337 / 423
333
fremført saa sent som i
1930
, idet han skriver: »vore Kirkegaarde
er i den Henseende endnu saa skandaløst organiserede, at de ikke
har nogen Ret til i Sømmelighedens Navn at kritisere de andre
Begravelsespladser.«
Provst
Christensen
mente da ogsaa, at Ligbrænding er en
Smagssag, og at den ikke krænker nogen kristen Grundtanke.
Ligesaa spredt h a r Stillingen været ved andre Lejligheder. Jeg
skal minde om den ovenfor citerede Polemik i Odense anført af
Stiftsprovst
Liitzhøft.
I København findes endnu
2
Præster, der nægter at fungere
ved Højtidelighed før Ligbrænding; efterhaanden som Krematori
erne bygges, og Præsterne stilles overfor Ligbrænding som en Reali
tet i deres Virkeomraade, falder Modstanden. Man vil da ogsaa se,
at en Række Præster h a r ladet deres Lig brænde.
Da Foreningen i Svendborg blev stiftet i
1930
, blev den første
Præst Bestyrelsesmedlem af en dansk Ligbrændingsforening, og ved
samme Lejlighed blev der gennem Pressen indsamlet Udtalelser fra
en lang Række fynske Præster angaaende deres Stilling til Ligbræn
ding. Der fremkom derigennem ingen Udtalelser mod Ligbræn
ding, men en almindelig Diskussion om Begravelsesformernes Stil
ling overfor den kristne Religion.
Det er interessant at se, hvorledes det i en saadan Diskussion
fremhæves, at Ligbrænding ikke er nogen kristelig Skik, til Trods
for at den anvendtes i den første kristne Tid. Det er et Eksempel
paa, hvor underlig tilfæ ldigt det er, hvad der ved Overgang fra en
Religionsform til en anden tages med og autoriseres af den nye
Kirke. Som tidligere nævnt var Forbudet mod Ligbrænding oprin
delig en politisk Akt af
Karl den Store
mod Sakserne for saa at faa
Kirkens Sanktion: Ligbrænding blev uforenelig med Kristendom
men. Helt anderledes gik det en anden gammel hedensk Skik: Jord-
paakastelsen. Denne Ceremoni, der vel nok danner Centrum i den
kristne Begravelsesform, stammer fra Forindien; i det oldindiske
Digt Rigveda hedder det: Op stamper jeg Jorden omkring dig og
nedlægger denne Jordklump, at ikke Ulykken skal ramme mig. Og