343 / 423
339
Bortset fra en Ændring (Lov af 5. Marts 1910), der aabner Adgang til Lig
brænding ogsaa af umyndige Personer, har førstnævnte Lov fremdeles Gyldighed.
Loven er imidlertid præget af den Mistænkeliggørelse og Modstand, som for en
Menneskealder siden mødte Ligbrændingssagens Forkæmpere ogsaa lier i Landet,
idet den opstiller en Række Bestemmelser, som ved deres Vidtløftighed og Bekost
ning i mange Tilfælde praktisk talt berøver en Række Medborgere den fri Selv
bestemmelsesret, som Loven har skænket dem.
Derfor tillader Dansk Ligbrændingsforening sig paa sine over 7000 Medlem
mers Vegne gennem det høje Ministerium at henvende sig til Lovgivningsmagten
med Bøn om, at der paa Grundlag af de forløbne 25 Aars Erfaringer med Hensyn
til Ligbrændingen snarest inaa blive foretaget en Revision af Ligbrændingsloven.
Foreningen tillader sig i denne Forbindelse at pege paa, at Ligbrændingens Ind
førelse ikke, som befrygtet, har forøget Giftmordenes Antal, at Ligbrænding ikke i
noget bekendt Tilfælde her eller i Udlandet, har bevirket, at en Forbrydelse blev
uopdaget, eller at en uskyldig mistænkt blev berøvet Midler til at retfærdiggøre sig.
Erfaringen viser tværtimod, at man tidligere har overdrevet Ekshumationernes Be
tydning for Opklaring af Forbrydelser. Trods de ofte ganske ufyldestgørende Lig
synsbestemmelser, som findes lier i Landet ligesom mange Steder i Udlandet, fore
tages der næppe een Ekshumanition for hver 600,000 Begravelser, og det er desuden
yderst sjældent, at selve Ekshumationen bidrager væsentligt til Opklaring af For
brydelser. Overfor de svage Betænkeligheder af overvejende theoretisk Natur, der
fremdeles maatte kunne anføres overfor disse Erfaringer, har man sikkert Ret til at
paastaa, at et forsvarligt Ligsyn, udført af en autoriseret Læge, vil være et fuldtud
tilstrækkeligt Værn for Samfundets Interesser i denne Sag, saa meget mere som
medikolegalt Ligsyn her i Landet altid foretages, naar Døden er indtraadt uden
forudgaaende Sygdom, og uden at der har været Vidner til Stede, uanset om Døds
faldet har været forbundet med mistænkelige Omstændigheder eller ikke.
Den gældende Ligbrændingslovs Bestemmelser om dobbelt Lægetilsyn, herunder
Tilkaldelse af den ofte fjerntboende Embedslæge, betegner derfor en unødvendig
Vanskeliggørelse af Ligbrændingen og staar i et grelt Misforhold til de Lovbestem
melser, der overdrager ukyndige Ligsynsmænd at fastslaa Dødsaarsagen og Døden hos
vore Medborgere, som dør fjernere end % Mil fra nærmeste Læges Bolig.
Desuden fører disse Lovbestemmelser ofte til rene Meningsløsheder. Dør saa-
ledes et Menneske, som har ønsket sit Lig brændt, paa et Sygehus, hvor alt ved
rørende hans sidste Sygdom nøje er undersøgt og protokolleret, og hvor Behand
lingen er under alsidig Kontrol af Læger og Sygeplejersker, ja, hvor Liget maaske
efter Døden underkastes Obduktion, da kræver Loven ikke blot Sygehuslægens Døds
attest og Erklæring, men den kræver, at den stedlige Embedslæge skal hidkaldes for
at konstatere, at Døden ikke er fremkaldt ved en Forbrydelse.
Udgifterne ved denne Efterkontrol af den behandlende eller først tilkaldte Læges
Erklæringer er paalagt de ofte mindre bemidlede Efterladte. Efter Gennemførelsen
af Lov om Embedslægevæsenets Ordning af 21. April 1914 er Afstanden til nærmeste
Kredslæge forøget og ikke sjældent saa betydelig, at Udgiften ved Opfyldelsen af
Lovens Krav om Lægeerklæringer kan beløbe sig til 40—50 Kr. eller mere.