410 / 425
402
Den kjære Forhandlingspolitik,
Der atter synes at glemme
Det Løfte, vor stakkels Finanslov fik
Om Forslagets hurtige Fremme,
Har nu paa Programmet: at klemme
Paa Julegrøden herhjemme.
I hele den første halve Part
A f Thingenes Lovgiverserie
Forhandlingen viste sig aabenbart
A t være et Slags Mysterie,
Hvori som bekvem Materie
E r ogsaa dens Juleferie.
Den ganske forhandlingsvillige Fløj
Til Vælgerne hjemad drager
Og melder om alt det Syltetøj
Og alle de hengjemte Sager,
Samt melede Julekager,
Forhandlingen fører paa Lager.
Det rigt forsynede Udvalg har,
Fyldt med de herligste Planer,
Hvori, naar man blot
v il
gramse, man ta’er
En Haandfuld udsøgte Baner;
Og Fremskridt, som Ingen aner
I Snesevis frem man maner.
Og Vælgerfolket, som hører derpaa,
Begejstret om Munden sig slikker
Og fryder sig over, hvad det kan faa
I sine Forhandlingsbutikker:
Paa Udbyttet er man sikker,
Man veed jo, hvor Sagerne ligger.
Uheldigvis er der en
Aber dabei:
De flittige Udvalg berede
For Lovene som den gjenneste Vej
Syv lange og fjorten brede.
Hvorlænge de bliver dernede,
D e t v e e d kun V o r h e r r e — o g F
r e d e
.
B y gm e s t e r H o lg e r.
Sym bolsk D ram a i tre Akter, frit efter H e n r i k I b s e n .
Iste Akt,
(Et tarvelig Kammers, slig som Kammerserne er hos
Bygmestre. Loft opover og Gulv nedover. Døre i Væggene.
Stole med Sæder og Rygge, og Borde uden Rygge og
D o k to r e n .
E n T heaterdok tor siger ikke noget.
Han bare hø rer paa.
H o lg e r
(nervøst urolig).
S aa fa a r De høre, jeg er
syg da, Isch, . . . for P insel! H er g aar jeg dagstødt og
bæ rer ihjel mig p aa D anm ark. F or jeg h a r bræ nd t m ine
Skibe, ser De . . • Men nu fa ar De gi’ m ig Om slaget.
D o k to r e n
(henkastende).
Koldt eller v arm t?
H o lg e r
(ser fast paa ham).
Jeg kan ikke bli kvit
Kvinderne, jeg, . . . aa, de K vinderne! Og jeg kan ikke
bli kvit Ungdommen m in h e lle r,. . . aa, den Ungdommen.
E r ikke jeg den ubegripelig store Holger? , . . jo, jeg
takker! Bedst som jeg vil væ re A lvorsm and p a a sligt,
sa a komm er Ungdommen m in og b anker p a a Døren m ed
Gangkurven.
(Det banker paa Døren).
H o lg e r
(forfærdet).
Der er Om slaget! . . . N u kom
m er Ungdommen m in.
E d ith (kommer indover).
God Kvæld, du glade
Gutten.
(Hun kaster Rejseslaget og staar i Valkyrie-Dragt
:
høje Knapstøvler, røde Silketrikots og Hansker til Skulder
gabet.)
D o k to re n . T heaterdoktor en h a r h ø rt paa. T h eater-
doktoren kan gaa.
(Han gaar udover).
E d ith . K jender du igjen m ig? . . . Da jeg v a r en
liden Tøsunge, hedte du
Svend Trøst
. ..
H o lg e r (stille).
Jeg v a r saa ung den Gangen.
Bygte Logostem pler og laa p aa Vindfløjen i B an ker og
R oser og væ ltede gam le Guder!
E d it h
(slaar Trille af Begejstring).
Og da v a r d e r
Sang i Luften.
H o lg e r (livfuld). Men Vindfløjen d rejede sig, og
jeg slap nedover p a a rette Siden. Jeg er Dus m ed
E ta tsraa d e r, jeg! . . . Ikke bygger jeg nu Logostem pler
heller, . . . jeg bygger bare Hjem for Syngepiger.
E d ith . Med litteræ re T aarne p aa?
H o lg e r. Helst det . . . Men det er ju st Selvpinslen,
ser du, at jeg lider sa a a f G amm elm andsanfald . . .
Hvorfor komm er du? Hvad vil du m ig?
E d it h Du lovede mig den Gangen, a t du vilde
bli Syngedirektør og hente mig hjem til V ariétéen din.
Du h a r
forskrevet
dig til mig, . . . og nu er jeg h e r!
(banker med Fingeren)
V ariétéen p a a Bordet!
H o lg e r
(efter en stille Kump).
Jeg faar tale m ed
Bryggeren om Sagen da!