47
D ir e k tø re n . Om Forladelse. Jeg mente ogsaa, om
det nu var daarligt nok. De forstaar — det kommer til at
gaa sammen med »Et Brud«, og jeg vilde dog nødig have,
at Eedvard skulde distancere Dem altfor meget.
F o r f a t t e r e n . Vær De kun rolig. Stykket hedder
»En Bryllupsnat«.
D ire k tø re n . Udmærketi Pikant, forførende Titel!
Lille, interessant Interiør formodentlig? (betænkelig) Hør —
man ser da ikke saadan ligefrem —?
F o r fa t te r e n
(værdig.)
Det hedder »En Bryllupsnat«,
fordi der er to Mennesker, der tilfældigvis holder Bryllups
nat i den Nat.
D ir e k tø re n . Ja , det er der vel for Resten hver
Nat. Men derfor er Titlen naturligvis lige god.
F o rfa tte re n , Det foregaar i et Soveværelse. Der er
kun to Personer — to Damer, hvoraf den ene ligger i
Sengen, og den anden — —
D ire k tø re n . Klæder sig af og gaar i Seng, mens
den første staar opaf sin i det bare — —
F o rfa tte re n .
Skudt forbi. Det er saamænd ikke
videre pornografisk.
D ire k tø re n . Hvad er det da? .
F o r fa t te r e n . Uhyggeligt og blasfemisk.
D ire k tø re n . Ogsaa godt. Uhyggeligt maa det na
turligvis være, og Blasfemier er svært paa Mode for Tiden.
F o r fa tt e r e n .
Ja se, Uhyggen laver vi nu med
Blæst, der tuder, og en gammel Kjælling, der tuder, og et
Barn, der ogsaa tuder — —
D ir e k tø re n .
Og en Forfatter, der faar paa Tuden
af Kritiken. Hør, veed De hvad: dette her med Blæsten,
der tuder, osv, synes jeg for Resten, at jeg har hørt før
F o r fa t te r e n . Ja, men saa Blasfemi, Højstærede. Jeg
lader sgu den gamle Kjælling bede Fadervor midt i Mord
scenen.
D ire k tø re n . Udmærket! Men det nye, det over
raskende?
;
F o r f a t t e r e n . Kjællingen er gal.
D ir e k tø re n . Genialt!
F o r fa t te r e n . Og bruger Morfin.
D ir e k tø re n . Selvfølgelig — guddommeligt, mente jeg.
F o r fa t t e r e n . Og kværker sit umyndige Barnebarn i
Sengen, fordi hendes Fader gifter sig med hendes Moder.
D ir e k tø re n . Storartet rædsomt uhyggeligt. Dør hun
af det?
F o r fa t t e r e n . Det veed jeg ikke.
D ire k tø re n . Hvad for Noget? Veed De det ikke.
F o r fa t te r e n . Nej, for i Slutningsscenen skal de
frie Publikummere spille med.
D ire k tø re n . Ligesom i de gamle Studenterkomedier?
F o r f a t t e r e n . Ja, bare paa en noget anden Maade.
Ser De, det kommer an paa Publikummerne selv , om
hun skal dø af det eller ikke. Piber de, saa Tæppet maa
gaa ned, saa overlever hun det naturligvis ikke. Lader de
derimod være, saa lader jeg hende komme til sig selv igjen.
D ir e k tø re n . Unge Mand! Kom i mine Arme.
Dette her er et af de genialeste Paafund, jeg har hørt.
(M e d Taarer
i øjnene.) De skal se, De faar Publikum til at
pibe. Jeg siger Dem — alle de smaa sorte vil revne af
Misundelse. Jeg antager Deres Stykke ubeset. Er det blot
en Tiendedel saa sindssvagt, som det lader til, saa bliver
dette her den største Fiasko, der er set paa en dansk
Scene. De hai overgaaet Eedvard, unge Mand! Eedvard er
død — Gustav W ie d leve! (omfavner ham.) Hvis vort Follte-
thing ikke bevilger Dem en Friplads paa Bistrup, saa for
tjener det den værste Skæbne, jeg kan tænke mig. Det
fortjente at blive tvunget til at se Deres Stykke.
G u sta v S o rt.
A n o n y m U d s t i l l i n g s - K r i t i k
A
os S to c k h o lm Anonymiteten
I Aar er paa Tapetet bragt,
Og
Politiken,
som har set den,
Har den Servering inte smagt,
Hin »Malersvende-Maskerade*
Har Bladet sat i snays Kulør;
Her saas iblandt de inte glade
Dets anonyme »Amatør«.
Han sukked over alt det Lærred,
Som før var baade rent og godt,
Men nu af Maling er fordærvet
Og hænger her til Skam og Spot,
Den fri Udstillings faste Mandskab
Man kjender ikke her af Navn:
Saa og saa mange Alen Landskab
Kan inte lindre dette Savn.
Organet kan sig kun forsone
Med Skitser af den frie Slags,
Her mangler W illum se n med Kone
Og det symbolske fulde Aks;
Saafremt H an n o v e r her kan finde
»Forløsning« for sin »Lidelse«,
Maa W illum sen , min Sæl, herinde
Ha’e født i Dølgsmaal sin Ideel
Men her er grumme lidt at nyde
For en H a n n o v e rs Skjønbedstrang.
Udstillingen kan ikke byde
'Iføy
Os blot en skabet
Job
en Gang!
"M an leder efter Ham mersh ø j er
Og ser forgjæves efter S lo tt-
M e lle r, og hvis her er en K r ø y e r ,
Har Maske-Raden gjemt sig godt.
Men disse Masker kan man takke
For, at man inte veed Besked
Og let kan komme til at rakke
Paa en af »vorses egne« ned:
Derfor har
P olitiken
hittet,
I Mangel af et klaret Syn,
Paa den Taktik at rose Skidtet,
Saa gaar den inte galt i Byen.
Dog bør man ingenlunde glemme,
Hvorpaa den sande Kunst beroer:
A t Kunst jo saare skal og skræmme
I Følge
Po litik
e n \
Ord,
Og, da Organets Kunstanmelder
Blev baade saaret og forskræmt,
Er »Svendene« alligeveller
Sgu mødt med »nobel Kunst« bestemt.
H e rm e d fø lg er e t
illu s tr e r e t A n n o n c e -T illæ g .