89 / 425
82
Onde Dage.
M e n s Tallets folkekaarne Majestæter
Har det paa Thinge hyggelig i Aar,
Maa H
ørup
, som sin Rejsepels iklædt er,
I Snestorm farte rundt fra Gaard til Gaard,
Hvor han maa surt fortjene de Diæter,
Som han maaske til sidst slet ikke faar;
Thi, dersom Kjøgebønderne ham svigte,
Da bliver det for ham en dyr »Gechichte«.
A k ja, hvor Skæbnen tidt kan være trist!
— Han troede nu saa fast, at
B
e r g
blev Væ rt i
Den Regning, Hørups Gruppe gjorde sidst,
Og saa skal det dog hændes, at
A
l b e r t i
Kommer som en forbistret Streg paa tvæ rt i
De smukke Planer baade her og hist,
Ja smører hver Dag tyk t ved Vælgermødet
»Det gode danske Smør« paa Levebrødet!
Se, det var Noget, hvorom ingen drømte
Den Gang, — da „
Politiken
u først fik fat
I sine, ak, saa sørgelig berømte
»Thronprætendenter« og sit dito Pjat
F ik i den højeste Oplysning sat, —
A t en Kollega til de Herrer dømte
Rostokhus-Kandidater fik et Stade
Som » A n s v a r h a v e n d e « i Integade.
A
l b e r t i
gjorde vistnok inte Ret
Mod
H
ø r u p
ved at rive ham Fadæsen
Med denne „
Redacteur en chef
k‘ i Næsen;
Thi vel stod
M
a d s e n
paa det sorte Bræ t,
Men
Politiken
“ tør ej være kræsen!
Hvor gaar man hen og finder en honnet
Person, hvis Æ re er
saa
lidet prikken,
A t han vil lægge Navn til „
Politikenu?
Men sligt et billigt Hensyn tages næppe
A f Vælgerne til ham paa Farens Dag,
Saa det kan let gaa ham som salig
J
e p p e
,
Da han paa Magten havde faaet Smag.
Hvad kan det nytte saa, han op vil skræppe
Om »sejsten« A ar i Slid for Folkets Sag?
— Til dybtfølt Savn hans Fald vil blive os Kilde
Og til Bedrøvelse hans Ros fra R o s k i l d e .
Springfyrene.
De k je n d e r jo n ok E v e n ty re t om »S p ring fy rene«?
H. G. A n d e r s e n h a r fo rta lt d e t; m en h a n v a r en a f
N o rd en s u b ety d elig ste A an d er, d et h a r G e b r iid e r B r a n d e s
selv sagt, s a a d et er jo in te t U nder, a t h a n ikke v id ste
rigtig B esked. Vi opfylder d erfo r en k jæ r P lig t v e d a t
k o rrig ere d en fo rd um m ed e D igters E v e n ty r m ed de
n y e ste h ø jeste O plysn ing er som G rundlag.
L oppen, G ræ sho pp en og S p rin g g aasen vild e en G ang
se, h v em a f dem d er k un de sp rin g e h ø jest, og s a a in
v ite re d e de d a h ele In tegade og A lt, h v ad d er elle rs er
k a u sc h e rt i N orden, til a t se p a a S tadsen . Kong B e n t
h e im sad p a a sin T hron e, for h a n sku ld e v æ re D omm er.
F ø rst kom L oppen frem . D en h av d e sa a d a n n e n ette
M an erer, for d en v a r v a n t til k u n a t om gaas O ver
m en n esk e r. N a a r d en sku ld e h ilse, n ø jed es d en ikke
m ed a t tag e sin H at af, som vi A ndre, m en d en trilled e
et h e lt H ovede h en ad G ulvet og fo rsik rede, a t d et v a r
salig C h ristia n d en A ndens. Høfligere k a n m an d a ikke
væ re.
S aa kom G ræ shoppen. D en v a r bety d elig sv æ rere,
m en den v a r g an sk e grø n e n d n u ; for det v a r d en født
m ed. Kong B en th eim h av d e la g e t d en lige fra T ivolis
T h e a te r og sat d en til a t a t sk riv e H alloj-K ritiker om
de fm este K on certer. »Jeg k an pifte,« sagde den, »saa
a t alle F aa rek y llin g ern e i E ad slu e stræ d e h a r æ rg re t sig
en d n u ty n d e re, end de var.«
S p rin g g aasen sagde ikke noget, m en m an sag de om
den , a t den tæ n kte desf o m ere. H vad den tæ n k te, v a r
lu tte r n atu rlig e O rd om n atu rlig e T ing; og s a a h av d e