366 / 425
358
Axelotto.
P aa raske Pennehelte.
S aa ve l i P rosa som i Digt
De sig paa Stedet meldte,
N aar nye Blade dukked’ frem ,
S a a veed Enh ver, det passer.
A t Jou rnalister m ylrer frem
I kolossale M asser.
De møder frem med Brask og Bram
Saa unge, kry ug stærke,
Med lystigt Sving, i broget Ham,
Med dristigt Firmamæ rke.
Enh ver en klangfuld Titel har,
Der tjene skal. til Motto,
Som V i c t o r eller V i c t o i r e ,
H vad eller A x e lo t t o .
Men det er ej det flotte Navn,
Der Sejren kan forlene,
Det fik det lille »København«
Ret hurtig at formene.
Tikroneseddelen, hvormed
Man fremmed Vid forgyldte,
V a r intet Ord paa rette Sted,
Skjønt Spalterne man fyldte.
Om man skal græde eller le
Ad »Dannebrog«, der lige
Har gjenoptaget den Ide,
E r ikke let at sige.
Man har jo nok sat Præm ien op —
B liv dog ej for beruset!
Thi A x e l o t t o sagde: Stop!
Den bli’er schgu’ her i Huset!
Den A s s e l er »ein lederen Mann«,
Hans Flugt kan Intet standse;
Paa Schwanenfliiglen svinger han
Sig frem til Lavrbæ rkranse.
Hans Aand og Vid, det er min Tro
Snart skattet af en hel B y ;
Man taler kun paa Nørrebro
Om A s s e l og om M e lb y e .
Ja , A s s e l er vort Ideal
P aa Broen og i Byen.
Den A s s e l er en Pokkers K ’al,
Det ser man a f *R evuen«.
Da han,
qva
Trykker, Præm ien faar.
S a a fik vi A lle Fæ rten,
Det er en Mand, der schgu’ forstaar
A t gjøre udi Svæ rten!
B. G. C. S.
— Haloj, Hr. Jokumsen! . . . med Tilladelse, . . . De
sku’ vel ikke ha’ glemt no’et til Morgen?
— Hvikkeno’et?
— Ikke andet end som at ta’ Klæ’er paa. For De er vel
ikke ble’en ansat i Børnenes »Paradis« eller hos »Adam«, siden
De gi’er Partiet uden Figenblad?
— Hvoddan mener De?
— Jeg mener bare, at det kunde være rart at vide, hvem
der gi’er Dem hvor meget for Timen for at gaa og se saadan
ud. De maa undskylde min Høflighed, at jeg spør’ saa lige
frem, . . . men De er vist ikke rigtig normal, Hr. Jokumsen?
— Normal? Jo, det er liere netop, hvad jeg er: Uld for
oven, og Uld fomejen, og ingen Ting for Resten. Man skal be
gribeligvis iagttage Formerne, . . . naar man h ar no’en. Vi
Sportsmænd gør ej mange Klæ’er.
— Hvafforen Sport er De da Mand i?
— Jeg cykler.
Det er saa mageløst sundt, si’er Apo-
thekeren omme i »Svanen«; og han maa vide det, for han har
faaet en Doktor til at gi’e sig Recept paa’et.
— Hm! . . . Jeg synes ellers ikke, at Svane-Apothekeren
plejer van at være rigtig heldig, naar han gi’er sig a’ med
»Sportsmænd«.
Naa, saaledes! De er nok osse en a’ det idiotiske
Publikum, der danser Fandango af Forskrækkelse, saa saare vi
la’er Bagbenene kjøre en Smule Væddeløb med Forbenene?
Men det ka’kke nytte Jer no’et! Hvad si’er ikke den store
Gladstone? Han si’er:
A a l re ig h t!
. . . det betyder, at I
bli’er til Aal, hvis I vil spænde Ben for os.
— Meget mulig, jeg vil heller aldrig nægte, at 1 har en
vid
S y n d erm a rk
for Jer!
— Ja, og den skal ingen Professor ta’ fra vos a’. Men
jeg vil da li’egodt forpligte mig til at ta’e Lintøj paa, om jeg
har trillet mer end som fire Børn i Mas og kjørt Livet af en
apoplektisk Herre. Saadan no’et maa Publikummerne vænne sig til.
— Jeg troede for Resten, at De var Grosser, Hr. Jokumsenj
1
Hvordan kan De saa holde Hjuleferie midt i Forretningstiden?
— Det er jo netop paa Forretningen, at jeg triller. Vi
er et helt Societet. Her ska’ De se, jeg har faaet mit Med
lemskort syet paa Brystet: B . G . C . S . Det vil sige saa
meget som: B illø t -G r o s s e r -C y k le -S p o r t s fo r e n in g e n .
— Cykler De da rundt med Billetter?
— Akkurat sgu! Man langer bare ud og kjør’ et Par
Mennesker over, saa kan man være allevegne paa en Gang. Saa
saare vi har faaet Balkongen fyldt, saa at »Maria Stuart« kan
komme pænt i Graven, joller vi ud paa Nørregade og brænder
et Par Parketter a’ til »Orfeus«; saa slaar vi et Slag om a’
Nørrebro og ser, hvad »Revyen« kan schmidte a’ sig, og li’e
med det samme er vi ude ved Dagmar og la’er Portomonnixen
faa sig en lille »indbildt Syge«-Pleje.
— Døderpine! Saadan en Trilletur maa gi’e go’e Cykle-
Sportler!