82 / 425
75
lange, ensformige Aftener. Men om Vinteren var Grøden
aldrig rød. Benævnelsen »red« roaa altsaa opfattes alle
gorisk. Staar dette os klart, rykker vi allerede Maalet nær
mere. Den Person, hvem Digteren har lagt sine djærve
Ord i Munden, glæder sig over »Fløden«, der serveres til
Grøden; men Sukkeret ser han ikke. Han maa følgelig
være enøjet. Endvidere ser han Grøden i rød Blodfarve;
han maa altsaa være Kriger. Og endelig er Digtet affattet
til Melodien »Heil dir imSiegesltranz«; der kan altsaa ikke
være Tvivl om, at han. er en germanisk Kriger. Kaster
vi nu op i Bohrs eller Blochs Saga, vil vi finde, at Bøhme
ren
Johan Ziska
opfylder alle disse Betingelser. Den
Grød, hvortil der sigtes, maa i saa Fald være en billedlig
Hentydning til Grødomslaget, som Ziskas Profet, Joh.
Husz, fik om sin blødende Haand, da han en Gang havde
stukket denne i Kaminilden. »Fløden« er en ligesaa aand-
fuld, som poetisk Antydning af den himmelske Mælkevej,
hvor Ziska haaber at gjenforenes med sin salig afbrændte
Læremester.
Jeg drister mig til at sige, at denne Fortolkning ikke
blot er genial, men ganske uigjendrivelig. Derfor er det
mig en Glæde, at jeg i Videnskabens Navn absolut maa
forkaste den. Ethvert Barn kan indse, at vi i en nordisk
Digtning kun har med nordiske Emner at gjøre. Det er
jo den rene Idiotisme at læse mellem Linierne i Bloch
eller Bohr, naar man kun behøver at læse lige udafTexten
i Snorre; og her støder vi strax paa den enøjede
Odin,
der
spiste Blodgrød af Sæhrimner og drak Fløde af Gudinden
Sagas Bryster, — en Gud, der til daglig kun nyder Vin,
kan nemlig umulig lade sig nøje med Mælk. Digtet selv
bekræfter denne Gisning. I sidste Linie, hvor der aaben-
bart er for mange Fødder til Melodien, ser man jo tydelige
Spor af Odins mangefcdede Ganger, Slejpner.
Jeg tillader mig at være stolt af denne Hypothese, der
i Skarpsindighed og Aandsoverlegenhed ikke har noget som
helst Sidestykke, der duer i Norden. Skulde der i den
Anledning paatænkes et Fakkeltog eller en større national
Hædersgave, vil jeg dog strax bemærke, at jeg — rent ud
sagt — med et stille Grin tager Afsked fra Odin. Det er
mig overhovedet ufatteligt, at mine ærede Tilhørere kan
lade sig en saa taabelig Fabel binde paa Ærmet, naar den
eneste fornuftige Fortolkning dog ligger lige for Næsen.
Grød er og bliver Grød, altsaa en Ret for Smaakaars-
folk- At Grøden i det givne Tilfælde skal være »rød«,
maa opfattes som en Partifarve, der antyder, at de Spisende
er Socialister. Men Forfatteren forlanger Fløde til Grøden;
han er altsaa til en vis Grad forfinet eller med andre Ord:
en Salon-Radikal. Nu staar han lyslevende for os. Valget
af den germaniske Melodi, — en klog og taktfuld Hyldest
til vore sydlige Naboer, — i Forbindelse med de mang
lende Fødder i næstsidste Verslinie og de altfor mange
Fødder i sidste Verslinie, gjør det aldeles uomtvisteligt, at
Digtningen maa skyldes Middelalderens navnkundige Truba
dur
Tristan,
kaldet
Eedvard.
Det ensformige Refrain,
hvori Kjedsommeligheden drives til Virtuositet — den
samme Egenskab, som Forfatteren har udviklet til Fuld
kommenhed i sine saakaldte »dramatiske Uhyrligheder« —
gjør det endog sandsynligt, at det netop er dette Digt, der
ved den verdenshistoriske Begivenhed i »det fri Theater«
blev afsunget af en vanvittig Bedstemoder, da hun havde
faaet »et Brud« paa Hjærnen.
Efter denne klare og aandfulde Fremstilling skal jeg
kun løselig berøre, at jeg endnu har 30 Hypotheser lig
gende, en til hver Dag i Maaneden. Jeg tillader mig at
mene, at i den Kunst at skændes med sig selv har ingen
endnu drevet det højere, end Deres ærbødige og geniale
Kunsthistoriker
Ma d s K a r l s e n .
Martsvioler.
O m Martsviolerne tidt er der talt,
Der dufted i Mark og paa Enge;
Men, at der ved Tingen nu er noget galt,
Det har man forstaaet saa længe.
Naar Sneflokke flyver og Kulden er slem,
Saa er det jo ganske naturligt,
At ingen af Blomsterne vover sig frem —
Nej, Tingen maa tages figurligt.
Naar Vinteren stunder mod Enden, og naar
At Kamevalstiden alt kommer,
Saa veed vi, da er det den lifligste Vaar
F or Roser og yndige Blommer.
Da træder de frem udi Kjærternes Glans
I Tylis og i Tarlatans Kjoler,
De lokker og frister og byder til Dans —
Der har vi Martsmaaneds Violer.
Naar Aktieselskaber byder til Gjæst
De ivrige Interessenter
Op til Generalforsamlingers Fest
Og store og smaa Dividender,
Der klippes Kuponer med sindig F'ornuft,
Og Renten ved Kassen man holer,
Og der er en ganske vidunderlig Duft
Ved disse Martsmaaneds Violer.
Bazarer det har vi i Ny og i Næ,
Men mest dog, maa Foraaret kommer;
Højt raaber de baade til Folk og til Fæ:
Værs’artig og tøm deres Lommer!
Der trygles og tigges med uforsagt Mod,
Og rask paa sin Næste man stoler;
Men Damernes Smil i den smykkede Bod
F r ogsaa et Slags Martsvioler.
E11 egen Parfume vi truedes med
For nylig omkring her i Staden:
De natlige Vogne ej jolled' af Sted
Med Rummel og Tummel paa Gaden.
I Tide man heldigvis kom til Fornuft
Og gav de forlangte Oboler
Et cetera, hvorved vi slap for en Duft
Fra de specielle Violer.