319 / 425
311
IV.
jftatmefrog 2M8 ii. 23. @e$tbr.
„golfe&labet" oebbtioer at faibe bor ØiebaftØr — bi mener
feibfsfigeltg (Sjerett af ben (Sjettbom, f)»ort bort ©rtyffert be*
fhtber fig — for 2tøtøflipperen og bar nu tilføjet en nt) injnrtc-
renbe 3@reforncermelfe.
5Bt anfer bet for meget Ijceberltgt at gjøre Ubflty af anbre
SBiabc, men agter beøuagtet iffe at flnbe oø t forncermenbe
©igteifer og tølperagtige ©fjælbøorb. ©aafremt berfor „^olfe*
blabet" fortfcetter fin mobbbbeiige SErafif, agter bt at tage
8?ebrcefenfalier cber bet og uben sans comparaison fatbe ben
ijJerfon, ber ftaar bagbeb SBiabet for „Sftebaftionøfajen". grent*
turer Ijan faa aKtgeoel, flat bt ncebne nogle af be ©arner og
herrer offentlig, fom boer t ben ®aarb, Ijbor „giolfebiabet"
bar fit ©rtjfferi.
agter iøbrigt frembeleø fom Ijibtti at bebare bor ©abø*
beb oberfor „golfeblabet"8 fmubftge ©frtberier.
Y .
Ravnekrog Folkeblad, d. 24. Septbr.
God Morgen, Hr. Kammerraad!
Y i beder vore Læsere undskylde, at vi atter en
Gang vender tilbage til „Avisens“ Udklipper, Hr.
Kammerraad og Dannebrogsmand Jensen.
Skjønt Hr. Kammerraaden ikke har forevist os sin
Bestalling som saadan, vil vi dog tro ham paa hans
Ord og betragte det som værende i Inkonfession, at
han virkelig er Kammerraad. Y i vil dog raade
Kammerraaden til for Fremtiden at omgaas lidt mere
forsigtig med fremmede Ord og ikke kalde Repres-
sentalier for „Repræsensalier“ . Ordet kommer natur
ligvis af „Presse“, hvad ethvert Konversationslexikon
kunde overbevise ham om.
Naar vi imidlertid føjer ham i at kalde ham Kammer
raad, da sker det kun under Forudsætning af, at det
af ham redigerede Blad snart gaar ind. I saa Fald
vil jo nemlig Kammerraads-Titlen være hans eneste
Ræson d’Æther,
Altsaa under denne Forudsætning tilraaber vi
ham et:
God Morgen, Hr. Kammerraad!
Marmorkirken.
Store Aander mødes, som
bekjendt, ikke saa sjældent i de
højere Religioner. Samme Dag,
som
• D annebrog*
havde været
ude ved Marmorkirken for at
vise Flaget, havde
'P u n c h
«,
mærkværdigt nok, ogsaa været
paa Benene derude, og skal
selvfølgelig ogsaa være villig
til at give Læserne lidt Orien
tering i Anledning af det stor
stilede Byggeforetagende.
Marmorkirken hedder egentlig Frederikskirken, fordi
den er opkaldt efter St. F r e d e r i k T ie tg e n , en åf det
nittende Aarhundredes navnkundigste Helgener, der især
gjorde sig bemærket ved Udførelsen af det vanskelige Kunst
stykke
paa en Gang attjene
Vorherre — ved at fuldføre
Frederikskirken — og at tjene Mammon ved at afhænde de
omliggende Byggegrunde, en Kombination, der ellers i Følge
Skriftens Ord ansaas for at være uigjennemførlig.
K irken er udvendig smykket med en Mængde Billed
støtter, der forestiller de ulykkelige, lemlæstede Offere for
Dampsporvognens vilde R aseri ude paa Strandvejen, samt
de ligesaa ulykkelige Aktionæ rer i det samme Foretagende;
alle ser de mere eller mindre haardt medtagne ud og har
klædt sig i Sæk og A ske i Anledning af den himmelraabende
Behandling, de have været Gjenstand for.
Kommer man indenfor i det store Rum , opdager man
allerførst, at der er ualmindeligt højt til L oftet, saa at, selv
om A ktierne i Faxe Kalkværk virkelig skulde beslutte sig
til at gaa til Vejrs, vil her være rigelig Plads til enhver
tænkelig Stigning. Dernæst falder man, ligesom »
D a n n e
b rogs
« Medarbejder, i uforstilt H enrykkelse over de m a
le d e Marmorsøjler og det v ir k e l ig e Cementpuds, hvor
med Beskuerne bliver pudsede af.
Og endelig begejstres
man over, at A rbejdet ikke alene naar op til en enestaaende
H øjde, men ogsaa trækkes ud i Længden, saa at
'D a n n e
brogs*
R eferent maa være i Besiddelse af en ualmindelig livlig
Fantasi, naar han kalder K irken et fuldendt arkitektonisk
Mesterværk; thi, om det nogensinde opnaar at blive fu ld
e n d t, — det kommer vist nok til at bero paa K unjunkturerne.
A lligevel bør man yde »
D a n n eb rog*
al mulig A ner-
kjendelse paa Grund af den strængt gjennemførte Stil i dets
Abonnentfiskeri; det vilde virkelig være baade Synd og
Skam, hvis ikke baade K irkens Bygherre og Bygmesteren
tegnede sig som A bonnenter — fra I. Oktober at regne.
Paa Støvlerne.
O er De, jeg er Skoma’ersvend! —
Ikke saadan rigtig, men
Ligegodt
Jeg saa smaat
Skovler Syle ind.
Immer langs Asfalten føjtende
G i’er jeg Greven fix og fløjtende,
Naar der vandres
K an paa A n d r e s
Fine Støvleskind.
Hænge i med Syl og Naal,
Hamre P løkker og ta'e Maal
Passer slet
For en net,
Distingvert Person;
Nej, geskæftig averterer jeg,
Reklam erer jeg, som »Grosserer« jeg
H er paa Pladsen
K an gelassen
Lave — S e n s a tio n !
Jeg med Syvmil-Støvler paa
— Tro det, om De vil! — kan naa
Lige durk
Hamborg lurk
Over til Paris,
Og med Guld og Sedler stritter jeg,
Og »fallerte« Støvler hitter jeg, —
Vil De ha’ dem,
K an De ta’ dem
Under Indkjøbspris!
Om »Fallenten« er en And,
)Om hans Fodtøj li’esaadan
A ldrig bli’er
Fint Papir, —
Naa ja, Herre Gud!
Lige frejdig gjør R abalder jeg,
For en daarlig Skoma’er kalder jeg
Den, der ikke
F lo t kan stikke
E t P ar »Plader« ud.
«GT* Med dette Numer følger et
illu s tr e r e t A n n o n c e -T illæ g . ' • E