er det at faa Plads i Folkethinget,
PIvis Værdighed dets Flertal har forringet
Ved et saa jammerligt og skændigt Spil
Som at gaa hen og lave nye Love
I Stedet for at ta'e Diæt og sovel
Og, mens en venlig Tanke bliver sendt
De Rønnebær,
s o m B e n t h e im
fandt saa sure,
Kamperer vort Forhandlings-Regiment
For Øjeblikket bag Kasernens Mure,
Hvor det skal gaa i Thingets nye Skure,
Indtil den g aml e Tvist sit L iv har endt;
— Men Vælgerfolket faar den Trøst i Eje,
A t Thinget skaffer nok en n y til Veje.
A t der for Tiden er Familietvist
Imellem
H ø r u p s
sørgelige Rester
Og salig
C h r e s t e n s
dito, veed man vist,
Skjønt begge buldrer løs med fuldt Orkester
Mod »Ov e r l øbe r ne « i Manifester,
Som ikkun levner dem en Galgenfrist,
Fordi til Skaden de har føjet Skammen
Og smeltet med det lede Højre sammen.
Og det er viderværdigt nok, men sandt,
A t selv i Højre har man nu for Tiden
En liden Mundsmag af Familiespliden,
Fordi L
ars
D
inesen
en Traad nok spandt,
Hvoraf S
cavenius
Anledning fandt
A t glimre med sin »københavnske« Viden;
Thi her man »obselveret« har i Fejden,
A t L
ars
er mistænkt for at »sla’e med Kejten«.
—Kort sagt, man har, som Gud og Hvermand veed,
Saa megen Kvalm, som Nogen kan forlange,
Saa man skal altsaa ikke være bange
For Udsigt til en evig Landefred;
Og, er de gamle Rækker En for trange,
Saa gjør man skarp Front i et nyt Geled
Og trækker ud og slaas i bare Veste
Blot for at fremme det gemene Bedste.
Den marinerede Gutiaperkamand.
Slange -Drach-
manden,
kaldet
Nordens
F a r in e lli,
er af os Under
tegnede bleven
efterset i Sømmene,
og kan vi attestere
følgende
Resul
tater:
1.
R y g r a d e n
(ra d u s h o lgeria n u s)
udmærker sig ved
en akutMangel paa
Stivelse. Galt fat
med Tapperne.
Bøjelig i alle Ret
ninger.
2. Ho v e d s k a l
l en
(p y ru s m olus-
cus
) let afrundet,
saa at Artisten kan
bære sin Hat, som
han vil, saafremt
han ikke foretræk
ker at sætte den paa Hovedet at en Sangerinde.
Under den lille Hjærne forefindes en selvvirkende,
lyrisk Svulst, der ved alle uvedkommende Lejligheder
kan frembringe Digte
a d libitum .
8
.
S k u l d e r p a r t i e t
(
n ervu s reclam i
)
er saa kraftig
udviklet, at det ikke blot kan iklæde sig diverse Vende-
kaaber, men subsidiært kan paatage sig at bære Dan
mark. Takket være Muskulaturens Elasticitet er
Artisten ude af Stand til at skjelne mellem Højre og
Yenstre. Dog synes en Heldning til Venstre at være
prædominerende
p . t.
4. Ha an dens Funktioner er dobbeltsidige:
a. Fingrene er dels indrettede til at føre „den brede
Pensel“ (
fa b ric a tio horribiU rom ani),
og dels til at slikkes,
naar Menigheden holder Fakkelmiddag i Koncertpalæet
( F ix u s d u p y r u s
,
H o lg e r?)
b. Hhandfiaden anvendes ved Begravelser, naar den
fungerende Logospræst maa antages at have et Haand-
tryk tilovers
(p rom en a dm Canossæ).
Enhver anden Analyse af den eneste Oontortionist,
der duer i Norden, erklærer vi for skødesløs og ugyldig.
I)
o do res
B ra nd e s ,
sen. et ju n .
Garderobens Hemmeligheder.
Det er lykkedes
P u n c h
at interviewe den store