349 / 423
345
§ 5.
Det kan ikke paalægges Folkekirkens Præster at forrette Jordpaakastelse eller
foretage anden kirkelig Handling, hvor Ligbrænding finder Sted.
§
6
.
Nærmere Forskrifter om Udførelsen af Ligbrænding gives af Justitsministeren i et
Regulativ, der tillige kan fastsætte Straf af Bøder for Overtrædelser af samme.
§ 7.
Ved denne Lovs Ikrafttræden ophæves Lov Nr. 58 af 1. April 1892, jfr. Lov Nr. 51
af 5. Marts 1910 og Lov Nr. 78 af 12. Marts 1923. De før den 1. Juli 1923 i de søn-
derjydske Landsdele gyldig afgivne Erklæringer om Ligbrænding bevarer deres Gyl
dighed, selvom de ikke opfylder Betingelserne efter denne Lov.
*
*
*
Der er altsaa nu forløbet
50
Aar siden, at »Forening for Lig
brænding« blev stiftet med det Formaal at indføre Ligbrænding
som Begravelsesform i Danmark. Det vil da være naturligt at
samle, hvad der er opnaaet gennem Arbejdet i de forløbne
50
Aar.
En Gennemgang af Begivenhederne gennem Aarene har vist en
Kamp snart sagt til alle Sider, en Kamp, i hvilken Foreningen i
det hele og store maa siges at staa som Sejrherre.
Fra at være et noget, som man egentlig ikke burde beskæftige
sig med, er Ligbrænding blevet en Begravelsesform, der nyder
Sympati i store og meget stærkt voksende Dele af Befolkningen,
støttet af den danske Presse, der altid staar forstaaende og hjælp
som overfor denne Sag.
Lovgivningsmagten har Trin for Trin ladet Modstanden falde
og har nu gennem den sidste Lov givet Ligbrændingen en retslig
Stilling, der stærkt nærmer sig det helt tilfredsstillende.
Ligbrændingssagens største Modstander: den danske Folkekirke
har opgivet sin Kamp, har paa Basis af bedre Viden indset det
uholdbare i de gamle Argumenter og har med Kirkeministeriet i
Spidsen givet Ligbrænding fuldstændig Ligestilling med Jord-
23