351 / 425
343
ligesaa stille om i Foyeren og inspicerede saadan, hvad der nu
kunde være at inspicere. Saa kommer Kammerherren hen til j
mig, og jeg kunde strax se, at han havde Noget paa Hjærte, i
for han krummede Ryggen, dikkede med Halen og snoede
Knurhaarene paa saadan en indsmigrende Maade.
„ Mon ch'er
“, siger han saa i sin mest affable Tone, »der j
maa gjøres noget. Det er nu meget godt, at vi har rød i
Lygte til »Maria Stuart«.
Folk har nu en Gang faaet Smag i
for denne gamle Goethe eller Schiller, fordi de er bievne !
vante til ham ude paa Dagmar. Men vi har nu kun det samme i
Stykke af ham paa Repertoiret, og da Siile Beyer jo desværre
!
er død, kan vi ikke faa flere oversat, saa gjerne vi vilde.
Desuden — mellem os sagt — jeg vil nødig have, at vi skal
gaa ned i Niveau med Sekundtheatrene. Naar Folk vil have
den Slags, saa
enfm
for en Gangs Skyld, men det er dog af
den Slags Experimenter, som nødig maa gjentages. Vi maa se
os om efter noget andet.
Jeg har naturligvis sagt baade til E sm ann og C h ris ti
a n s e n og de Andre, som plejer at levere her til Etablisse
mentet, at de snart maa have noget færdigt, men de er jo kun
Mennesker, og mere end et Par Stykker om Maaneden kan de
umulig overkomme, hvor meget de saa slider i det. Noget
maa der Katten annam — undskyld, hvis jeg saarer Deres
Følelser — noget maa der som sagt gjøres.«
Saa sagde jeg ogsaa, at noget maatte der gjøres, og saa
stod vi lidt begge to med sænket Hale og lagde vore Hoveder
i Blød og spandt. Sua sagde Kammerherren:
»Se, vi har jo her gaaende en hel Del Mennesker, der i
Grunden ingen Nytte gjør. Disse Poulsener og den lille Hen
nings og hende — De veed — Fru Eckardt og saa viaere kan
jo nok spille Komedie, men der er saamænd Mange af de
Andre, som det er skralt nok med. Vi burde dog se at faa
saa megen Nytte af de Mennesker som muligt. Har jeg ikke
Ret?«
Jeg sagde naturligvis strax, at han havde Ret, og trykkede
i Stilhed hans Pote.
»Ser De nu,« sagde han, »Bloch og jeg har faaet den
Ide, at vi kunde lade dem skrive de Stykker, som vi behqver,
Saa bliver Pengene her i Huset. Den lille N ie lse n har .saa
mænd allerede lavet et meget ordentligt et, som vi begynder
med, bagefter kommer saa de andre. O laf maa gjøre os et
Lystspil, han laver jo altid saa meget til i sine Roller, at baade
»Gjenboerne« og »Soldaterløjer« snart er af ham og ikke af
Hostrup, Em il maa nok kunne præstere en Tragedie, naar den
ikke skal være altfor sørgelig, og Fru H en n in g s er saamænd
magelig Kone for et moderne Skuespil, om jeg kjender hende
ret. F r e d e r ik B ru n maa komponere os en wagnersk Opera,
og, hvis han ikke kan overkomme det alene, saa kan han tage
sin Broder N o rd a l til Hjælp. Han har dog ikke andet at
bestille.« ■
Jeg mjavede af Begejstring og sagde, at jeg fandt Ideen
superb.
»Ser De nu,
mon ch'er,«.
sagde han saa, »naar nu hele
Personalet har skrevet deres Stykker, saa kommer Turen til
Theatrets andre Funktionærer. De maa endelig ikke tro, at de
faar Lov til at ligge paa den lade Side. Sceneinstruktører og
Maskinfolk og Frisører og Skræddere faar jo deres Gage lige
saa. godt som de andre, saa er det heller ikke mere end rime
ligt, at de ogsaa maa hænge i. De maa skam allesammen
skrive Stykker, og jeg selv er saamænd ikke bange for at
gaa i Spidsen og give et godt Exempel, om saa skal være.
Men nu forstaar De nok,
mon ch'er
— jeg tør vel gjøre
Regning paa den Interesse, De som højerestaaende Embeds
mand nærer for Institutionen — at jeg vover at gjøre Regning
paa, at De ogsaa tager Del i dette. Arbejde. Ikke sandt — De
vil ikke undslaa Dem?«
Saadan sagde Kammerherren. Og naturligvis veed jeg,
hvad jeg skylder min Stilling. Jeg sagde, at han kunde spise
Sennop paa, at jeg ikke vilde svigte ham.
Og saa tog jeg fat paa Stykket.
*-4Vi &VligCO CtiLILL Ulli -i»-Lllll\Jllv-'X•,
Som man vil samle rundt omkring
Til Frihavn, Raadhus og Kanoner
Og mange andre rare Ting?
Vi Smaafolk nøjes med det mindre
Og sætter nok saa megen Pris
Paa smaa, men følte Savn at lindre
Med Krone-Regn i Tusindvis.
Kan ej man for sin Nabo være
I Fred og Ro, — naa, sikket Held!
Femtusinde er Taxten. Kjære,
Naar han dit Rygte slaar ihjel.
Beskyldes du for Skam og Laster,
Gjør hvasse Torne Vejen tung, —
Hvad siger det, naar du et Kaster
Kan svøbe om din Pengepung?
Det er jo overmaade herligt
Og meget sindrig fundet paa,
Og det er skjønt, at Loven kjærligt
Ta’er sig af de forfulgte smaa.
Man vil de lidende husvale
Alt efter Lidelsernes R a n g ;------
Men hvem det er, der skal b e ta le
Den rare Mønt, . . . .ja , kig en Glang!
Nu er det Høst med Nætter dunkle,
Og Stormen fejer Sand og Løv;
Men Guld og Sedler ser man funkle
Helt sælsomt mellem Gadens Støv.
Det er de mange Mulktepenge,
Der hvirvles rundt med Feberhast,
Mens Fogden hopper langt og længe
For at faa Pengene sat fast.
Nej, Læser, du og jeg maa takke
Vor .Skæbne! — Sæt. vi fik en Dom
Med Ret til Pengene, som flakke
Saa ganske herreløse om!
Forstaar sig, man maa gjærne ha’e dem,
Og den Bevidsthed er jo rar;
Men man maa kun gaa hen og ta’e dem
Hos Folk, . . . . der ingen Penge har!
83^** Med d ette Numer følger et illu s tr e r e t A n n o n c e -T illæ g .