359 / 425
351
En naturlig Forklaring.
(Hansen med Familie er kommen ud i Kasino for at overvære en
Séance i M n em o te k n ik . Tæppet er netop gaaet ned for ,,Frits og
Lise“, der spilles som pièce de rideau).
H an sen . Saa, lille Gusse, nu maa Fa’ers Dengse
ikke græde mer, for nu er Stykket forbi. Er Du faldet
i Søvn, Madsine? Det sku’ Du dov inte, det var et
ganske nydeligt Stykke.
Madam H an sen . Hva’ er ’et, a’ vi nu ska’ se?
H an sen . Nu kommer vi til Mennetikkenikken.
Det er saadan en Slavs videnskavelige Exkrententer.
Giv Du nu mig kuns Drengen, saa skal jeg løfte ham,
saa at han bedre kan se. Saadan — op med ham —
undskyld, min Herre, hvis a’ han sku’ kildre Dem lidt
under Hagen eller sparke Dem mellem Ribbenene. Det
er nu saadan en Vane, han har, men han mener ikke
noget ondt med det, han har nu immer vaaren saa liv
lig af sig, lige siden han blev født, men han vejede
osse — Hva’ Fa’en er ’et, Di raaver der bagve’.
Madam H an sen . Di raaver, a’ Du ska’ sitte
Drengen ned.
H an sen . Sitte ham ned! Aa skidt, han ka’ sku’
godt taale og staa lidt her paa Bænken. Han faar
aldrig yngre Ben og gaa paa, end som han nu har.
E ll’s Tak!
L i ll e Gu sse. (Trækker sin Sidemand i Skjæget).
Dej li’ne Avekat.
H an sen . Det maa Ea’ers Dengse ikke. — J a
undskyld, min Herre, men Drengen er nu noget spøge
fuld a’ sig, som sagt, og naar han linder saadan en
eller anden træffende Bemærkning og gjøre, saa ka’
han jo aldrig beholde den ve’ sig sæl! Men nu maa
lille Gusse være rolig. Saa ska’ lille Gusse se viden-
skavelige Exkrementer i Mennetikkenik.
Mad. H an sen . Hva’ er ’et ejentli’ for no’et, de’
her’ Menne — Nemme----------
H an sen . Det ska’ jeg forklare. Det er ganske
nemt og forstaa. Det er saadan med og huske. _Naar
nu for Exemplium a’ jeg siger til Komediantspilleren
eller Akrobaten, hvad det nu er for en Rad, a’ jeg har
17 Kroner og 68 Øre — —
Mad. H an sen . Jøsses! Du har da’tte faaet dem
Penge, som a’ Du sku ha’ a’ Peddersen.
Hansen . Ne—j, det vil jegitte ligefrempaastaa——-
Mad. Hansen. Ja , for Du veed nok, a’ saa har
Du lovet mig — —
H an sen . Naa ja, men hvad jeg vilde sige, naar
jeg nu siger, at saadan og saadan
h a r
jeg hos mig, saa
kan Manden deroppe strax huske det, uden han har
hørt det før.
Mad. H an sen . Jamen hvodden ka’ man nu laa
det og vide. De’ ka’ man da’tte se paa ham.
Hansen . Næ, men han siger natyrligvis, at han
ka’ huske det, og saa ka’ han ka’ske huske en hel
Mængde andre Tal. Ja, det er sg’utte saadan og for
klare, hvordan at lian bærer sig ad med det, og livor-
danne at han ka’ rumme det i sit Hode. Men nu vil
jeg sige, at jeg for Exempel ka’ huske, at Du er syv
og tredve Aar gammel------
Mad. Hansen . Eem aa’ tredve — —
H ansen. Naa ja, det kommer jo ikke saa nøje an
paa det. Er det inte Dig. der er syv og tredve, saa
er det sgu nok en anden Bavian, der er ’et. Ser Du
nu — jeg ka’ ka’ske huske, hvor gammel at Du er, og
hvor gammel at jeg selv er, og hvor gammel at lille
Gusse er. Men naar a’ jeg skal til og huske for Ex
empel, hvad Aar Verden blev skaft eller saadan noget,
som man lærer i Historiebøjerne, saa maa jeg sgu sige
Pas. Men Komediantspilleren ka’ sgu huske hele Ro
ligheden, naar a’ han bare har hørt det en Gang.
Mad. Hansen. Jøsses! Hvodden ka’ han ae’ ?
Hansen. Ja, bestemt ska’ jeg ikke ku’ sige det,
men jeg tænker, at han sla’r en Knude paa sit Lomme
tørklæde, hver Gang, der er noget og huske, eller osse
ka’ske han skriver ’et op i en lille Bog. Det er jeg
tilbøjelig til og antage. Men Du ska’ sgu ikke gaa og
sige til Folk, at det er mig, der har fundet paa det.
Je g ku’ dog ikke li’ om at de sku’ falde paa og grine
ad mig, hvis nu at det ikke sgu være rigtig.
L ille Gusse. Æ —æ—æ . . .
Hansen. Saa, nu maa Fa’ers Dengse ikke græde,
nu ska’ han se videnskavelige Exkrementer. Der er
di med Komediantspillerne.
(Tæppet gaar.)
En Postfestummer
a
r
Søren Pipperop.
D ybt nere fra mit Jertes Kæller
En Hømne trænger sig i Da
Ob gemmel Halsen aa fortæller,
A der æ varmt, hvo den kom fra.
For A gn es G ø rlin g har de banget
I Brøstet tit aa mangen Gang,
Saa de va Jærteklab, der vanked,
Naar hinne je min Hyldest brang.
Hun dørked Sørrespellets Muse
Hos F a lle s e n aa Bifald vant.
A
Davmar
nu maa hinne huse,
Æ osse sørrelit, men sandt;
Dov Poblekom ilirenveller
Sin Yngleng ente svegte vel,
Aa her di osse Taarer fæller
Ve hinners sørrelie Spel.
Men allersørrelist a tænke
Sei ve de Rollefav, hun har,
Va liegodt di tomme Bænke,
Da hun sto frem som Jubbelar.
Dov, da hun immer har mig glæded
Mæ et tongsindig O aa Ak,
Saa be je mægti fuld i Stædet,
Da je paa hinnes Helsen drak.
Med dette Numer følger et illustreret Annonce-Tillæg.