![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0149.jpg)
1927
Tre smaa Piger
-
og et Par Stykker til!
9.
Oktober.
Folketeatret fik i Aftes en stor Publikumsukces paa Sangspillet »Tre smaa
Piger«, ikke mindst takket være en udmærket Udførelse. Eva Heramb, Gerda
Madsen og Fru Voss-Chr istensen var glimrende som de tre smaa Piger. Carl
Hildebrandt vandt en stor Sejr ved et stilfærdigt og afstemt Spil i den mand
lige Hovedrolle. Det blev til mange Fremkaldelser
—
og det bliver til endnu
flere røde Lygter. Paa Billedet ses fra venstre Eva Heramb, Fru Voss-Chri-
stensen, Gerda Madsen, Hildebrandt, Alfred Wilken og Angelo Bruun.
En overraskende og straalende Sukces for
den 14-aarige France Ellegaard
.
23. Sepi.
Hun er en lille Kæmpe — den end
nu ikke fjortenaarige Pianistinde
France Ellegaard,
der i Aftes spil
lede sig en stormende Sukces til paa
sin Debutkoncert. Hun har Kræfter,
og dem omsætter hun i smukt be
hersket Klang, i klar og præcis Tek
nik, i sund musikalsk Sans — og i
France Ellegaard fotograferet nogle Maaneder
efter i Paris som Konfirm andinde.
en Finhed, der røbede den lille Pi
ges Sind.
Det var overraskende glædeligt,
ikke mindst fordi det saa dejligt
kunde trække op til den sædvanlige
Skuffelse med en overfyldt Sal af
Venner og Bekendte, paa Tribunen
et Vidunderbarn, tilmed Datter af en
berømt Cykle-Verdensmester. Det
var jo næsten en oplagt Sportsbegi
venhed med al fornøden Spænding,
om nu den lille Debutant vilde være
i Stand til at fuldende Løbet?
Men hun kom ind som en flot
Numer ét og sejrede overlegent. Der
var nemlig ikke det mindste Gran af
Forlorenhed eller Pynt, kun ærligt
og ægte Talent i Forbindelse med en
helt ud forbløffende Dygtighed. Ikke
saadan at hun mødte fuldtfærdig og
helt moden — men det, hun tog sig
E
aa, kunde hun paa Fingrene, uden
linger og Svinkeærinder, og der
var en saa naturlig Friskhed og vel
signet Ungdom over det hele, at der
øjnedes et Perspektiv fremefter —
hvis blot hun holder, hvad hun lover.
Folk var højt oppe — Tribunen
bugnede af Blomster — Salen bruste
af Bifald. Midt i det altsammen en
lille sød og naturlig, lidt genert Pige,
der nu har det allervanskeligste til
bage: at svare til Forventningerne.
(Af Ax. K.’s Anmeldelse
i »Politiken«),
En Debut for 25 Aar siden.
Det begynder med en Latter, det
klukker og bruser ud i ét:
— Jo, det er sandt, saa gammel er
jeg altsaa blevet, at det paa Søndag
er fem og tyve Aar siden, jeg debu
terede!
Kylle Carlsson,
en hel Bys Kæle
dægge, forlængst Fru
Gudrun Fønss
og agtværdig Moder til to yndige
Unger, ler igen med al den Uimod-
staaelighed, der bringer selve »Lyk
kebarnet« i Erindring:
— Folk maa tro, at jeg er en gam
mel Kone. Men det er nu ikke værre,
end at jeg var kun 17 Aar, da jeg
debuterede paa »Casino«. Det var i
Mozarts »Teaterdirektøren« — under
Martinius. Det var dejligt. Jeg var
jo bare saadan en dum og fjantet
lille Tøs den Gang — jeg lo altid —
og ad alting — ligegyldigt hvad
man sagde til mig. Jeg fik en Mæng
de Roller: »Tambourmajorens Dat
ter« og saa »Lykkebarnet« Den sid
ste blev jeg hængende paa. Ustand
seligt. Det var Lykkebarnet hist og
her — paa Scenen og privat.
— Hvordan kom De til at hedde
Kylle?
— Det var
Gustav Esmanns
Skyld.
Han skrev i en Anmeldelse af »Lyk
kebarnet«: Hun kan ikke kagle, og
hun kan heller ikke lægge Æg —
men Kylle er storartet, hun kan syn
ge, og Kylle skal alle se! Og saa blev
jeg hængende paa Kylle! —
— Og nu?
— Ja, nu passer jeg mit Hus og
mine Børn — og synger, naar der er
Tid og Lejlighed. Der er mere af det
første end af det sidste.
Kylle — Gudrun Fønss — , som Serpolette i
»Cornevilles Klokker« ved et Gæstespil forn y
lig paa Aarhus Teater.
146