314 / 425
306
Spørgsmaalstegnet.
Imod Skæbnen kæmper!
Snart er slukt dens sidste Aftenskjær.
Danmarks brave Landdag
Skal nu ind paa Mandag
Til en Samling, som er »ordinær«.
Hvad vil den vel bringe?
Venter os paa Thinge
Handling eller ørkesløs Debat?
Vil i Fryd og Gammen
Hver Mand smelte sammen.
Eller omgaas her som Hund og Kat?
Skal igjen man blive
Sammen for at drive,
Til den femte Maaned er forbi,
Hvorpaa »Arbejdsplanen«
Slutter Løbebanen
Med tre, fire Ugers Sjuskeri?
Vil montro man atter
Gjøre sig til Latter
Med den provisoriske Attrap,
Som skal attraperes
Strax og stranguleres,
Mens Originalen naadigst slap?
Skal Sessionen fremme
Landets Værn herhjemme,
Eller »bløde« til en Freds-Kongres?
Vil »Forliget« komme,
Inden den er omme,
Eller kun en Albertinsk Proces?
Vil dens Virken havne
Æ rlig i at gavne
Og fornøje baade Folk og Land
- Eller kun for Øje
Have at fordøje
De Diæter, som den redde kan?
Herpaa skal vi svare
Godtfolk, naar vi bare
Paa et halvt Aars Tid har faaet Ram,
Og man har udfoldet,
Hvad man har i Skjoldet
Mer, end stakkels
Dannebrogs
Program.
En paa Gummerne.
N u tid sb illed e .
tølHTcMUXCIMAT
Punch
sad mødig; og
træt efter Dagens Møje
og læste i sin Avis.
Om det var en Inte-
Kritik af E e d v a r d
eller en Ikke-Leder af
Otto B o r c h s e c h e r ,
ban læste, stod ham
endnu ikke rigtigklart,
da
Fru Punch
smilende
aabnedeSpisestuedøren
og spurgte, om han
ikke ønskede „noget
for Tanden?“
„Noget for Tanden?“
— mumlede
Punch
—
„Noget for Tanden . . .“ 1 det Samme sprang Døren
op, og en længere, alvorsfuld Herre traadte ind. Han
havde en Tang ved Siden og præsenterede sig som
Enehersker over alle Hovedstadens examinerede Tand
rækker.
„Maa jeg tale med Dem, Hr.
Punch ?
. . . De ønsker
vel ikke at bedøves først? . . . Je g kommer i For
eningens Navn. De veedmaaske, at det er
prima
Tand
kit, der forener dens Medlemmer. Skal vi da finde os
i, at alskens Charlatænder stadig kommer en halv Tand
foran i Konkurrenceløbet? Bør vi ikke lægge en Mund
klemme paa disse halvstuderede Tandrøvere . . . disse
Kunstnere
, der ikke en Gang har faaet deres examinerede
Visdomstænder ?
„Jo, Tandpinedød bør De s aa!“ svarede jeg med
følende.
„Vel! . . . Je g har været iln teg ad e;— forgjæves!
Der er ingen Bid længer, siden Tænderne er bievne
smaa sorte af at knække Valgnødder! . . . Je g har
været i Ex-Gnavets Kontor, hvor
Dannebrog
nager
over de himmelfaldne Læsere; — forgjæves! Tænderne
maa være falske, for de truede mig med Proces, hvis
jeg vilde føle dem paa Tænderne . . . Nu kommer jeg
til Dem, Hr.
Punch;
De har altid været saa bidende.
Er De ogsaa bange for at blive følt paa Tænderne,
naar det gjælder om at gribe Synderne paa fersk Tand-
læge-Gjeming?“
„Nej, tværtimod! Kan jeg hjælpe Dem af med
den ømme Tandbyld, der trykker Dem, skal det være