90 / 425
83
den en sto r B ro ’er, d en v a r a ttsa a a f fornem Fam ilie.
D er v a r ikke en H valp i h ele Integade, som ikke stra x
kun de lugte p a a den, om et n y t Stykke skulde rakk es ned
elle r o v ersav les, længe før nogen kjendte d e t; for Spring-
g a a se n v a r D ram atu rg a f Geschäft.
Nu v a r d et S pringet om a t gjøre. L oppen spran g
sa a h øjt, a t ingen kun de se det, og sa a p aasto d de, a t
d en slet ikke h av d e sprunget. Og det v a r nu lum pent,
fo r den v a r sp ru n g en h elt ud i W hitechapel-K varteret,
h v o r d en v a r lige ved a t blive klem t m ellem N eglene
a f en sam a rita n sk K ontrolkom ité.
E n fin !
—
Fertnez la
p o rte !
— d e r ligger den!
G ræ shoppen sp ran g k un h alv t s a a højt. Den h op
p ed e h en p aa K ongens N ytorv og lige op i Næ sen p aa
K a m m e r c h e f e n , d a h an sad og holdt G eneralprøve.
C hefen sagde, a t det v a r æ kelt, — og det v a r m eget
s tæ rk t sa g t, n a a r m an h a r en Ven i In te-T heaterk om m is-
sion en.
S prin gg aasen stod læ nge stille og b etæ n k te sig; for
d et e r jo ikke en h v e r Dr. V e d e l, m an skal sv are paa.
»Nu m a a Du s a a re og skræmm e!« sagde de sm aa Sorte,
og s a a sta k de h am : R utsch! sp ran g h a n et lille, skæ vt
S pring h en i S kjødet p aa en kongelig S kuespillerinde.
H un b lev s a a forskræ kket, a t h u n gav sig til a t skrige
i »B erlingske« og trim lede baglæ nds om i en Jo u rn a list
forening, s a a a t en h el F orestillin g v a r lige ved a t væ lte.
D a sag de Kong B entheim : »Det h øjeste Spring er
a t sp rin g e op til en kongelig S kuespillerinde, for h u n
h a r k u n stn e risk e F ornem m elser, det h a r h v erk en S am ari
ta n e n e lle r K am m erchefen. Men d et h ø re r d er en fin
N æ se til a t finde p aa, og lille E e d v a r d — for Spring -
g a a se n h ed E ed vard til K jæ lenavn, — h a r altid vist,
a t h a n h a r en Næ se til a t løbe sine K olleger om kuld
m ed!«
Og s a a fik E ed v ard P risen .
»Jeg sp ra n g dog højest,« sagde L oppen. »Men jeg
e r jo pisk et til a t la ’e S prin gg aasen h a ’e Æ ren .
A voir,
uyant, eu,
—
que voulez vous?
. . . D er skal Næ se til i
d en n e V erden, n a a r m an vil gjøre sig bem æ rket!«
G ræ sho pp en sad u de i K oncertpalæ et og peb ad
M usikforeningen. Den sagde o g saa : »Næse skal d er til!
Næ se sk al d e r til!« Og sa a sang d en en a f sine egne,
b ed rø velig e V iser: »Det e r ikke s a a d ’n, n a a r m an sidd er
p a a d ’n,« san g den, in stru m e n te re t som B eethovensk Sym
foni. Men d et v a r d er Ingen, d er vilde h øre paa, ikke
en G ang v ed en G eneralprøve.
S p rin g g aasen blev b a a re n i T rium f op og n ed ad
In tegade, fordi h an s Næ se v a r sa a vis. H an gjorde u h y r
lig L ykke m ellem G eb rü d ern e; m en d et v a r b are sa a
k jedeligt, a t alle pæ ne F olk ry n kede p aa d e r e s Næ se
og sagde, a t d et k un v a r en — » stjaalen Lykke!«
Et brændende Spørgsmaal.
I
disse kølige Dage,
H vor T h erm om eteret s ta a r u n d er Nul,
M ens F olk til G jengjæ ld beklage
De høje P rise r p a a Kul,
E r d er dog T rø st i det kolde N ord;
T hi V arm en vil m uligvis blive stor,
N aa r d et om sid er e r givet,
At m an skal fo rlad e L ivet.
B iir b a re ste n s ikke b an ge!
D et g jæ lder ikke en vis M and a t n a a
E ller hos P a te r L a n g e
En S kjæ rsild a t g jen n em g aa;
Nei, h v e r en frem skred en liv stræ t F y r
— Hvis ikke d a F o rslag et g aa r o ver S ty h r —
K an s n a rt i en sn e v e r Vending
Sig m u n tre m ed L igenes B ræ nding.
R eform en vil nok blive K ilden
Til S vir for somm e, n a a r L ivet e r en d t;
Selv B r a n d e s k ald er jo Ilden
Det m u n treste E lem en t.
Ved d et k an h v e r m u n ter elem entæ r,
S aavelsom h v e r livsled E vropæ er
F o rlade Jo rd liv ets Sorger
Som virkelig sveden Borger.
H er L ivets forskjellige F elter
Vil finde den sam m e T em p eratu r,
H ver b lø d h jern et S am m ensm elter
Og alt, h vad i N orden duer.
S elv en u salig
*Pirat<
a f dem ,
H vis V andgang er, m ildest ta lt, sto re slem ,
Vil sag ten s i de fo rtæ ren d e
B ræ ndinger k lare Skæ rene.
Og U dsigten ligefrem le tte r
Om H jertet en S tym per i A brah am s Skjød,
At h an b liv er b ræ n d t som en K jæ tter,
N a a r fø rst h an e r rigtig død.
D et sm ag er dog altid lidt af M artyr,
Saa, dersom det ikke g aa r o ver S ty r,
Vil m ange til sidst bytte R oller
Med H e r m a n B in g s P rotokoller.