414 / 425
4 0 6
K om m u n a lvæ sen .
Lele Stadens Fiuansbudget —
Rigtig en Feinschmeckers Herreret!
Det havde de vise Fædre.
Nylig har Strøm det forelagt,
Og lige paa Timen blev der sagt,
At det kunde dog vist være bedre.
Der er nu først det elektriske Lys,
Der staalende skinner over vor Byes
Asfalt, men i Stuers og Sales
Butiker og mangen offenlig Plads
Der brænder endnu den elendige Gas,
Som i dyre Domme betales.
Paa Gammeltorv skal der nu lyses op,
Men dermed siges der ogsaa Stop!
Og Asfalten, som man begyndte,
Skal føres videre frem paa Slump;
Man har besluttet en lille Stump
Af »Routen« at ville pynte .
At mørke Gader med toppede Sten
Kan stadig brække paa Smaafolks Ben
Qg ligger i ravende Mørke,
Ja, det er nu Noget, vi alle veed,
Men derfor er Folkets Kjærlighed
Just ej Magistratens Styrke!
Saa skal der Penge til mer Politi;
Det er den sædvanlige Melodi,
Som i mange Aar vi alt kjendte;
Men jo mere Politi at der kom,
Desto mer i Bladene læser man om
Skandaler af drukne Betjente.
Om Renovationen ikke et Ord!
Mon den skal gaa i det gamle Spor?
Ja, det vil nu Tiden vise.
Til næste Aar hør den Byen til,
Og muligvis'da man have vil
En lukrativ Entreprise.
Det Hele er noget mysteriøst,
Og uden at se just altfor bøst
Paa, hvad de vise Mænd lave,
Denne Øjenslyst, som er stadig paa Spil,
Tilsidst vil gjøre vor Hovedstad til
En af dé kalkede Grave.
T h ea te rk a tten spinder.
Det er en daarlig Verden, vi lever
i. Men man kan labe sin Mælk i sit
-Ansigts Sved, man kan give Pote
til Kreti og Pieti, man kan krumme Ryg
,ligesaa meget man vil — Utak er og
’bliver dog Verdens Løn. Pris Ingen
ilykkelig, før han er druknet — disse
Ord af en gammel græsk Viskat burde
man aldrig glemme.
Jeg havde nok i længere Tid
mærket, at Kammerherren havde en daarlig Samvittighed. Han
hang saa underlig med Halen, og naar han kom i Nærheden af
mig, sænkede han Ørerne. Naar han skulde give mig Poten,
rakte han mig altid kun den ene Klo, og saa mimrede han saa
underlig med Knurhaarene. Jeg fik Mistanke om, at der var
Ugler i Mosen.
Saa forleden Dag kom det — ved Opførelsen af »
D inoralu.
Jeg stod i Kulissen for at lade Tæppet gaa — saa kommer
der et hvidt Gespenst dukkende op fra Maskinkjælderen. Det
var en Ged. Nu beder jeg Dem betænke: en Drøvtygger paa
vore klassiske Bræder. Jeg siger naturligvis strax til Maskin
mester, at han skal føre den Drøvtygger ud, men Mennesket
staar og ser saa løjerlig paa mig, og saa siger han, at den
skal bræge med i Operaen. Jeg bliver rasende, løber ned til
Kammerherren og spørger, hvad Meningen er. Kammerherren
blev meget forlegen, han spandt og knurrede, men tilsidst maatte
han dog mjave Sandheden ud: Geden var virkelig bleven ansat
som Operabræger ved vores eget kongelige Theater.
Dette er altsaa Lønnen for min mangeaarige gode og tro-
Tjeneste, som Enedyr her ved Theatret, at man ansætter
et Kreatur, som allerede nu er i
2
den Mælke-Feu-Klasse og
som sandsynligvis vil rykke op i første før eller senere. Til
med har jeg allerede mærket, at den har et Horn i Siden paa.
mig. Ligner det nu noget?
Saa skulde de meget hellere have ladet være at spille den
Opera. Det er naturligvis godtnok, at Theatret sørger for,
at vi faar det nye at se, som de laver i Udlandet, og den Hr.
M eyer b e e r , som har komporeret den, er vist et lovende ungt
Talent. Men Kammerherren kunde dog gjerne have sagt til H.
C. A n d ersen , der jo har oversat Texten, at den Ged maatte
han se at skaffe os af med. Skulde vi saa endelig have den,
saa har vi jo Operasangere nok, der sagtens kunde have spillet
den Rolle. Jeg selv havde saamænd ikke været
bar.gefor at
tage den, hvis Kammerherren havde bedt mig rigtig pænt om
det. Men, som det nu er, er den Ged ubetinget en Buk.
Det gik da ogsaa galt med Stykket. Kapelmesteren var
gal, det vil sige, det var den gale Kapelmester, nemlig Rung
og ikke Svend sen. Fru Lritken bliver gal i Stykket, jeg var
gal i Hovedet og Geden gjorde galt. Den vilde nemlig ikke falde i
Vandet, fordi Broen var nymalet, hvilket ubetinget varen Vandgang.
Det kunde more mig at vide, om »
Valdemar
« virkelig
skal op anden Juledag. Og om Valdemar skal være »
Valdemar
«.
Nemlig Valdemar Price naturligvis. Og om vi ikke kunde faa
C ollin og Ø sterg a a rd til at sætte Ord til, ligesom de har
gjort ved »et Folkesagn«, da den ellers nok faar Ben at gaa
paa, og om vi ikke kunde faa lagt nogle Sange ind, som kunde
afsynges af Hans B eck og V alb org J ø r g en se n og Fru
Reum ert. De kan dog vist ligesaa godt som C h arlotte
hos Abrahams.
Saa vil jeg ogsaa nok spørge, om vi ikke skal spille
»Bygmester Solbær
« eller hvad han nu hedder. Og hvem
der saa skal falde ned og slaa sig ihjel. Og om Vedkommende
skal slaa sig rigtig ihjel, hvad jeg synes var det rigtigste, og
hvad han vist ogsaa blev nødt til at gjøre, hvis det var paa
Dagmar.
Eller om det er nok, at han knækker Halsen paa
Rollen. Hvad der er meget nemmere.
Men for Resten vil jeg ikke mere have noget at gjøre
med at give gode Raad. Jeg siger, ligesom A n d ersen sagde
ude paa
Kasino
, da »Kolumbus« gjorde Lykke, skjønt han
ikke vilde have det op: jeg toer mine Poter.
G am le S k a d e r o g n y e
D e t er ik k e alle Y egne, F o lk e r glade
I d enn e h e rsen s glæ delige Ju l,
H o s E v ro p æ e rn e i I n t e g a d e
S ta a r K u lø re n saa dan m ellem grøn og gul.
D e t en este, som S in d e t h e r forlyster,
E r en forløben stille S v e n d T r ø s t e r ,
Som h a r b e g a a e t sp lin te rn y B e tise r
Ig je n p a a Melo d o n ten : „ U n g e Y i s e r .“
Og dog h a r v o rses egne E v ro p æ ere
D e t n æ ste n som i A b rah am ses Skjød
Y ed S id en af de Godtfolk, d e r sig n æ re
I F r a n k r i g af p o litisk L evebrø d.
D e r neg les de som F lu e r p a a S k andalen,
Som F a c it b lev af P a n a m a - K a n a le n ,
F o r T id en er d et sto re S p ø rg sm aal b ræ n dende.
H v a d S tra f d e r v e n te r „ G e n n e m b r u d s m æ n d é n e “,