315 / 425
307
mig en Fornøjelse, . . . naturligvis mod en passende
Tand-tiéme. Je g begynder formelig at faa Blod paa
Tanden . .
„Tand-pasta!“ svarede den alvorsfulde Herre; ban
vilde have sagt „Basta!“
Saa tog vi af Sted. Vi foer Gade op og Gade ned,
ligesom den vilde Jagt i en hul Tand. Foran os rul
lede Kongens Foged paa en Tanddem.
„Her bor En af de mange, der skal have Tandhøvl!“
sagde den alvorsfulde Herre, da vi omsider standsede.
— „Gaa nu op, . . . men Tand for Tunge!“ Jeg skræ
vede ud som en Tang, der er i Funktion, fløj op ad
Trappen og sad et Øjeblik efter i Tandkunstnerens
Torturstol.
„Herren ønsker nyt Gebis? — Har formodentlig i
en Aarrække bidt i Allehaande? — Ja, jeg er til Tje
neste! — Bare sidde rolig: Haanden er redebon, men
Tandkjødet er skrøbeligt, det er mit Mundheld. —
Skjønt Heldet er ikke værd at tale om, for jeg har for
meget i Munden, paastaar mine examinerede Konkur
renter. — Hvad mener De? Kan man bebrejde en
Munddoktor, at han har
flux
de
bouche?
— Men hver
sin Skæbne! Saaledes som De ser mig her, er det
gaaet mig ligesom den berømte T andh au ser: Enklog
Kone har lært mig at gjøre Tandkunster, men da jeg
konkurrerede til hendes Ære i den store Tangkrig,
tandkimede det saa længe for mine Øren, atjegmaatte
f
aa Pilgrimsgang til Amerika.
—
All
rig h t!
—
hvad
ar jeg nu for det? — Her staar jeg som en moderne
Tandtalus, i Mundvand til Knæerne og med den dej
ligste Plombe-Budding over Hovedet, men ingen Ting
maa jeg gribe efter med Tangen! — — Sid bare
rolig . . .“
„Nix pille ved Tandstumpen!“ raabte i det Samme
den alvorsfulde Herre, idet han triumferende styrtede
ind ad Døren. „Endelig kan vi faa Ondet rykket ud
med Tandroden! . . . Du troede nok, at Du var i Kvak-
salveten, min gode Mand? . . . Du vilde gaa os i
Næringen og berøve os vor Tandnervus
return
. . .
?
Men Ører forører og Tand for Tand! — — Hr. Foged!
Maa jeg bede Dem være mig følgagtig overfor denne
Hr. Kunstner?“
„Hr. Foged!“ svarede Tandhauser med Værdighed.
„Maa jeg bede Dem være mig følgagtig overfor denne
examinerede Herre. Je g nedlægger Forbud imod at
han nævner mit Navn.“
„V ilDe behage at være mig følgagtig, Hr. Foged!“
tordnede den Alvorsfulde. „Jeg forbyder ham at om
tale, at jeg nævner hans Navn.“
„De har øjeblikkelig at være mig følgagtig, Hr.
Foged,“ rasede den Angrebne og svingede med Tangen.
„Jeg forbydér, at Nogensomhelst, siger Nogetsomhelst
om Nogetsomhelst.“
Fogeden trillede energisk frem og tilbage paa sine
Tandhjul og lod Forbudene hagle til alle Sider. Hver
Gang Tandkunstneren smuttede om min ene Hjørne
tand og skruede en Tand ind, kom den Examinerede
farende med Tangen og halede den ud igjen. Jeg
hylede og skreg: „Gaa væk! — Gaa væk!“ . . .
Og saa vaagnede jeg.
F r u P u n c h
stod ved Siden
af mig med en Krydderpose. „Hvor Du gi’er Dig, Din
Stakkel!“ sagde hun. „Du maa have en skrækkelig
Tandpine!“ — Je g stødte hende_forskrækket tilbage
og saae hende stift i Øjnene, idet jeg pegede paa
Posen: „Med hvilken Ret byder Du mig denne Gjen-
stand? — Er Du amerikansk eller exammeret?“
„Herre Gud,“ svarede hun. „Hvad gjør det til
Sagen? —:
Sm ertern e er ens!
En Jobspost.
G -"'
N y s et Sorgens Budskab naaede
Ned hertil fra Norges Land,
Det vil inte Norden baade,
Hvis det inte er en »And«:
B j ø r n s on gi er —
verstehst du das?
P o l i t i k e n Løbepas!
Snart har den berømte Digter
Nedlagt baade Sværd og Dolk;
Saadan gaaer han hen og svigter
Sit ulykkelige Folk,
Før den røde Republik
Han endnu det skaffet fik.
Dersom ikke hans bekjendte
Statsmandsvisdom ta’er sig a ’et,
Faar, Skam, Norge Lov at vente
Paa sit »rene" Konsulat,
Og som Skygge og Bedrag
Ender selv det »rene* Flag.
luden paa den rette Ende
Han fik stillet hver Kanon,
Har han altsaa mauttet vende
Ryggen til sin Fredsmission,
Saa den gaar, trods Verdens Trang,
Kjødets eller Verdens Gang.
Stakkels Skrædder H o l m vil komme
Til at savne ham forvist.
Manden med den store Lomme
Tegned’ brav som Socialist,
Nu vil han det ta’e med Ro,
Som paa Fælleden en Ko
Og, hvis ej det er en Plade,
Som her ned har fundet Vej,
Saa kan hele Integade
Snart gaa hjem og lægge sig,
Naar hint Stykke Nord, som duér,
Giver »
P olitiken
« Fur.