162 / 276
Josephine Raker fryder ogforarger!
1928
Josephine kommer!
16. Juni.
1 Aftes kom Josephine Baker, det
berømte Forargelsens Tegn. Mellem
tre og fire Tusind Mennesker ven
tede hende paa Banegaarden, og
Trængselen var saa overvældende,
at Josephine ikke kunde komme gen
nem Mængden. Fire Betjente maatte
halvvejs bære hende gennemMyldret
ud til en Bil.
Josephine med
B&nanerne!
20. Juni.
Det var et højst mærkeligt show,
hvormed Københavns Forlystelses-
raad, Hr.
Frede Skaarup,
i Aftes
indviede Dagmarteatrets Sommer-
Revy-Sæson, og saa var dette alt
sammen blot Rammen om Aftenens '
Juvel,
Josephine Baker,
en smuk
Kreolerinde med lange daskende
Lemmer.
— — I Dansen i Urskoven, hvor
hun optræder kun iført det meget
omtalte Bælte Bananer, viser hun
sig som en Mellemting mellem
mis
sing link,
en Cirkusklovn og en Va-
riétédanserinde. — — Hun ligner
nærmest et dresseret Dyr. Naar hun
sætter sig paa Bagdelen og skubber
sig over Scenegulvet, naar hun lader
Knæene lave Flik-Flak, naar hun
Josephine Baker og- Direktør Skaarup.
Den sorte Skønhed med Bananerne.
misser med Øjnene, skyder Popoen
i Vejret, gnikker med Tommelfinge
ren og vrikker i Bækkenet, naar hun
ustandselig kommer i Kollision med
Fortæppet, en Gang endog lader sig
gaa til Vejrs med dette, naar hun
spiller fornærmet paa Maskin- og
Belysningsmændene, lopper en af
Musikerne i Hovedet og pludselig
stikker sit grinende Fjæs frem bag et
Sætstykke og udstøder etBrøl, ja, saa
er dette altsammen i største Uskyl
dighed og morer uden at forarge.
*
Til Josephine Baker!
Det er mit bestemte Indtryk, at
mange staar bag mig i Ønsket om
en Hyldest til Josephine Baker. Jeg
ved vel, at Referatet i en sen Natte
time ikke kan udtrykke alt om en
Begivenhed, men uheldigvis har in
gen Anmeldelse formet min Gene
rations og de Yngres Oplevelse ved
Mødet med en Kunstner.
Hun har selv sagt, at hendes Re
pertoire er lille, og at hun ikke kan
forny sig. Men vi opfatter hendes
Facon og Teknik kun som en Dragt,
der slutter om hendes aldrig svig
tende Naturlighed.
Vi,
der har op
levet denne Dans og Musik i dens
Opstaaen, og som har Rytmen i os,
forstaar vel lettere end mange Æl
dre, hvor smuk Dragten er. Men vi
regner den ikke for mere end den
Sminke, som paaklæder hendes le
vende Ansigt uden noget Øjeblik at
skjule det.
Hvis Naturlighed kunde læres,
burde Mødrene sende deres unge Pi
ger til Josephine Baker. Hun er en
Barnesjæl i Dyreham — er det ikke
ogsaa Skildringen af den moderne
unge Pige? Hun er Barnet, den unge
Pige, men ogsaa Konen, Moderen,
Damen, Klovnen. Hendes Si nds
Repertoire synes uudtømmeligt.
Hvis vi beundrer en Gren, et Daa-
dyr, en Sø, hedder det Naturglæde.
Hvorfor skal det da være et Udtryk
for Tidens Perversitet, at vi opløftes
ved Mødet med et dybt naturligt
Menneske?
Paa enhver kan den store Kunst
ner ikke virke umiddelbart. Men de,
som helt lever i Nutiden, elsker dens
Kunst, Frihed, Skønhed og i bedste
Fald dybe Sømmelighed, bør takke
for, at vi fik Josephine Baker at se.
Vi er stolte over, at netop vor Tid
har løftet Variétékunsten op i dette
rene Plan. Gid den kunde smitte
Scenekunsten! Vi hylder hende som
noget værdifuldt i vor Civilisation.
Poul Henningsen.
(Efter dette, bemærker *Blæksprutten*, for
staar man, at Josephine staver sit Navn med
P. II.)
Josephine udfolder sit naturlige Humør
r59