53 / 425
46
H ø r u p s K v i d e .
D e r tales stæ rk t om P ressen s Værdighed
I Bladene i d enn e Tid,
Og »Politiken« m ed Ilfæ rdighed
H ar blan d et sig i denne Strid.
Im ens de Andre fælt h a r klasket
P a a H ø r u p s noble Gentlem en,
H ar h a n h a v t tra v lt m ed a t faae v asket
Den nogenlunde re n igjen.
At denne Idræ t, den e r møjsom,
Det vil E nhv er jo let fo rstaa;
Selv den, der er u h y re nøjsom ,
Ej let ju s t sæ tter P ris derpaa,
N aar C a v li n g - O l s e n ham fortæ ller
Med overm aade m eget Spræ l
De væ rste Sensations-N oveller
F ra H ovedstadens W hitechapel.
Hvad eller C h a r l e s som en Ven a ’
Den vidtberøm te Hofmusik
Og saa af M eteoret E n n a
L everet h a r en lang Kritik,
Der skrevet blev p a a Hosesokker,
S aa kniber det for Gentlem en,
Det kniber — ja , som bare Pokker!
N aar m an skal til a t klare den.
N aar G e o r g B r a n d e s »spiller Seizberg«
Som Æ sthetikens S toravgur
Og h a an e r J o h a n L u d v ig H e i b e r g ,
Idet h a n ligger lum sk paa L ur
Og efter sm aa S kandaler sn u ser
I m im rende, geskæftigt Rend,
S aa er det klart, a t H ø r u p h u ser
Nok ikke lu tter G entlem en.
Den stakkels H ø r u p h a r sin Plage.
Det ser m an nu sa a k lart af A lt;
Han K jærligheden fa ar at sm age,
Isæ r da »Enhedsmærket« faldt.
Hvem sla a r nu tro fast ved hans Side?
H ans V enner h e n te d ’ U livssaar
Og m aatte fælt i G ræ sset bide —
Tænk blot paa G r æ s s m ø r - D ø n n e r g a a r d !
H vorhen h a n s Øjne m onne søge,
S a a
finder de kun lidet Godt.
Om
sa a h a n sk u er ned mod K jø g e ,
Han tru es d er a f B ankerot.
A l b e r t i h a r en sikker C hance;
Og højt og frit forkynder vi:
Hvis H ø r u p tab e r sin B alance,
E r S m ø r b a l a n c e n Skyld deri!
E t „ F r i “ - e r i .
»Fri« Farce-Situation i i A kt.
(A gtes indleveret til det frie Theater.)
P e rs o n e rn e :
E n »fri« D ir e k tø r .
E n »fri« F o r f a t t e r .
(D irektørens Væ relse.
Fornem m e B ø g e r i B o gska b e t.
A a n d a iri
B ille d e r paa Væ ggen. M odigt Porcellæ n i Servanten.)
D i r e k t ø r e n
(ensom , grublende).
E t
Stykke! E t Stykke!
Min D irektørværdighed for et S ty k k e! Bare et Stykke,
som der er Trang til at faa opført! E t af alle de mange,
der har ventet paa det frie Theater for at blive opførte.
D et er da ogsaa forbandet, at »Ensomme Folk« gik i
Vasken. T itlen havde været saa symbolsk.
Der er ikke andet for end at kile paa Eedvard. H an
venter sgu altid paa Opførelse.
(G a a r hen til B ogskabet).
Lad
se — »K jæ rlighed«, »Lægemidler«, »En Forlovelse«,
»Fiascoernes Sammensværgelse* — nej, det er sandt, det er
ikke af ham. H er er jo et — hva’ Fa’en er nu d et? »Et
Brud* er det. Det er saamænd aldrig blevet opført. D et
tø r jeg rolig bande paa. Men vi maa have et
fiiéce de
rid ea u
først. Lad mig se — hvem har vi nu af yngre,
intelligente: E sm a n n , H e rm a n n , H e lg e og saa ham, der
skriver Viser til
*Ny
Alhambra« og — — — —
\
E n F o r f a t t e r (træderind). Undskyld — —
D i r e k t ø r e n . Æ d le unge Mand — De kommer med
et Stykke?
F o r f a t t e r e n . Ja.
D ir e k tø r e n . G odt?
F o r f a t t e r e n ,
(haanligt.)
G odt? Vil De gjøre N ar ad
mig?
Hvad F a’en skulde jeg komme til Dem
for, naar
S tykket var godt. K lappe ad et godt Stykke, det kan
ethvert Fæ gjøre, men klappe ad et daarligt — det maa vi
| have det fri Theaters frie og oplyste Publikum til. Nej,
| dette Stykke er slet, min F a’er.