355 / 425
347
Kam rnerherredatter til Kone og en Kjæreste i Vend
syssel. Min Kone finder det yndigt. Se Bogen.
1 s t e O v e r h o v e d .
Ah, De vil være Lyriker, Hr.
P a sto r? . . . Forfæ rdeligt! . . . Hvad er Deres O ver
b evisning?
E x - P a s t o r e n . A t frafalde min Overbevisning.
2 d e t O v e r h o v e d . Der va r en Gang en Skriftklog
i det Land Blasfem itien.
Hans Navn var O v e B e n
R o d e .
Ogsaa han frafaldt og hedte han da P e r B e n
J a c o b .
Der gik megen Røg a f hans Færd, om end
der v a r ingen Fut.
Hvisked han da »saa du Røgen?«
og forsvandt, og har man siden hverken set Røg eller
Fut.
Der v a r ogsaa en ilter Kæmpe, der hed O tto.
Han sad i en »Rumlepotte« og va r meget rød. Saa
frafaldt han og blegnede og alle troede, at han v a r den
hvideste Uskyldighed. Men Rumlepottens Skaar syede
han samm en med en S ech e rh e d sn a a l, og se! . . . det
blev grangiveligen til et »Dannebrog«!
Ak, F ra
fald hist og Frafald her, . . . det er altsammen gammel
kjendt.
E x - P a s t o r e n .
Je g beder mig fritagen for at
sammensmeltes med den Slags Folk! — Et Ekko kan
ikke existere, . . .
eryo
har Per og Otto aldrig existeret.
2 d e t O v e r h o v e d . Form astelige! hvad hører je g ?
Existerer De m aaske ikke selv. Hr. Tiibinger-Ekko ?
E x - P a s t o r e n . N aad a! . . . Jeg, som er en a f de
eneste Rom anforfattere, der duer i Norden! . . . Men
det er en sørgelig Existens.
2 d e t O v e r h o v e d .
Og dog vil De benægte Per og
Ottos sørgelige E xisten ser? . . . Hr. Første Overhoved!
Idøm ham den strængeste Bod!
1 s t e O v e r h o v e d . Først et Ord! . . . Hvem er
denne Kvinde, der h ar stillet sig ved din Side »i en
Lysen gels Skikkelse«, — V Y r o b le w s k is Forlag?
E x - P a s t o r e n , Der er saa mange, der k ile r sig
ind i mine Bede.
2 d e t O v e r h o v e d . Lad Fru K ie le r fare? . . . .
Je g føler ingen indre Mission til at fordre hendes A f
straffelse. Hun har villet høste Laurabær ved at løbe
Storm mod de norske Pietister; men det hører til en
anden Literatur, hvor de gamle Skader er gammel
kjendt.
1
ste Overhoved.
V e l! . . . Saa hør da Dommen!
(Han oplæser Dommen, medens en Ex-Pastoral-Symfoni
af Logosdyrkere høres i det Fjærne).
H e n n in g B e n J e n s , kaldet dette Lands U r ie l
A c o s t a , Søn af
L o g o s
og Fader til
»P a sto r D a h lb erg
<!
— Saasom Du allerede lider det haarde Martyrium at
skulle begaa Artikler i A lenvis til et tvivlsom t her
værende, og bagefter at skulle udgive de samme A r
tikler under Titel af en Roman, er Du at betragte som
forhen straffet.
Thi dømmes Du til at lægge dig paa
dit Synderegister foran Middelfarts Port og Jade samt
lige 80,000 Vælgere passere hen over dig, paa det Du
atter kan blive optaget blandt Menigheden i rredericia-
gade.
Din Medskyldige Fru L a u r a K ie l e r bliver at
oversende
fra n c o
og pr. Omgaaende til Aastedet for
hendes Brøde, A d resse:
»Lars Oftedals Eftf., Lysengel
land
v ia
Norge.«
K o r a f O v e r h o v e d e r . D ixi!
Tableau-Finale.
Fru Kieler synker besvimet om i den Lænestol, hvor
Kammerherrens Ven i Theaterkommissionen plejer at sidde.
Ex-Pastoren drager med tragisk Pathos sin K n iv af Ærmet,
hvæsser sin Gaasefjer og skriver atter sin Roman om til
en Artikel. Da den er gammel kjendt, kan Kirkefædrene
tage Slutningseffekten med forholdsvis R o .
Tæppet falder
foreløbig.
N B . Fremkaldelse fordres ikke.
Da han fik Nøglen og gik.
, Fødeby! — hvad har du tabt?
Blandt dine vise Fædre
En Mand, til Kammerherre skabt,
Vil indgaa til det Bedre!
»Det Bedre« snart vil vise sig
Som literære Frugter
Af Kammerherrens bedre Jeg
Og af hans »Tids« Produkter.
Han som Niels Juel gav Agt med Flid
Paa, hvad de Yngre lave,
Og raabte glad: Nu er det Tid
Til ingen Tid at have!
I tyve Aar, ja mer endda,
Har han i Raadet s . . . vaaget,
Og nu vil de gaa hen og ha’e,
Der skal bestilles noget!
Nej, med sin »Tid« et født Geni
Maa oekonomisere,
Naar han et helt Akademi
Skal . . . ikke dirigere.
Ak, al Ting gaar i Bakke, Dal;
Vi fromt maa ta ’e til Takke:
Hr. M e l-d al var en Pokkers Ka’l,
Men nu gaar det til-B a ch e.
Alt længe skjønned’ Ingen paa,
At han var med i Legen!
Nej, — der saagar et Raadhus laa
Og spærrede ham Vejen.
Han intet Steds kan komme til,
Trods alt, hvad der er i ham; —
Selv ej paa » G a lle rie t« vil
En Smule Plads man gi’e ham.
Men, har en Kammerherre s a a
Gevaltig at bestille,
Man ej med plumpe Hænder maa
Ved Mandens Fritid pille!
Thi: kommer Tid, saa kommer Raad;
Er altsaa man benaadet
Med in g e n Tid, maa uden Graad
Man komme ud af »Raadet«.