Previous Page  57 / 425 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 57 / 425 Next Page
Page Background

5 0

V a l g l o v - R e v i s i o n e n .

O er er en hypnotisk dragende Magt,

Der bruger Forhandlerne, rent ud sagt,

Som ufejlbarlige Medier,

Og som er Sjælen i hver en Ak t

A f

G

u stav

V

a n w ie d s

Tragedier;

Hver Ungersvend og hvert gammelt Snøvl

Den skaffer aandelig Føde,

Ja , uden vort gode danske V r ø v l

V a r Livét kun tomt og øde!

Vi har en V a l g l o v , der, uden Pral,

E r saa desperat og bindegal,

Som Publikum kan forlange,

Og har sig vist som et rent Ideal

A f

Uret adskillige Gange;

Som en Umulighed vilde saagar

Hos os den være kreperet,

Hvis ikke det dejlige V r ø v l , vi har,

Mod Døden den har assureret.

Nys opkogte Venstres faste Stok

En Valgret paa den,

m e d H

ø g sb r o

som Kok,

En Ordning at anbefale,

Hvor Kredsenes Antal var rigtigt nok,

Men Grænserne splittergale.

Begrænsning kjender naturligvis

En Venstremand sjeldent nøjere;

— Men saa fik man extra til V r ø v l e t s Pris

En Ode fra selve Hø j r e .

Det Højre, som kan uden Skade ses

A t lade med Glans halvljerde Snes

Kandidater hver Valgdag falde,

Skal ikke formaa til den nye K reds­

inddeling at skaffe de halve!

Puh! Her er rigeligt Forraad a f Pjank,

Naar den S ag skal debatteres:

Formedelst at V a l g l o v e n har en Skavank,

Skal G r u n d l o v e n revideres!

— Ja, V r ø v l e t er den moralske Ret,

Hvori man aldrig sig spiser mæt,

T il Trods for al anvendt Møje,

Og hvoraf man har mærkværdig let

Ved Masser at kunne fordøje.

Naar V r ø v l e t bliver i Thinget bagt,

Og aldrig et Udbytte følger,

»Da ligger deri en unævnelig Magt,

Som Dansken aldrig fordølger«.

M a d s e n o g L a s s e n .

det

— Go'da’, Madsen!

— Det hedder ikke: »Go’da’'

hedder: godd Dagh . . . med g.

— Hvorhen saa hastig?

— Til Chefen. Jeg skal op at redde

Modersmaalet.

— Vil Du da gi’ ham et godt Raad?

— Jeg »gi’er« ikke; jeg giver . . .

med v.

— Hvad giver Du da, Madsen . . . .

med d?

— Jeg giver ham den nyeste Udgave

af »W. D in e s e n s Retsnaknings-Ordbog for

Begyndere.« Den skal indføres i Elev­

skolen, og Brødrene P o u ls e n skal ha’ . . . .

have Friplads i Forberedelsesklassen.

— Det er vel Spøj?

— Det hedder ikke »Spøj«, det hedder

Spøg . .. med g. Du har en forskrækkelig

Tilbøgelighed til at sløgfe Konsonanterne,

Lassen. Vi ere da dannede Mennesker og

ikke Papegøger.

— Hm, ja! Jeg vil naturligvis gjærne

være et dannet Menneske, m e n ..............

— Saa maa Du Pinedød lægge dig

efter at tale Rungstedsk, Lassen. Veed

Du, hvad der er m in Mening? Det er

min Mening, at E m il er »en Gøgeunge«

med j, der lægger sine kjøbenhavnske Æ g

i Kapt. Dinesens Grammatik.

— »En Gøgeunge« ? . . . Hvordan er

’et? Er det ikke en af de »lette Dragoner« ?

— Nej, det er en Leth H a n se n ; men

Du maa ikke sige det til Nogen, for der

er Ingen, der aner det undtagen Chefen . . .

og Skuespillerne . . . og Publikum . . .

og hele den øvrige By. For Resten blev

»Gøgeungen« ligestrax opdaget, og det

baade med g og j. Den blev saa grundig

plukket, at den aldrig slipper levende ud

af d en Redelighed! F or den kunde ikke

lægge Vindæg, skal jeg sige dig, og saa

er den jo ikke literær!

— Ja, men de »lette Dragoner« ?

— De staar paa Stald hos S e v e rin .

Han holder sig til Fagfolk, siden det ikke

lykkedes ham at komme paa den høge

Hest som »Sportsmand«.

— Naa ja ; der er saa mange Nyheder

i disse Dage, at man farer vild i dem.

— Det maa Du nok sige, Lassen.

Kjøbenhavnerne kan da ikke klage over

Mangel paa Fornøgelser.

— Saa er det jo rimeligt, at Severin

vil se at komme et Par Hesteho’eder foran

sine Konkurrenter.

— Begribeligvis. Og han er en klog

Admiral: Han lader Kasino beholde sine

Gutter om Bord, men faar en S e em a n n

til at losse en Ladning Dragonheste af

paa Nørregade. Naar Carl Møller næste

Gang skriver »paa Farten«, maa den da

komme til at handle om »Lørupperne«.

— Saa er vel tusind og een Nat ude

paa Dagmar? Det maa være løjerligt for

M a rtin iu s , naar han igjen skal til at ha’

Klæ’er paa.

— Aa, han er før gaaet i Tøjet . . .

Tøget, vilde jeg sige. Men det var rigtig