78 / 425
71
Kristen. Tak sæl, Mads Jormormand. Ded æ hel
sen ingen Helledav idav.
Mads. Jo Gu’ er’ ed en Helledav. Du ska1 dov itte
fo mæ te’ aa opgi’ min Barnetrow.
Kristen. Præsten præker dov itte idav.
Mads Næ-j, ded gjør han jo rigtinok itte. Men-se
somti saa præker Præsten, aa somti saa præker han itte,
aa derfaaka’ ded sgu godt være Helledav illirenvel. Jæ vil
nuseje for Ægsemiplum Mikkelsdav, da præker han heller
itte og ded æ dov en Helledav.
Kristen. Ded ka' der være noued i, Mads.
Mads. Ja, ser Du, om a man saa vil hulle dom, ded
blier jo en a’en Sav. Du æ nu kuns Smed, aa Du ka’
ka’ske itte hulle .dom helli, faadi a’ Du kuns æ en Haan
dens Arbeder. Men ser du, nu. for Ægsemplom mej, som
æ Jormormand,og hvem som helsen arbeder i et aande-
ligt Kald, somman si’er, de maa Fa’enædeme hulle Faste
lavnen helli.
Kristen. Ded kan der være nouet i.'
Mads. Ser Du — jæ har tidt spikkeleret over, hva’for
a’ Fastelavnen ejentlig ska’ være en Helledav. Ser Du, Jul
aa Paaske aa Pinse, dem hade Jøderne aasse, men Faste
lavnen den troer jæ dov itte, a’ de kjendte. Men ved Du,
hva jæ tror, a1 de kommer a’ ?
Kristen. Næ.
Mads. Ded kommer vist
a\
a’ de itte maa æde
Skinke med Langkaal. Ja, se om ded nu æ Skinken eller
Langkaallen, a’ de itte maa æde, de1 æ jæ Fa’enædeme
itte Mand for aa huse, men en a Dielene er ’ed.
Kristen. Ded ka’ der være noued i.
Mads. Men a’ de’ er en Helledav, dedka’ man da
tydeli’ se derav, a’ de1 æ’ ingrettet saadden i Almenakken,
a’ den falder paa en Skoddav. Ved Du de\ Kristen, a‘
idav saa maa Fruentimmerne fri?
Kristen. Næ!
Mads. Ja, jæ æ sgu glad ve’ a jæ dov har min
Kvinde. Hun ku’ sgu helsen ha gaaet hen og faaliebet
sej i Dej, ha ha ha.
Kristen. Ha ha ha — ja, ded var sgu ’tte det vær
ste aa bli’e Jormormand.
Mads. Næ, ded æ dov li’som jæ vil si’e et offentli’
Embede. Naa, Din Kone var jo heller itte saa skidt, nouet
ha de hun da altid, aa saa va der jo de’ overmaade til
talendes aa behaveli’e ve1 hinner, a’ hendes fadste Mand
aasse va1 Smed, saa a’ Smedjen stod parat li’e te1 aa flette
ing i.
Kristen. Ja, ded var sgu aasse næstendiels dæfaa, a’
jæ to hinne. Aa saa æ der jo det overmaade regederli’e
ve1 en Enkekone, a1 hun æ vant te1 Turen, saa a1 man itte
behøver- a’ gaa aa opdrave paa hinner. Jæ ku1 sgu godt
ha faaet en Gaardmandsdatter, om jæ hade villet, men ded
æ dov itte nær aa rijælt som mæ en Enkekone.
Mads. Ded haa’ Du Ret i, Kristen. Ded værste æ,
a1 Enkekonerne de gi’er itte min Kone saa mejed aa be
stille.
Kristen. Ded gjør de vel itte. Men Du ka’ da itte
klave paa vos.
Mads. Ded ka’ jæ itte, Kristen. Men Du haa1 jo
aasse go’e Forretninger faa1 vos.
Min Kones Hånd
tering slider godt paa Hesteskoningerne.
Kristen. Ded gjør 'en.
Mads. Ja, ded æ sgu næsten et hielt Levebrød for
Dig. Du æ aktoriseret Jormorsmed.
Kristen. Ja, men I ka’ dov være glade ve’ a’ I har
mej. Ved Du hva’, Mads, hvis a’ Du sku’ gaa hen aa
krapere, saa var ’et dov i Grunden itte mer end rimmeli’t,
a’ jæ arvede Din Kone. Jæ har dov baade Intellegensen
aa Danelsen, aa jæ æ da aasse nouet mer end et almenli’t
Bundebæst.
Mads. Jamen Du haar jo sæl en Kone, Kristen.
Kristen. Ded har jæ, men hun haaller vist itte mej
ud, ikke. Hun æ jo mæjet ældre. Dej kan det jo være
li’e møjet, hvem a’ der ska’ ha Embedefc etter Dig, naar a’
Du itte sæl ka’ behulle ded, aa vi har dov altid væ’t saa
go’e Venner. Du ka’ dov si’e ded til Din Kone.
Mads. Ded ska’ jæ, Kristen. Men der er vist længe
te’, a’ Du ka’ komme te’ aa tiltræde Bestillingen.
Kristen. De gjør heller itte noet, Mads. Jæ tænker
mest paa de gamle Daue, naar a’ man er be’en skidt
a&
aflægs. Ja, nu maa Du ha’ Favel, Mads.
Mads. Favel, Kristen, aa glædeli’ Fastelavn.
Til Karneval!
Til Karneval! Til Karneval!
Frisk Mod til de muntre Fester!
Følg med os ind i den lyse Sal,
Og se paa de støjende Gjæster!
Højstærede! vær kun ikke genert!
Spil ikke den gamle Kone !
Thi, selv om De ikke er præsentert,
Er
Ptmch
Deres Cicerone.
I Mylren møder De ganske vist,
Hvad mulig Dem overrasker,
Adskillige Venner her og hist,
I ret forbløffende Masker.
Det frie Theaters Spillemænd
De træffer, hvad knap De troede,
I Salen som fuldt Orkester igjen.
Dirigeret af — Ove Rode!
Forleden revnede hans Gongong;
Men nn, naar Tordenen miler,
Saa sker det paa en anden Facon
Med Bredahls •Stormskjoldbulder«.
Man stoler ikke paa G-ustavs Vid
Eller Eedvards Elegancer;
Til Christian Hvid Bredahl man
slaar sin Lid
Og saa til Georgs Séancer.
Blandt vore notable Rigsdagsmænd
Der er nu
something rotten;
Høgsbro er kommen hjem igjen,
Og han er gal i Kalotten.
Hørup spanker omkring hel stolt
Med brovtende Bram og Brasken;
Men omhan iGrunden er bjøbt eller solgt,
Det aner man ej under Masken.
Han lader stadig som Ingenting
Og synes glad ved det Hele,
Imedens hans
fidu s Achaies,
Bing
Sin Kage forsøger at mele.
Blandt Pressens Mænd er flere meldt fra;
Vi saae jo, at Peter Nansen
Af Carstensen blev klædt nydelig a’ —
Saa han kan ej møde til Dansen.
Abraham s, Cetti og Øste rg aard
Og Ferdinand Schmidt, de agter
At møde nok saa gemytlig i Aar
I
Mikadoens
aflagte Dragter. —
Der er Masker nok i den muntre Sal,
Musik af et flot Orkester!
Til Karneval! Til Karneval!
Velkommen, højstærede Gjæster!
flWF* Hermed følger et
ill u s tr e r e t A n n o n c e -T illæ g .