86 / 425
79
d an sk e L æ rer, og da R eligionslæ reren v a r fæ rdig og de
A ndre k lap p ed e, saa sagde Am brosius, a t det v a r skidt,
og a t h a n ikke v a r komm en for at h øre p aa saad an
n og et B arnem ad , og vi fa a r saam æ nd nok G læde af
d en D reng, skal De faa a t se, og vi h a r jo tæ n kt sa a
m eg et p aa, hvad h an skulde væ re, og P etersen vilde jo
h av e, a t h a n skulde væ re Præ st, som h an syn es er
s a a d a n en riæ l B estilling og dog altid noget fast, m en
je g syn es n u h ellere, h an skulde væ re S am aritan , som
jo la d e r til a t komm e p aa Moden, hvis nu ikke denne
P a s to r Ifv ersen ifvrer altfo r m eget imod det, m en i alt
F ald kan h a n m aask e blive S ortebro d er og holde franske
F o relæ sn in g e r i k ath o lsk Kirke og komm e i G ieses V indue
og skrive i »N ationaltidende«, og i begge Tilfælde er
h a n jo sikk er p aa a t gjøre Lykke hos D am erne, og det
e r san d elig ikke pæ nt for mig, som skal p asse b aade
B ajsik k elu d stillin gen og S ortebro d eren , som m an jo er
n ød t til, n a a r m an vil følge m ed og væ re et d an net M enne
ske og h a r saa oven i K jøbet h aft sa a m egen S jene af
R en o v atio n sstrik en , m en nu er det jo o v e rstaa et, fordi
K udskene m a a lte S elsk ab et S kjæ ppen fuld, og de nye
F olk, d e r v a r an tag et, b are b ev iste, a t tomm e T ønder
b u ld re r m est, og den P otte v a r jo heldigvis ogsaa sn a rt
u d e ; og h av d e d et v a re t o ttte Dage til, saa h av de jeg
v irk elig ikke vidst, h v ad vi skulde gjøre, og d er kan
R en o v atio n sk elsk ab et rigtignok sige. at det v a r komm en
n e t op a t kjøre, fordi de nye Folk ikke kunde finde
Nøglen, da de skulde i G aarden og snavs gik det jo
o g saa og v el v a r det. Ja, nu m aa jeg nok til at starte
igjen, for jeg h a r sat P etersen Stæ vne ude i P alæ et,
h v o r vi skal h av e os en lille S ports-Frokost m ed H um ber-
S alat og H øns i C ham pions. F arvel, søde F ru Schrøder
og T ak for Kaffe.
Illustreret Konversations-Lexikon
Ebbe. Se K om m unalregnskab.
Ed.
Se
Logos.
Edens Have. Se L angeland.
E ed vard . Se »K jæ rlighed«.
E dder. Se S ocialdem okraten.
E dd erspæ nd t. Se M aler Jen sen.
E ddikebryggeri. Se A ftenbladet.
E ffekt. Se N e sle ta a rn e t i N ansensgade.
E fialtes. Se
B erl. Tagebl.
In tegadek orrespo n dent.
Ekko. Se
Hotel R o ya ls
V iktoriapresse.
E kv ilib rist. Se H ørup.
E id orad a. Se F olketingets T illidsposter.
Eiegie. Se V en streb lad ets N y taarsb elrag tn in g .
E lendighedsfabrik. Se R øm ersgade.
Elfenben. Se P erlerad er.
Elverhøj. Se rød P lakat.
Emma Gad. Se i veldædigt Øjemed.
Ende. Se Gump.
Enevald. Se Sørensen.
E pigramm er. Se
Punch.
E rn st. Se P ontoppidan.
E rotik. Se Medgift.
E uropæ er. Se Modgift.
E vangelist. Se H enning Jen sen.
E xpedit. Se F in an slov betæ n kn in g .
Nocturne.
N
u hvisker vi! — thi kun med stor
Forsigtighed Pegasen
Kan træ’e i et uartigt Ord
Og slippe godt fra Spasen.
Jeg hvisker med bevæget Sind
Om Nattens stille Klager,
Naar tavse Mænd ved Lygtens Skin
Vort Inderste ransager.
Af Nattens Dyb de dukked frem
Og raabte: »Tip, tap — Tønde!
Tag I nu og kjør Vognen hjem,
For Strejken skal begynde!«
Da smilte Direktionen blidt,
Skønt der var
something rotten,•
Men den forgjæves svared: »Sk—!«
For nu var den »paa Potten«!
Og Rygtet snart løb Byen om;
Alverden blev a’ Lave.
Hver Borgermand i Trængsel kom
Og greb sig til ... . sit Hjærte.
Hvad bli’er der efter den Besked
Vel nu af Middagsglæderne
Og af Moral og Høviskhed,
Naar Ingen passer »Sæderne«?
Man smiler, — men det nytter ej,
Man Heltemod vil vise:
Det er saa svært at hoide sig —
Jeg mener fra at spise.
Men Strejken bare foregaar!
Ak, det er tungt at melde;
Thi haardt er kun det Liv, man faar,
Naar alle »Kneb« skal gjælde.
Da trængt i Nød er hvert et Hjem,
Man Nattens tavse Sønner
Maa resignert la’ trine frem
Og høre deres Bønner:
Vil de, der kjør’ med Bondens Guld,
Ha’e Andre op at kjøre,
Maa man dem maale Tønden fuld;
Hvad skal man ellers gjøre?
Og nu, — nu gaar den godt igjen!
Hold op med Graad og Klage;
Af Strejken, der er svunden hen,
Er knap en Duft tilbage.
Vi har jo Alle »Livet« kjært,
Og glad jeg lægger Pennen,
Thi Direktionen sprælled svært —
Men ga’ sig dog i Enden!
*
H e rm e d fø lg e r e t
ill u s tr e r e t A n n o n c e -T illæ g .