358 / 425
350
For lukkede Døre.
I aa Nytorv er en Hule,
Hvor Stadens vise Fæ- Fæ-
dre samles til en Smule
Reform i Ny og Næ!
Berømt den er i Thule
Som Bistrups-Propylæ,
Hej, Komfaldera, Hurra!
Naar Skoven afgi’er Træ.
Fæ-
Her sidder man og maaler,
Hvormange Spermaset- sæt- sæt
lys Godtfolks Øjne taaler,
Naar Gassen er for slet,
Mens lyse Visdomsstraaler
Udgaar fra hvert Budget,
Hej, Komfaldera, Hurra,
Paa Stadens Regnebræt.
Man aabent Hus kan finde,
Er Dagens Orden Sløj- sløj
fen af Kommunens Linde
Paa et og andet Strøg;
Men, skal her hugges Pinde
Paa større Ting, fy, fø j!
Hej, Komfaldera, Hurra,
Faar Godtfolk Lamperøg.
sløj-
Saa ta’er bag Laas og Lukke
De vise Mænd med Ro- Ro- Ro
mersind, at Folk tør mukke
En Uge eller to,
Og den Bekymring slukke,
At Folk paa Listesko
Hej, Komfaldera, Hurra,
1 Kortene dem glo.
Og med det samm letter
Man Sindet i Debat, bat, bat,
At knap man højt nok sætter
Hr. Sørensen i Skat,
Mens
M e l d a h l
tyst beretter,
Hvorfor han ta’er sin Hat,
Hej, Komfaldera, Hurra,
Og siger os Godnat.
Paa Forelæsning.
Mine Herrer og Damer! Højt
ærede Tilhørere! Skjønne Tilhører
inder! Tiden tørster efter Viden
skabelighed, og baade Stat og
Kommune gjør forholdsvis temme
lig gode Anstrængelser for at slukke
den ædle Tørst. At docere paa den
sorte Højskole er ikke længer nok;
ogsaa for Døtreskolernes Bachfische
udmøntes Visdommens Talmi i popu
lære Forelæsninger. Under disse Om
stændigheder maatte ogsaa
Punch
give sit Besyv til Folkeoplysningens Fremme; han er jo filo
sofisk anlagt” og har taget en høj Grad trods baade ordentlige
og uordentlige Opponnenter. D o k to r
Punch
har altsaa den
Æ re at indlede en ny Forelæsningsrække.
Mine Herrer og Damer! Mit Thema i Dag er grebet hen
i Vind og Vejr. Men Vind vil jeg ikke gjøre, jeg vil kun
tale om det, Enhver taler, naar intet andet Emne ligger for,
nemlig om V e jre t.
Vejret er d et, som Lungerne trækker, som kjøbenhavnske
Telegrafbude ikke render af sig, som kommes i Blæsebælge,
Harmonikaer, Barometre, Franskbrød og moderne Sædepuder,
som alle spørger efter om Morgenen og ingen om Aftenen,
som er lunefuldere end et attenaarigt Pigebarn og ubegribeligt
for alle meteorologiske Institutbestyrere.
Vejret, mine Herrer og Damer, inddeles i Regn, Solskin,
Taage, Storm, Hagl, Sne, Omslagsvejr og Opholdsvejr.
R e g n e n er det danske Normalvejr.
Vor Sommer er
lige saa vaad som det indvendige af en Klarinet efter en
Kammermusik-Koncert, o g . i vore Ordsprogsbøger regner det
med Sprog om Regn, hvis Mængde jeg regner, der skal mere
end én Regnemester til at regne ud, naar alle regnes med i
Beregningen. En Underafdeling af Regnvejret er Bygevejret,
der udgjør Hovedsujettet for vore Landskabsmalere. Navne som
Regnspover og Regnfrakker viser Regnens Indflydelse paa Zoologi
og Industri, medens Regnelæreren maa repræsentere Videnskaben.
Efter Regn kommer S o ls k in , det vil sige her i Fore
læsningen, ikke i Naturen, hvor det regner altid. Solskinnet er
kun iagttaget af Bjærgbestigere og af Rejsekejseren, da han
pilkede Hvaler ved Midnatssol i Nordlys. I vor Barndom lærte
man unge Piger, hvorledes man fanger en Solstraale; nu lærer
man dem, hvorledes man fanger en Mand. Karakteristisk er
det, at Finansloven hvert Aar indeholder en Post paa 4000 Kr.
til P. la Cour, for at han skal indsamle Solskin; men hvor skal
den arme Mand faa det fra?
T a a g e antræffes i London og paa danske Enge, samt i
dansk radikai Politik, hvor den er permanent og allerede for
længst har afstedkommet Forsumpning.
S to rm har vi mindst hvert tredje Aar, naar der er Folke-
thingsvalg. Saa flyver Venstrefolkets kaame Tillidsmænd rundt
i Luften som pjuskede Høns og kagler saa gjennemtrængende
for det oplyste Vælgerfolk, som om Verden vilde gaa til Grunde
i sin egen Skam, dersom ikke Gaardmand den eller Forbruger
den blev sendt til Kjøbenhavn og sat paa Kost til 6 Kr. om
Dagen i Vintermaanederne. En saadanValgstorm flytter under
tiden Skilt for Melbutikerne.
P o litik eri
s Gardiner er af Sørgeflor,
og Ormen g n a v e r ved
D annebrog's
Rod, mens
K øbenhavn
d e c k e r som F a m ilie v e n over sine mange Synder.
H ag l er det grimmige Vejr, som nedslaar Bondens Korn
og den hoppende Hare.
S ne betegner, at Vinteren er der. I visse Tilfælde kan
Sneen være til Fremme af Lovgivningsarbejdet. Naar C h ri
s te n s e n -S ta d ig sidder ovre i en vestjysk Snedrive og »pro
testerer« og »gjør skarp Front« og »slaar fast«, saa det ryger
vej- og vildfarende Vælgere om Ørerne, har Thinget forholds
vis Ro til at smelte sammen, mens det staar paa, og ikke en
Sjæl vil falde paa at bringe Snekastningsloven i Anvendelse
paa Bergs højtbrølende og drøvtyggende Arvetager. Desværre
kun, hvad der gjemmes i Sne, kommer op i Tø. Man mærker
ligeledes, at der er Sne i Luften, naar D. W. B o g a n is af
Rungsted drager sin Skyder og gaar paa Jagt efter det danske
Sprogs Vildænder, der trækker i de ministerielle Reskripters
Rørskove.
Mine Herrer og Damer, jeg kommer nu til O m sla g s
v e jr e t , der er et yderst interessant Vejr. Det er nemlig det
Vejr, i hvilket man forandrer Signaler, og disse forandres til
Stadighed, fordi der altid er Omslag i Vejret. Det var der
allerede i 1885, da det første Provisorium kom. Venstrefolkets
Stemning var højst demokratisk, Venstredrenge løb med kine
siske Pistoler, og nu vilde E s tru p gaa. Estrup gik ikke, men
Aarene gik, og Venstre gik, det vil sige i Vasken, og B en t-
h e im og hans U d g iv e r og hans H u s k a p e lla n gik, det vil
sige neden om. og hjem, og hele Venstrestyrken gik frem og
tilbage og trampede gamle Standpunkter i Smadder, saa det
knasede som af Potteskaar, og B o j sen gik og vilde stikke
L a rs D in e s e n paa Brodernæven, og D in e s e n gik ham et
Par Skridt i Møde, og der staar de begge og ser paa hinanden
og peger paa den udstrakte Befæstning, der er imellem dem, og
kigger efter det Omslag, der altid er iVejret, men som endnu
ikke har sat anden Frugt end det Kors til K lav s.
O p h o ld s v e j r e t falder i Tiden omkring første November.
Da smører Rigsdagsmændene sig om Munden med Fedt, sætter
sig op paa deres Fribillet og rider hjem for at fæste Piger,
mens de lader Lovene sove i otte—fjorten Dage. Naar de
vender tilbage, imponerer de Hovedstaden ved at have en
Mortensgaas stikkende i hver Lomme af den folkelige Kavaj.
Mine Herrer og Damer, tillad ogsaa mig at benytte Opholds-
vejret til at holde op med det samme.