109 / 276
Albert Luther (i Professor Daniel Jacobsons
Skikkelse) som Dr. Salom on.
Rindom bruger Gandrup, Bodil Ipsen
m. II. som lerende Model.
11. September.
D
et blev Sukces og
var
ogsaa mor
somt. Det er næsten umuligt for
en københavnsk Kritiker at se bort
fra det specielle københavnske, som
præger denne Forestilling. Lad os
altsaa først — ogsaa fordi det er vig
tigst til
Publikums
Orientering —
overstaa denne Side af Sagen. Alt
saa:
Svend Rindom
(som De jo nok
kender fra Dagmarkaféen, ikke
sandt!) er altid blevet stærkt for
kælet af Pressen, hvilket selvfølgelig
har givet ham den Forestilling, at
en hvilkensomhelst kritisk Modbe
mærkning maa være født af den
nedrigste Ondskab. Det er Nemesis,
der her rammer en Kritik for dens
svare Undladelsessynder og altfor
store Overbærenhed. Men det er jo
forholdsvis lige saa ligegyldigt som
det meste af det, der skrives for og
om Teater for Øjeblikket. Hoved-
spørgsmaalet bliver jo, om
Rindoms
Følelse og Forurettethed har skabt
et eller andet, og det har den. Først
og fremmest et Københavneri, som
sagt.
Rindom
har været irriteret
over
Gandrups
private Madglæde og
expansive Taleformalismer, og
ham
spiller
Albr. Schmidt
glimrende med
grangivelig Jesper Ewald-Maske un
der Navnet
Jesper Nidberg.
Saa er
der
Rindom
selv, iført
Eyvind Jo
han Svendsens
Charme, i bengalsk
Fattigmandsglorie, angst for, at Kri
tiken ikke skal anerkende hans
Kunst,
skønt han trænger til Penge!
Den er jo saa raa! Og
Luther
spiller
Professor
Daniel Jacobson —
jo,
ham kender De godt, den rare Pro-
Albrecht Schm idt som Jesper N idberg (m ed
H enblik paa Carl Gandrup).
fessor »Daniel« for Pokker, med
Drachmann-Skæg og hvidt Flagre-
slips,
med
alle Vegne:
der
sidder
han, i første Parket. Og
Karen Cas-
persen
har
Else Skouboes
Haar og
er iøvrigt
Bodil Ipsen,
saadan som
hun foresvæver Bysladderen, med
de elektrisk blafrende Hænder, Tude
lommetørklædet, Tyrolerrejse, skum
hysterisk og mandfolketosset, (»Jo,
det er ganske vist«, smign. H. C. An
dersen), og ganske vist, siger Ræson
nøren, at man ikke skal sige »alt,
hvad der siges«, men hvad har man
Veninder og store Kunstnerinder til,
hvis man ikke engang maa udlevere
deres Privatliv, naar det gælder at
tjene P nej at tjene Kunsten.
Og Fru
Olivia Norrie
hævner sig for
aabent Tæppe paa Fru
Bloch,
fordi
hun gik fra Norries Teater. Og dér
er Overtjener
Sommer
fra Dagmar-
kafeen
(Aage Schmidt),
og
Kaffe-
Petersen
og Direktør
Hofman
med
Cornelius-Haar som tidligere Over-
tallerkenvasker, og fra den virkelige
Dagmarkafé har man laant den vir
kelige Piccolo til Piccolo, for at al
Tvivl skal forsvinde om, at vi ser
en Række Kabaret-Sketchs fra Ho
tellet i Jernbanegade her i Sokke
lund.
Skuespillerne var alle fortræffe
lige, der bliver vel Lejlighed til at
fremdrage de bedste. Et nyt Ansigt,
Frk.
Katy Valentin,
var indtagende
og klogt.
Man kan naturligvis spørge, om
det egentlig er rart, at nu ogsaa vort
største Privatteater, som har store
poetiske Traditioner, er blevet Revy
teater. Men hvorfor ikke, hvis Re
vyen er god? Man vil maaske be
brejde
Rindom,
at han har brugt le
vende Model. Det er det klogeste,
han endnu har g jo r t ___
Svend Borberg. (I »Ekstrabladet«.)
En Scene,
paa
M orgenbevæ rtningen, a f Rindom s »P rem iéren*. Fra venstre til h øjre se s
Karen
Caspersen,
Fritz Lam precht, Olivia N orrie, E rik Hofman, E yvind Johan Svendsen,
Eli Lehmann og H olger Hofman.
En rigtig Københavner-Premiere
1 92 5
Svend Rindom faar en
Knaldsukces paa sin
Københavner-Komedie
»Premiéren«
paa Dagmarteatret.
106