70 / 148
den mange svagheder, som dog ef
terhånden er forsvundet.
Politiinspektør
Emer Mellerup,
der kendte politiets forhold grun
digt, har skrevet levende om, hvor
dan betjentenes daglige arbejde gik
for sig i sidste del af forrige århun
drede.
De menige betjente blev afrettet
gennem en jernhård disciplin. Ud
dannelsen var stadig meget ringe, og
lønnen utrolig lav. I 1886 var gagen
700 kr. - om året! Politibetjenten ar
bejdede 7 dage om ugen på skiften
de vagter og havde kun en fridag
hver anden måned - hvis der ikke
var nogen sygemeldte. Ferier holdt
man ikke, højst et par fridage ekstra
ved særlige lejligheder.
T il gengæld krævedes der ikke
andet for at blive ansat som politi
betjent, end at man havde gode sol
daterpapirer, kunne skrive nogen
lunde læseligt og - hvad der ikke
var det mindst vigtige - var af pas
sende højde og drøjde.
Ordenspolitiet var, særligt i de
urolige kvarterer, fortsat henvist til
at bruge vold i en lang række situa
tioner. Foruden politistaven måtte
en betjent have et reb i lommen. Så
kunne han binde armene eller bene
ne på en genstridig arrestant, inden
han bugserede ham til afhøring på
stationen. Udrykningsvogne havde
man ikke; der måtte skaffes en dro
ske, hvis arrestanten ikke kunne
eller ville gå selv.
Var det en fuld mand, trak man
desuden ofte hestens mulepose ned
over hovedet på ham, for at han
ikke, hvis han kastede op, svinede
drosken til og derved skaffede poli
tiet en ekstra udgift på halsen!
I det hele taget var anholdelse af
berusede personer en stor del af po
litiets arbejde. Spiritus var ikke be
skattet, og akvavit så billig, at man
brugte det til at pudse vinduer med.
Selv de dårligst stillede kunne der
for ofte tillade sig at købe tilstræk
keligt brændevin til en overdådig
kæfert. Imidlertid greb politiet først
ind, når en beruset person ligefrem
var til fare for sine omgivelser og
sig selv.
Hver politibetjent havde sin gan
ske bestemte runde, der tilbagelag
des inden for et bestemt tidsrum.
Det var en omstændighed, der på
66