130 / 148
Talte man ikke om døgnets be
givenheder inden for familie- eller
vennekredsen, kunne det ske, at der
blev læst højt. En ny roman af Her
man Bang eller I. P. Jacobsen var en
god anledning til højtlæsning, og så
fik hele famiilen på én gang kend
skab til bogen.
Havde man besøg af enkelte ven
ner eller slægtninge, forløb aftenen
stort set på samme måde; måske
tændte man et par lamper yderligere
og gjorde lidt mere ud af aftenteen.
Men så var der festaftenerne,
de
store middage
og
ballerne.
Disse be
givenheder krævede stor plads, rige
lig hjælp - og solide økonomiske
forhold. Det var derfor kun en gan
ske lille del af befolkningen, der
kunne tillade sig denne form for
selskabelighed; alligevel taler man
ofte om
de store middages tidsalder.
Mange københavnere, der selv har
oplevet den tid, har i deres erindrin
ger fortalt om de store fester. Fru
Zelia Andrup tilbragte sin barndom
i 1890’erne i en stor lejlighed i
Dronningens Tværgade.
Fru Andrup fortæller, at man fle
re dage før en stor middag kunne
føle uroen i huset. Der blev pudset
sølvtøj og gjort ekstra rent. Midda
gens sammensætning blev drøftet
med kogekonen, som begyndte mad
lavningen dagen i forvejen.
Det var skik dengang, at en mid
dag skulle være på 6 -8 retter mad,
f.eks.: 1) suppe, 2 ) fisk, 3) fugle,
vildt el. lign., 4 ) en saltret, 5) steg,
6 ) ost, 7) dessert og 8 ) frugt.
Hver ret krævede sin egen vin:
sherry til suppen, rhinskvin til fi
sken, let rødvin til de to næste retter,
bourgogne til stegen og osteretten,
mens man til desserten bød hedvin,
f.eks. portvin eller madeira.
I vore dage, hvor konserves og
dybfrosne fødevarer er en lettelse i
al madlavning, gør man sig næppe
begreb om, hvor enormt et arbejde
det var at stille en virkelig fin mid
dag på benene.
T il fisken var der fint udstukne
kartofler og en lækker
sauce hollan
daise.
T il den lette kødret var der
pommes frites.
Saltretten kunne væ
re kold hamburgerryg eller letrøget
skinke, rullet op i små kræmmer
huse.
Stegen
var hovedretten. Man valg
126