141 / 276
De korte K jo ler — og den stumme Kunst
1 927
fovte kjoler, ft’er mange, er
en ©ru,
ÜDíen rent, ri bar iffe fet én*
ben enbnu.
for den outrerede Mode, ogsaa Bour
geoisiets Damer møder i knækort
Selskabstoilette, ja endog som Brud
gaar hun op ad Kirkegulvet med
Brudeslør over den korte Brude
kjole.
Karina Bell og Gösta Ekman i »Klovnen«.
Naar De siger »Klovnen«, nævner
De Titlen paa en af Verdens bedste
Film! Naar De vil nævne Verdens
ypperste Film, er De nødt til at sætte
»Klovnen« øverst paa Listen. Og
hvad er det saa, der virker saa
stærkt ved denne Film, der er ble
ven en enestaaende Sukces? Hvad
er det, der hæver den himmelhøjt
over alle danske Film, over de ypper
lige tyske Indspilninger fra de sidste
Aar, over amerikanske Masseopbud
af Statister og over de svenske »Li-
teratur-Film«? Det er simpelthen
den Kendsgerning, at aldrig har fire
saa fremragende Kunstnere arbejdet
sammen om et Filmværk, som det
her er Tilfældet:
Karina Bell, Gösta
Ekman, Feraudy
— og saa Instruk
tøren
A. W. Sandberg. Sandberg
har
skabt fortræffelige Film, bl. a. »Mo
rænen«, »Lille Dorrit« og »Piazza del
Popolo«, men »Klovnen« er hans
»Mesterværk«.
Ka
rina Bell
har og
saa tidligere ydet
det ypperlige, f.
Eks. i »Lille Dor
rit«, men her har
hun udviklet sig
til Karakterskue
spillerinde.
Der
næst
Feraudy,
den
store, gamle, fran
ske
Skuespiller,
som af Cirkusdi-
rektøren har skabt
en uforglemmelig
Skikkelse. Endelig
Gösta Ekman,
skøn
og sjælfuld, lige
fremragende hvad
enten han straaler
med sit lykkelige
Smil eller knuges
til Jorden af Sor
ger. Det er ikke
for intet, at Gau-
mont-Selskabethar
købt »Klovnen« for
en Pris, der er
større end samt
lige
Optagelses-
Omkostninger.
»Klovnen« vil gaa
sin Sejrsgang Ver
den over. Dens
Stemning ødelæg
ges ikke af »det le
vende Ord«, den
tavse Kunst ejer
faktisk langt større
Betingelser for at
gribe og betage
end den talende.
Det bliver jo længere jo værre
med det korte Haar og de knækorte Kjoler
.
Gösta Ekman
i Filmen om „Klovnen“.
A . W. Sandberg har præsteret et
Mesterværk med sin nye Film.
Vore Damer har i de senere Aar
— med sædvanlig Ydmyghed over
for Modens Krav — maattet klippe
Haaret kort, gøre Kjolerne kortere
og kortere, samtidig med at Taljen
er gledet længere og længere ned
over Hofterne. Det er ganske simpelt
slet ikke til at komme uden om, og
— lad os være ærlige — de yngste
og slankeste har været glade ved
det. Det er den meget yndede Kasak-
Linje, der er den dominerende, selv
de smaa buttede, for slet ikke at tale
om de svulmende voluminøse, har
maattet krybe i Sækkekjolen.
Ubarmhjertigt har Moden forlangt,
at vore Damer maa gaa til Beken
delse m. H. t. deres Ben — til Fryd
Et Brudepar, der er tip-top m oderne.
Bemæ rk Bruden med langt Slør og kort K jole.
for de slanke og elegante, til Sorg
for Pibestilkene og Stolperne. Det er
forresten ikke alene Benene, der har
maattet holde for, en velklædt Dame
af i Aar kan daarligt skjule sin Skik
kelses eventuelle Skavanker,, men
har til Gengæld aldrig tidligere
anede Muligheder for at brillere med
sine Ynder. Hvad sang ikke
Ernst
Rolf
i sin Vise:
Ringet op og ringet ned,
Hals og Bentøj
—
ren Besked!
Der var engang, man ikke fik
det Hele straks at se
. . .
men det er længe, længe,
længe siden det!
Nu er det ikke blot den lille knæ-
skørtede Drengepige, der er Pionér
1 3 8