34 / 423
30
Højen, ligeledes efter almindelig Sædvane, været omsat med en
Kreds af store Sten. Disse var dog i 1888 fuldstændig borttagne.
Ogsaa paa anden Maade havde Højen lid t Overlast, — bl. a. var
der i Toppen en større Fordybning efter en tidligere begyndt Ud
gravning, og Højfoden var beskadiget. Det var ikke længere noget
Mindesmærke, der egnede sig til Fredlysning, medens det, der var
tilbage, syntes at være lovende for en Undersøgelse, som
Vilh. Boye
foretog for Nationalmuseet. Saaledes foreligger der gode Oplys
ninger om alle Enkeltheder.1)
Med et Tværmaal af 19—20 m ha r »Maglehøj« haft en betyde
lig Højde, ved Undersøgelsen endnu godt 4 m. Den ha r altsaa sva
ret godt til sit Navn, »Storehøj«, og om end Jordfylden, hvoraf den
var dannet, viste visse Ejendommeligheder, synes der ikke at være
Grund til at tro, at den ikke skulde være paaført i een »Støbning«.
Den bestod navnlig af 2 forskellige Jordarter, der dog sandsynlig
vis begge stammer fra de nærmere Omgivelser, hovedsageligt Over
fladejord. Under Fylden viste sig Undergrunden, øverst et tyndt
Lag sandblandet Ler, derunder fin t Bakkesand. Som det ofte har
vist sig at være Tilfældet, var Højen bygget paa en lille Knold i
Terræne t; herved sparedes Arbejde; man fik et anseeligere Mindes
mærke uden at Arbejdet forøgedes. Sædvanligt ligger Bronze
alderens Grave fra ældre Tider enten paa den gamle Muldjords
overflade, eller paa selve Undergrunden, saaledes at blot Muld
laget er fjernet. I dette Tilfælde fandtes derimod hele det egentlige
Gravanlæg nedgravet i Undergrunden, hvis Overside flugtede med
det øverste af Sidestenene i den
Stenkiste,
hvoraf Graven var
dannet.
Denne Stenkiste var af aflang Form, med Længderetning N-S,
indvendig 0,63 X 0,39 m, med en Dybde af 0,5 m, sat af 4 flade
Sidesten, én i hver Side, og med en bred, flad Sten til Dække. Efter
sin ringe Størrelse tilhører den altsaa afgjort »Brændealderen«, me
1) Meddelte af Yilh. Boye i Aarbøger fra nordisk Oldkyndighed, 1889; jvf. Herluf
Winge, Medd. fra Naturhist. Foren., 1904.