423 / 425
415
P a a Ju leb e sø g .
(Kristen Smed kommer i Julebesøg til Mads Jordemodermand).
K r is t e n : Goddaw, Mads, aa glædeli’ Ju l!
M ad s: Tak sjel, Kristen, aa væs’go’ aa’ sid nør aa’
ta’ en Dram aa’ en Bid Brød. Je ’ maa beklawe a’ min
Kvinde æ’ itte hjemme ikke.
K r is t e n : Ded haa’ je’ itte noued aa’ ingvende imod,
Mads. Hun æ’ kaske’ yde paa Embeds Vejne, om man saa
maa si’e.
M ad s: Ded æ hun. Déd æ ingen Løvn.
K r is t e n : Ja, Du ka’ savtens, Mads. Du sidder lunt
inden Døre aa lever a’ Embedet, mens en a’nen en maa leve
i Monegrafi, som ded jo hedder.
M ad s: Ja, ded ka’ jo itte nøtte aa snakke om ded,
Kristen, for ded æ dov itte enhver, der justement ejner sig
te’ aa’ være Jor’mormand. Der maa lidt Seni te’, aa’ded
æ en Naadegaue, som vi itte allesammen ka’ ha’.
K r is t e n : Ja saagu’, men derfor ka’ man jo dov godt
bli’e mellemkolsk aa li’som lidt trist a’ se’, naar a’ man be
tænker sin enli’e Stand. Nu ska’ vi jo snart igen ing i et
nyt Aar, aa man kan Ea’enedeme itte vide, hva’ de’ ka’
bringe.
M ad s: Ded ka’ man itte, Kristen. Ded ka’ være, a’
vi faar K rig, aa’ ded ka’ være, a’ vi faar Kollerad, aa’ ded
ka’ osse være, a’ vi itte faar noven a’ Delene?
K r is t e n : Trowr du verkeli’ P
M a d s: Ja, je’ maa si’e, a’ je itte anser ded faa usand-
synli’t. Je ’ ved itte, om Du har bemærket i Avisen, a’
Fransmændene nu ve’ føre Krig ovre i Panhtna i Afrika?
K r is t e n : Nej, je’ har itte set de nyeste Nomre a’
Avisen endnu. Trowr du, a’ den K rig ka’ komme herte!
M a d s: Naa — je’ tør jo natyrli’vis itte ganske be
stemt bande paa ’et. Men ded æ jo itte umuligt, a’ di
stikker op faabi Køvenliavn paa Vejen derned te’ Panåma,
se’ saa ve’ je’ jo nok si’e, a’ saa ka’ den bli’e li’e hamber
nok. Saa ska’ vi dov se, om ded ka’ nøtte mæ Fæsningen.
K r is t e n : Men hva’for trowr Du, a’ di sku’ komme
te’ Køvenhavn?
M ad s: K a ’ Du itte faastaa ded?
K r is t e n : Nej F a’enedeme’ naar je’ ka’.
M ad s; Ja, ded kommer vel savtens a\ a’ Du itte har
ded polletiske Overblik. Men Du æ’ jo heller itte ydden-
faa Bundestanden saadden som vi Embe’smænd. Jou, ser
Du, Kristen, ded æ begrundet i den eropæiske L i’evægt.
K r is t e n : Ded ka’ der være nouet i.
M ad s: Ja, faa ser Du, naar a’ nu han Kejseren i
Rusland eller Bidsmark eller saadan en Dævel fek Løst te
aa’ gaa hen aa ralliere sig mæ’ vos, saa ku’ jo Fransmæn
dene let bli’e snydt. Faa’ naar a’ vi nu la’e aa’ skod i
Øresund, saa ku’ di jo aldri’ staa dem, naar a’ di sku’ hen
aa’ klø Bidsmark.
K r is t e n : J e ’ trowed ellers aa ha’ bemærket i Avisen,
a’ Bidsmark sku’ være ganget a’ mæ’ Pendsion.
M ad s: Ja, naar Du vil være klogere end som jæ’,
Kristen, saa ka’ ded jo itte nøtte, a’ je staar aa’ forklarer
Sittevasionen faa’ Dig.
K r is t e n : Om Faaladels’ ! Je ’ mente sgu itte noued
undt mæ ’et. Ded var bare, faadi a’ je mente aa’ ha’ læst
ded i Avisen
Men der staar jo saa mejed i Avisen, som
itte er a’net end som ene Løvn og Sludder.
M ads: Ded ska’ Du aldri’ kere Dig om, Kristen.
Kom Du bare te’ mig, naar a’ der æ noved, som a’ Du itte
ka’ faastaa. Je ’ æ dov li’som lidt mere videnskavelig dannet.
Der hænger dov alti’ novet ve’ a’ hva’ man saadden kalder
klasisk Danelse, naar a’ man har verket i Statens Tjeneste
i saa mange Aar.
K r is t e u : Ded ka’ der være noved i.
M ads: Ja, man æ’ da itte et rent Bundebæst. Ded
æ sgu Overblikket, ded kommer an paa. Ve’ Du ha’ en
Kaffepuns, Kristen.
K r is te n ; Ja — Tak den, som byder.
M ad s: Ja, Du ska sgu itte senere Dig. Ded æ’ dov
itte Meningen, a’ Du ska’ bære Julen yd a’ Huset. Du
sku’ sgu’ osse gjerne ha’ faaed den, hvis a’ min Kvinde
hade væ’t hjemme. Men je’ la’r nu altid hende ta’ Nøjlen
mæ’, naar hun gaar yd, faa’ je’ gider sgu itte sel’ slæve paa
det Skidt, aa’ man ka’ dov heller itte saa godt la’ den sitte i.
K r is t e n : Ded ka’der være noved i.
M ads: Ja, man ska da osse ta’ den Nøtte a’ Fruen
timmerne, som a’ man ka’ faa. Men nu ska' je’ si’e Dig,
hva’ vi ka’ gjøre, Kristen. Vi ka’ li’saa stille gaa hjem te’
Dig aa’ ta’ vos en lille Sexogtreds. Saa kaske Du har lidt
Akkevit eller Kunjak eller saadden lidt finere Drek, som
vi ku’ sitte aa komme i Ansegtet. Saa gaar ’et altid lidt
villigere mæ’ Spellet. — Ja, Du ska’ sgu’ itte senere Dig
for aa’ ta’ imod Telbudet, for je’ beskæftiger mig dov aldri
mæ Embedsforretninger i den højhellige Juletid. Man slta’
da vise, man lever i et kristent Land. Kom saa.
ter p a a Døre .
'en gamle Skik var jo velbekjendt:
Med knuste Potter bebude
Man skulde, at Aaret paany var endt,
Og at Potten dermed var ude.
Men nu maa Godtfolk — og det er rart
Paa denne Skik renoncere;
At L y sten er der, er soleklart,
Men — Potterne vil ikke mere.
I gamle Dage, da havde man
Blandt andre Goder og Godter
Jo fuldt op i baade By og Land
Af buldrende »Rumlepotter«;
Men de blev brændt ud, og Potasken til
Smaa sirlige Kar man melerede;
Men hverken L a rs eller B oj sen vil
Ha’ deres Po'tter spolerede.
Hos Schandorph fordum man kunde faa
Hans Farvepotter at laane;
Men Nutidens rare Digtere maa
Vi gode Mennesker skaane.
Se blot til Dr a c hma nn;— somSangens Gud
Man alle Vegne ham priser:
Selv naar han slaar Kolera-Potter ud,
Saa bli’er det til »unge Viser«!
Og ligesaa grumme nødig ta’er
Man til de Potter og Krukker,
Som hver Familie staaende har
Med Mel eller Smør eller Sukker.
De har for alvorlig og fin en Rang,
Thi — Sligt kan Kulturen jo afføde —
Maaske de alle skal bruges en Gang
Til Kirkegaard for vore Afdøde.
Vi derfor Fædrenes Skikke la’er
I Sagnet leve med Ære;
Thi, naar man slet ingen Potter har,
Maa man jo la’ Dørene være.
Men Savnet af disse Potter, som staar
For Tanken, men ej er til Stede,
Det bli’er dog, hvordan saa end Aaret gaar
Et Potte-Skaar i vor Glæde.
M ed d e tte N u m e r fø lg e r e t
illustreret Annonce-Tillæg. "WB