142 / 276
*927
Aandens Stridsmand, Georg Brandes død
20. Februar.
I
Aftes, netop som Klokken slog ni,
døde
Georg Brandes
paa Profes
sor
Lorentzens
Klinik ved Sorte
damssøen. Georg Brandes blev 85
Aar gammel. I Maaneder havde han
ligget syg, kæmpende under store
Lidelser med Døden, der nu endelig
kom som en Befrielse. I mere end to
Menneskealdre øvede Georg Brandes
en Gerning, der skabte ham et euro
pæisk berømt Navn som Literatur
kritiker, en Aandens Stridsmand,
hvis Skrifter, Taler og Tanker sam
lede glødende Beundrere om ham og
skaffede ham ikke mindre fanatiske
Fjender. I sin høje Alderdom arbej
dede han med usvækket Kraft og
udsendte en Række Værker.
Efter Brandes’ Ønske foregaar
hans Bisættelse og Baalfærd i dy
beste Stilhed. Kun hans Datter, Fru
Edith Philipp,
og hendes Mand vil
være til Stede.
- En højt luende Fakkel - 1
»Ve mig, der behøver en Evighed
og dog maa dø som andre«, skrev
Georg Brandes
purung i et Digt
(1859). Han fik to Menneskealdres
Mandsgerning og arbejdede til det
sidste med en Livshunger og en Livs
vilje, som stod i Modsætning til hans
romantiske Menneskeforagt. Nu er
han død. —
Maaske føler vi dybere netop nu,
hvor uhyre hans Betydning har væ
ret for hver en af os. Selv de, der
har staaet ham fjernt, har indirekte
om ikke direkte optaget Dele af hans
Aands Væsen, som Kraftkilde, til
Paavirkning eller Modsigelse, til
Forbrænding eller Opildnelse. Han
elskede selv Ilden som sit Væsens
Billede. Meget er brændt i denne Ild
af godt og ondt, andet er sværtet af
Osen: Han var den højt luende Fak
kel. Der føles et Øjebliks Mørke, nu
da den udbrændt er slængt hen foran
Evighedens Tærskel.
Chr. Gulmann.
(Berl. Tid.)
From var han aldrig
—
Georg Brandes elskede Livet,
maaske rettere sagt: det at leve. Men
saa afstumpet var hans Evne til at
opleve, at han altid søgte sin egsn
Eksistens sensationelt bekræftet.
At leve, det vgr for Georg Bran
des det samme som at være berømt.
Men for at blive omtalt maa man
f
G eorg Brandes.
give Anledning til Omtale. Georg
Brandes skaanede ingen og heller
ikke sig selv for at blivé omtalt og
berømt.
Den, for hvem Livet er alt, han
skal jo ved Døden miste alt. Jo ældre
han bliver, desto mindre synes Li
vet, desto mere synes Døden. Den,
som siger, at Døden er intet, for ham
skal den ende med at blive alt
From var Georg Brandes aldrig,
og viis blev han ikke.
Henning Kehler.
(Kristeligt Dagblad.)
H a n s V æ r k vi l l eve.
Han var aandfuld og kundskabs
rig som faa, veltalende som færre.
Hans Arbejdsglæde stod Maal med
hans Arbejdskraft, der var gigan
tisk. Gennem mere end et halvt Aar-
hundrede har han været den store
Kulturspreder i vort Land og i
mange andre. Han var tillige den
store Uro. Han skaanede ingen og
blev heller ikke selv skaanet. Paa
mangfoldige Omraader har hans
Arbejde baaret rige Frugter. Hans
Værk vil leve gennem lange Tider.
Kr. Nyrop.
Glemt af Ungdommen.
Var
Georg Brandes
død for blot
en halv Snes Aar siden, vilde hans
Død sikkert være følt af Ungdom
men som en betydningsfuld Begiven
hed. I dette Øjeblik derimod næppe.
Paa den ene Side er hans Personlig
hed ikke nærværende, fordi den
sidste Del af hans Produktion slet
ikke rammer Ungdommens Interesse
sfære. Paa den anden Side har den
hindret, at hans Virke er kommet
saa pas paa Afstand, at den har
faaet historisk Interesse.
Ernst Kaper.
En af Aandens Store.
Dag for Dag har vi lyttet til Efter
retningerne fra Georg Brandes’
Dødsleje, og det er en Lindring at
vide, at hans Lidelser nu er endte.
Deri Strid, der har staaet om hans
Værk og hans Personlighed, vil vel
nu for en Tid standse. Hans Mod
standere vil sænke deres Kaarder,
og selv Træsablerne vil foreløbig
ikke lade deres Klapren høre. Selv
for den, der ofte har følt sig i Mod
sætning til ham, vil det staa klart,
at en åandelig Stormand nu er gaaet
bort, og han vil føle Trang til at ud
tale, ikke blot hvad han selv har
lært af ham, men hvad vort Folk
skylder ham.
. . . Han hører, i sin Forstaaelse
af det Store, selv til de Store i Aan
dens Verden.
Harald Høffding.
Faa fødes bedre end han.
Georg Brandes
gaaet bort. Fem og
firsindstyve Aar gammel endelig
bukket under for Døden. Han havde
ikke selv ventet at skulle leve saa
længe. Sit egentlige Livsværk havde
han sluttet og levede nu som mellem
Skyggerne, selv krumbøjet og ind
tørret som en gammel Fugl, med Li
vet endnu kun brændende i Blikket.
Den gamle, nordisk-jødiske Vis
mand er ikke længer blandt de Le
vendes Tal. Hans Skrifters Strøm er
uigenkaldeligt hørt op med at rinde.
De Efterlevende i hans Fædreland
er ham Tak og hans Minde Hæder
skyldig for det Livsværk, han ud
førte. Faa fødes nu bedre end han.
Hans Brix.
(Nationaltidende.)
Han s a a e d e ny soc i a l e
Tanke r s Sæd .
En Storaand er gaaet bort. En Per
sonlighedens, Tankefrihedens, Skøn
hedsglædens Dyrker.
Georg Brandes
har pløjet dansk
Jord saaledes, at ogsaa de ny sociale
Tankers Sæd vil faa en langt hur
tigere og herligere Vækst her i vort
Land, end det vilde have været Til
fældet uden hans mægtige 60-aarige
Livsgerning.
(Social-Demokraten.)
Mindeord ved Georg Brandes Død
r39