110 / 276
m s
„Fru BeatesRegnskab” - Opsigtvækkende Læge-Disputats
„Fru Beates Regnskab“
Carl Gandrups nye Stykke.
17. Septbr.
Det blev en meget betydelig Suk
ces. Publikum blev staaende og klap
pede, til Jerntæppet sænkede sig. Og
Sukces’en var fortjent.
Hvor
i vor
hjemlige Kunstverden man finder
den Maalestok, hvorefter man agter
et saadant Arbejde ringe, er ufatte
ligt. Her er dog virkelig en Evne til
at interessere, en plastisk Evne til at
anskueliggøre i Figurer og Situatio
ner, og en livlig, ofte vittig og altid
udtryksfuld Replik. Dertil kom nu
i Aftes, at Teatret, som gjorde Ret i
at spille denne danske Nyhed, gav
Stykket en ypperlig Udførelse.
Vil man gøre nogen generel Ind
vending mod Gandrups »Fru Bea
tes Regnskab«, saa maa det være
denne, at Stykket hele Tiden, omend
indirekte og mere i Billeder end i
Ord,
moraliserer,
men at Moralen i
det, naar man virkelig gennemtæn
ker det, ikke blot er det svageste i
Stykket, men oprørende. Fru Beate
har elsket en Mand, et overdaadigt
Kunstnernaturel, som desværre er saa
overdaadigt, at han slaar en lidt
paagaaende Inkassator ihjel og tager
sig selv af Dage i Fængslet. Hun gif
ter sig derefter med Boets værste
Kreditor for at skaffe sit Barn bedre
Kaar. Efter denne Mands Død gifter
hun sig med Boets Eksekutor, en ju
ridisk Struggler, fordi Sønnen træn
ger til en »fast Haand« og hendes
Formue til en Administrator. I beg
ge Tilfælde bryder hun sig ikke Spor
om disse Mænd, i det hele taget vir
ker Fru Beate ikke sympatisk, sna
rere kyn isk .
Men alle disse Ind
vendinger forstummer faktisk, naar
Fra Generalprøven paa »Fru Beates Regnskab*. Fra venstre til højre: Nicolai Neiiendam (Læ gen),
Tavs Neiiendam (Fruens Søn), Sceneinstruktør Poul Nielsen, Clara Pontoppidan (Fru Beate),
Gudrun Nissen (Sygeplejersken).
man overværer Forestillingen. Hand
lingen fængsler bestandig, Indfalde
ne interesserer, Replikerne fænger,
Figurerne staar klart og levende.
Udførelsen var nu ogsaa aldeles for
træffelig; særlig
Fru Clara Pontoppi
dan,
som virkede smuk og overbe
visende ved ganske faa Midler; og
Reumert var storslaaet som hendes
tredje Mand, Sagføreren. Bifaldet
var voldsomt, og Forestillingen bør
ses af alle, der interesserer sig for
dansk Teater.
(Af
Svend Borbergs
Anmeldelse).
En ungVidenskabsmand, sommanventer sig noget stortaf.
Albert Fischers Doktordisputats om Vævsdyrkning.
Carl Gandrup.
16. Oktbr.
Den unge 34aarige Læge og For
sker
Albert Fischer,
der allerede har
vakt betydelig Opsigt ved sine For
søg paa at dyrke Kræftvæv udenfor
Organismen, forsvarede i Gaar sin
Doktorafhandling om samme Emne.
Den første Opponent, Prof.
Oluf
Thomsen,
gik ret skarpt frem over
for Doktoranden, som han mente
overvurderede sin egen Opfindelse
og ikke havde tilstrækkelig Orden
paa sine Ræsonnementer, der rode
des sammen i et Kaos. Han advare
de Dr. Fischer mod at sætte sig fast
i bestemte Tankesystemer.
Professor
F. C. C. Hansen
var den
næste officielle Opponent. Det fo
rekom ham, at Dr. Fischer var
stærkt præget af sit Amerika-Stu
dium, mere af Amerika end af sin
store Læremester Carrel. Da han læ
ste Dr. Fischers Bog, kom han til at
tænke paa Historien om en ameri
kansk Søndagsskolelærer, der spør
ger en Dreng, hvem der var det før
ste Menneske. — Washington, svarer
Drengen. — Nej, siger Læreren, du
véd jo godt, at det var Adam. — Naa,
siger Drengen, jeg vidste ikke, at De
regnede Udlændinge med. — Paa
samme Maade har den ærede Præ
ces skaaret en hel Mængde væk, som
vi kender udmærket godt, og skrevet
en hel Del, der ikke passer, men er
meget friskt og fornøjeligt.
Men efter denne haarde Omgang
sluttede Prof. Hansen med at frem
hæve Afhandlingens store Værdi og
betegnede Dr. Fischer som en ung
Videnskabsmand, man turde vente
sig noget stort af.
Dr. med. Albert Fischer.
107