111 / 276
■9Z5
„Ny Ungdom“ - et Angreb paa „Scala“
Scala’s K ordam er i R evyen 1925. D et er disse smaa D ansem us, Em il B ø n n ely ck e farer saa voldsom t frem im od.
I sin
Bog „NyUngdom“fremstiller
Emil Bønnelycke „Scala“som Lastens Hule.
Han siger, at Skaarup udbytter Kordamemc, „saa de halvvejs er henviste
til at ernære sig ved Utugt“.
26. Oktober.
af Fremstillingen forstaar man, at
Emil Bønnelycke
har i sin sidste
Bog »Ny Ungdom«, udkommet paa
Gyldendalske Forlag, ladet et Kapi
tel foregaa under en Forestilling i
Scala. Der siges udtrykkeligt, at det
er Scala-Revyen, man overværer, og
det er forrige Aars Revy,
Regnbuen,
der omtales, og de i denne optræ
dende Skuespillere og Danserinder,
skønt ingen Navne nævnes.
Dirigentens Ydre skildres, saa man
ikke kan være i Tvivl om, at det er
E t B illede taget i Scala’s Gaard under, en Pause i P røvern e. Fra ven stre til h øjre M askin
m ester A n dersen, Carl A lstrup, Frede Skaarup, Fru H ertba Skaarup, Fru Liva W eel, F or
fatteren A lfred K jæ ru lf og Ludvig Brandstrup.
Reesen,
der menes. Ligeledes om
tales
Stribolt
og
Arne Weel
ned
sættende.
Stribolt
skildres som »Byens p o
pulæreste Bolle, der er tykkere, nej,
lad mig sige det med de rigtige Ord:
federe end et Slagtesvin!«
Arne Weel
kaldes »en Sangelsker med et kvind
agtigt Ansigt og en affekteret Frem
træden«.
De smaa Kordamer, der efter
Forfatterens Mening gør mere
Fyldest i Kogekunsten.
Paa et Par Sider omtales Teatrets
Kordamer. Bl. a. siges der:
»Publikum finder disse pudrede
Dukker yndige, skønt de fleste af
dem, naar alt kommer til alt, er
nogle ulykkelige Stakler. De er Bi
drag til den almindelige Fornedrelse,
det mener jeg i ramme Alvor. Deres
Berettigelse ligger hverken i, at de
ernærer sig som Koristinder, eller
at Teaterdirektionen tjener Penge
paa deres Vildfarelser og deres En
foldighed, eller endelig i, at Publi
kum begærer dem til Underhold
ning. Som »Kunstnerinder« gjorde
de mere Fyldest i Koge- eller Ren
gøringskunsten. Som Genstand for
Teaterdirektørens raa Udbytning er
de halvvejs henvist til at ernære sig
ved Utugt.«
Senere hedder det:
»Hvis Direktøren for dette Teater,
hvad jeg har ladet mig fortælle, er
en Kvinde, maa hun være en ual
mindelig ondartet Udgave af sit
eget Køn!«
108