62 / 425
5 5
V e d K a f f e n .
yass;-
Fru Juliam Petersen:
God Dag, søde F ru Schrøder,
De kan tro, vi h a r haft travlt i denne Tid, for lille Am
brosius og Thora Dora L eonarda er jo nu blevet saa
store, a t det ikke kunde blive ved a t gaa, som det hidtil
er gaaet, nem lig at de blev bedt ud til andre Folks Børn,
uden a t de nogensinde gjorde Gjengjæld, og derfor m aalte
vi jo have et lille B ørnebal eller re ttere Børnem iddag
m ed Dans. hvad vi jo nok v ar lidt betænkelig ved i Be
gyndelsen, fordi der g rasserer jo sa a m eget m ed D ifteritis
og al den F luendsa og Mund- og Klovesyge, som d e jo h ar
haft oppe i Rigsdagen, og som ikke m aa exporteres til
England, og det v ar jo slem t, om Børnene skulde faa
det nu m idt i Sæsonen, m en saa bestem te vi alligevel,
a t vi vilde have det, og at det kunde jo ikke væ re saa
farligt, n a a r de blev desinafiicerede, og det gik jo ogsaa
nok saa nydelig, skønt det var i al Tarvelighed. De
fik kun lire R etter Mad og tre Slags Vin og ingen Likør
til Kaffen, for baade P etersen og jeg finder, a t det er i
høj Grad urigtigt a t forvænne Børnene ved a t behandle
dem , som om de v ar voxne, og det gik meget gemytligt
til ved Bordet, en a f Am brosius’ Venner, der skal have
sk rev et et gribende Stykke til det fri T heater om et
B arnebarn, der kvæ ler sin gam le B edstem oder, holdt en
vittig Tale for P etersen og mig, og P etersen takkede
m ed en T ale for den aandsfri Ungdom, og saa talte Am
brosius for de Voxne og udviklede paa en spøgefuld
Maade, hv ordan der dæm rede noget om Opdragelse paa
et re alt G rundlag i Stedet for paa det gam le klassiske, og
h a n haabede, a t alle hans V enner og K am m erater vilde
have en Fornemm else af. a t h an blev opdraget p aa et
re a lt G rundlag, nem lig god Mad og god Vin, hvad der
ved Gud v a r godt sagt a f Drengen, da han ikke er n aaet
læ ngere end til første K lasse i L atinskolen endnu, og
saa v ar der en af hans Venner, der talte for Kvinden
og sagde, at vel kunde m an se, at S tatsbanedriften
m aatte væ re en af de stæ rkeste D rifter i Mennesket,
siden den bevirkede, at Folk ikke kunde væ re lu n k n e ,
m en satte Damp op, sa a Indenrigsm inisteren m aatte
brem se dem , m en en endnu stæ rkere Drift v a r dog vist
Driften overfor det andet Kjøn, og derfor vilde han sige
med sin Sam tidige S o p h u s C l a u s e n i »København«,
a t det L ivet drejede sig om, det v a r dog alligevel Kjær-
lighed og Geni, og af disse to Ting vilde han og Claussen
af visse G runde holde paa Kjærligheden, og efter Bordet
tra k H errerne sig tilbage til Rygevæ relset og Dam erne
diskuterede Kvindesagen, og de v ar da allesam m en enige
om, at det v a r en skrigende Uretfærdighed, a t Kvinderne
ikke skulde have Adgang til L atinskolerne, og sa a fik
vi Voxne os en lille Svingom im ens, for vi havde nem
lig hedt nogle V eninder af P etrine og Frits Grønbæk og
nogle af hans V enner til at komme efter Bordet, og
P etrin e blev sa a charm eret i en S am aritan, der holder
M iddagsabonnem ent i >Politiken«s W eitsjappel, og nu
vil hun absolut væ re sam aritan sk Kvinde med Mælke
grød og Sm ørrebrød i C ircusvariété, og hvis De skulde
have L yst til a t deltage i Fæ llesspisningen en Dag for
Deres F ornøjelses Skyld, søde F ru Schrøder, s a a er De
naturligvis hjertelig velkomm en, og vi havde jo egentlig
ogsaa tæ nkt paa, at vi skulde in g viteret Dem m ed til
B ørneballet efter Middagen, m en sa a kom vi i T ank er om>
at De kan jo ikke spille til Dans, som De helst skulde)
fordi De kun kan Jokum s Vise af »Én Søndag paa Amager«
med en Finger, som jo ikke er sa a let at danse efter,
og derfor tog vi en gamm el Kusine til P etersen, som er
døv, hvorfor hun ikke kan høre sin egen Musik, saa det
um ulig kan sjen ere hende. Farvel, søde F ru Schrøder,
og Tak for Kaffe.
K o n s e r v e r e t .
H a r Du Ører. L æ ser? — Ikke
Dem i L omm en; nej, m en dem ,
Som fra alle Ho’eder stikke
Lige ub arm hjæ rtig frem ,
Som fornemm e a lt »von Høren
sagen« gjennem Hud og Brusk,
Og som ogsaa slaves »Øren« —
Selv paa Ny-Scaveniusk.
A ltsaa, L æ ser: H ar Du Ø rer?
Ak, hvor tidt h a r Du saa ej
B andet m angen Lyd, d er kører
Lige ind ad denne Vej :
Du forpint og haabløs spræ ller,
Medens Du om N aade b e’er,
N aar de falske T oner væ lder
Frem fra N aboens — K laver!
Disse Fingre, som din Tænken
H ar sa a tidt um uliggjort,
Som om Du paa P inebæ nken
s
Blev med Tidsler gjennem sm urt,
Alle disse Fingre peger
Ud mod »Volden«, h vor Musik-
H am reriets Muse leger —
Opad en Maskinfabrik.
Thi ved Volden nem lig ligger
Et K o n s e r v a t o r i u m ,
Hvortil Staten kjærlig stikker
Mønt pr. P rovisorium ;
»Lærerinder« i L egioner
F ra dets Helligdom udgaa,
Og m an m usikalske Koner
G ratis kan til Gifte faa.
Om det v a r T estators Mening.
Er et Spørgsmaal! —Naa,
quand même!
Blev det ej til en Forening
For
la crème de la creme,
Og om ej en Popper-M enter
Klækkes ud, blev dog dets Rum
A llenfals for sm aa T alenter
Et Slags Crém atorium .
Men det kan sa a ra rt forsørge
En Fam ilie, ja fler;
Hvad kan Staten, m aa jeg spørge.
Da vel saa forlange m er?
Blot Forsørgelsen ej en a ’
Dagene og før m aaske
F a a r det Hele gjort til — en F a
m ilie-Begravelse.
WW ’ H e rm e d fø lg e r e t
illu s tr e r e t A n n o n c e -T illæ g . 'W 2