57 / 425
5 0
V a l g l o v - R e v i s i o n e n .
O er er en hypnotisk dragende Magt,
Der bruger Forhandlerne, rent ud sagt,
Som ufejlbarlige Medier,
Og som er Sjælen i hver en Ak t
A f
G
u stav
V
a n w ie d s
Tragedier;
Hver Ungersvend og hvert gammelt Snøvl
Den skaffer aandelig Føde,
Ja , uden vort gode danske V r ø v l
V a r Livét kun tomt og øde!
Vi har en V a l g l o v , der, uden Pral,
E r saa desperat og bindegal,
Som Publikum kan forlange,
Og har sig vist som et rent Ideal
A f
Uret adskillige Gange;
Som en Umulighed vilde saagar
Hos os den være kreperet,
Hvis ikke det dejlige V r ø v l , vi har,
Mod Døden den har assureret.
Nys opkogte Venstres faste Stok
En Valgret paa den,
m e d H
ø g sb r o
som Kok,
En Ordning at anbefale,
Hvor Kredsenes Antal var rigtigt nok,
Men Grænserne splittergale.
Begrænsning kjender naturligvis
En Venstremand sjeldent nøjere;
— Men saa fik man extra til V r ø v l e t s Pris
En Ode fra selve Hø j r e .
Det Højre, som kan uden Skade ses
A t lade med Glans halvljerde Snes
Kandidater hver Valgdag falde,
Skal ikke formaa til den nye K reds
inddeling at skaffe de halve!
Puh! Her er rigeligt Forraad a f Pjank,
Naar den S ag skal debatteres:
Formedelst at V a l g l o v e n har en Skavank,
Skal G r u n d l o v e n revideres!
— Ja, V r ø v l e t er den moralske Ret,
Hvori man aldrig sig spiser mæt,
T il Trods for al anvendt Møje,
Og hvoraf man har mærkværdig let
Ved Masser at kunne fordøje.
Naar V r ø v l e t bliver i Thinget bagt,
Og aldrig et Udbytte følger,
»Da ligger deri en unævnelig Magt,
Som Dansken aldrig fordølger«.
M a d s e n o g L a s s e n .
det
— Go'da’, Madsen!
— Det hedder ikke: »Go’da’'
hedder: godd Dagh . . . med g.
— Hvorhen saa hastig?
— Til Chefen. Jeg skal op at redde
Modersmaalet.
— Vil Du da gi’ ham et godt Raad?
— Jeg »gi’er« ikke; jeg giver . . .
med v.
— Hvad giver Du da, Madsen . . . .
med d?
— Jeg giver ham den nyeste Udgave
af »W. D in e s e n s Retsnaknings-Ordbog for
Begyndere.« Den skal indføres i Elev
skolen, og Brødrene P o u ls e n skal ha’ . . . .
have Friplads i Forberedelsesklassen.
— Det er vel Spøj?
— Det hedder ikke »Spøj«, det hedder
Spøg . .. med g. Du har en forskrækkelig
Tilbøgelighed til at sløgfe Konsonanterne,
Lassen. Vi ere da dannede Mennesker og
ikke Papegøger.
— Hm, ja! Jeg vil naturligvis gjærne
være et dannet Menneske, m e n ..............
— Saa maa Du Pinedød lægge dig
efter at tale Rungstedsk, Lassen. Veed
Du, hvad der er m in Mening? Det er
min Mening, at E m il er »en Gøgeunge«
med j, der lægger sine kjøbenhavnske Æ g
i Kapt. Dinesens Grammatik.
— »En Gøgeunge« ? . . . Hvordan er
’et? Er det ikke en af de »lette Dragoner« ?
— Nej, det er en Leth H a n se n ; men
Du maa ikke sige det til Nogen, for der
er Ingen, der aner det undtagen Chefen . . .
og Skuespillerne . . . og Publikum . . .
og hele den øvrige By. For Resten blev
»Gøgeungen« ligestrax opdaget, og det
baade med g og j. Den blev saa grundig
plukket, at den aldrig slipper levende ud
af d en Redelighed! F or den kunde ikke
lægge Vindæg, skal jeg sige dig, og saa
er den jo ikke literær!
— Ja, men de »lette Dragoner« ?
— De staar paa Stald hos S e v e rin .
Han holder sig til Fagfolk, siden det ikke
lykkedes ham at komme paa den høge
Hest som »Sportsmand«.
— Naa ja ; der er saa mange Nyheder
i disse Dage, at man farer vild i dem.
— Det maa Du nok sige, Lassen.
Kjøbenhavnerne kan da ikke klage over
Mangel paa Fornøgelser.
— Saa er det jo rimeligt, at Severin
vil se at komme et Par Hesteho’eder foran
sine Konkurrenter.
— Begribeligvis. Og han er en klog
Admiral: Han lader Kasino beholde sine
Gutter om Bord, men faar en S e em a n n
til at losse en Ladning Dragonheste af
paa Nørregade. Naar Carl Møller næste
Gang skriver »paa Farten«, maa den da
komme til at handle om »Lørupperne«.
— Saa er vel tusind og een Nat ude
paa Dagmar? Det maa være løjerligt for
M a rtin iu s , naar han igjen skal til at ha’
Klæ’er paa.
— Aa, han er før gaaet i Tøjet . . .
Tøget, vilde jeg sige. Men det var rigtig