Previous Page  362 / 425 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 362 / 425 Next Page
Page Background

354

A t vi er midt »im wunderschønen Maj«,

Dens glade Aften dog vi celebrerer,

Hvori den staar paa Mortensgaasesteg.

Ikkun den stakkels

F r e d e r i k k e B a j e r

Og den uforsagte Fru

Jo h a n n e M e y e r

Om Kap i Dagens Anledning sukkede

Ved Tanken om de Gæs, som bleve plukkede.

I Thinget har man) H

ørup

ladt i Stikken,

Han sang som Statsrevisor Svanesang

Som Offer for Forhandlingspolitiken,

Der gaar sin egen skæve Gaasegang,

Mens Evropæerne i denne sløje

Forretning maa med Gaasevin sig nøje.

Endogsaa G

eorg

B

randes

maa sig klare

Ved flinkt paa Gaaseøjnene at spare.

Den stakkels

H e n n in g J e n s e n

tænker, hvæssende

Sin Ærmekniv, at Skæbningen er grum.

I Integade var der nok af Gæssene,

Men saare lidt af Kapitolium.

Og, da hans Redaktør som Kjøgehane

Des værre fandt en drøvelig Bane,

Ved Integadekjæret nu man kjender

A f Fjerkræ kun dets Gæs — og saa dets »Ænder«.

Hos Bergianerne forraader Vreden,

At her er ogsaa mange Ting i Vej’n.

Man savner Bispen svært i Gaasereden

Og, det forstaar sig, ogsaa dens Degn.

Partiets splinternye Førertype

Lod i sit eget Gaasefedt sig dyppe.

— Til hans Gemyse man med Grund formoder,

A t her endnu er nok af Rødkaalsho’der.

— Men i Hovedstaden kommer man fra Dynen

I Halmen, inden lang Tid er forbi,

Især, hvis alle Gæs her i Kommunen

Skal svare Skat af deres Gaasesti.

Thi selv om Nogen her gjør Forestillinger

Mod flere nye »Ladegaardsbevillinger«,

Som ikke just skal Status forbedre,

E r det som at slaa Vand paa Stadens Fædre.

To Udødelige.

(Interiør fra Magistratens Løn- og Skatkammer.)

kan jeg snart se Bunden. Og dog maa jeg ikke tage

mere end de lumpne 8 Procent. Sig noget, Kollega.

Ja c o b i: Je g bar gjort mit. Je g bar faaet de

almindelige Lemmer til at ligge paa Landet, hvilket

er den største Reform siden Kommunallovens Givelse.

Den gamle Ladegaard skal blive staaende og vidne, at

Jacobi var storartet. Gjør nu De noget stort, kjære

Kollega.

B o r u p : Naar jeg kunde finde et nyt Skatteobjekt

— vent lidt, bvad mener De om Skat paa Overskæg?

5 Kr. pr. Bart. 10 Kr. for de vixede.

Ja c o b i: Men, hvis alle saa gik ben og barberede

sig, saa blev Kommunen taget ved Næsen.

B o ru p : Man kunde forbyde dem at tage Over­

skægget af. Et kommunalt Skægprovisorium . . . Eller

vi kunde skatlægge Bicykler, Slipsnaale og bøje Hatte.

J a c o b i: Eller Katte.

B o ru p : Hvorfor ikke ? Hundeskat bar vi, og Katte­

skat ta’er vi . . . en lille Afgift af Kanarifugle var

beller ikke tosset.

J a c o b i: Læg Skat paa Væggetøj.

B o ru p : De spøger, Etatsraad, men jeg er alvorlig.

Lad mig faa Lejlighed til . . ,

Ja c o b i: Lejlighed! Pst! Læg Skat paa Lejlig­

hederne !

B o ru p : Aa — bold paa mig, Kollega — det —

det overvælder mig — nu er vi ved det rigtige. Skat

paa Lejligheder! Dér skal vi have det. Nej ikke paa

Lejligheder, men paa Husleje.

Vi beskatter Huslejen!

1, 2, 3, 4 Procent!

Ja c o b i: Men jeg lægger ikke Navn til.

B o ru p : Je g er ogsaa helst ene om Æren. De

blev udødelig paa Lemmerne, jeg bliver det paa Lejen.

Ja c o b i: Men Repræsentanterne?

B o rup : Nu er De morsom igjen, Etatsraad. Som

om Repræsentanterne . . .

(Tæppet falder hensynsfuldt.)