43 / 55
sig „oppe i den nattesorte Himmel. Saa hørte vi en
vrælende Hylen, et brasende Brag, et dumpt Fald, og
en Kvindestemme hvinede: „La’ vær!“
„Hvad var det? — Hun slog sig vist ihjel!“ ud
brød Aall forfærdet. — Atter brasede Noget ned gjennem
Mørket, og en ny Stemme hylede: „Uh! Jeg dør!“
„Hva’ Fa’n er det? — Der faldt jo En til! — Hvor
er vi? spurgte Aall.
„Paa Dovre, gamle Ven! Maa jeg præsentere dig
Lange- og Filefjeld, som er løbne sammen i Tordenvejr.
Næ stop! — Vi skal op i Taarnet til venstre!“
Lidt efter stod vi paa Rutschbanens Platform.
Under os laa Tivoli i Fugleperspektiv, over os den
tunge, natsorte Himmel. De røde, osende Begfakler
gloede som en Række Øjne, der svandt i Dybet under os.
„Vil Herrerne ha’ sig en Tur?“
„Fjorten!“ raabte jeg og slog mig paa Blanko
kreditten. „Men med fuld Kraft! — Det er fulde Fjeld
folk, skal jeg sige os.“
Karlene grinede og halede Vognen frem.
„Jeg skal da ikke i denKarriol?“ spurgte Aall.
„Jo, Gu’ skal Du saa! — Og ham, Bergenseren
Holberg, kan Du ta’e med til Trondhjem.“
„Næ! — Jeg vil ikke!“ udbrød sidstnævnte. „Jeg
kunde gaa paa Ho’det i Hullet!“
„Saa hold paa Kasketten — det er det vigtigste.
Saa! Spænd Forlæderet! — Lad gaa!
Tscliuh!“
„Ratsch!“ sagde det, og ned susede Vognen. Vi
saae Aalls Hue flyve over Rækværket og hørte Bergen
seren brøle som en Besat. Saa kom den næste Vogn.
„Hvem vil nu? — Hej, Munthe, her er Plads!“
Normændene tav og trykkede sig.
„Er I bange? — Saa rutscher jeg alene!“
„Nej, Fa’n hakke mig, omvi er!“ raabte Munthe
og
krøb noget langsomt i Vognen. „Hej, Daa! Kom
nu med paa Li’færden!“
Daa spændte med en betænkelig Mine Forlæderet
og spurgte: „Hvor langt er der ned?“
„Aa, saadan et Par hundrede Fod. Tschu— uh!“
Og ned gik det, som røg de i Gabet paa Tartarus.
„Jeg synes, vi skulde ned og se Fyrværkeriet,“ be
mærkede En. — „Hvad var det?“
Der foer en blegblaa Lysning hen over Himmelen.
Var det et Lyn eller et Blaalys?
Rimeligvis detsidste;
thi nu faldt de tre Kanonskud. Jeg saae mig om —
mine Normænd var borte, men dybt nede stod Aall og
Bergenseren med Panderne mod Menageriets Væg. —
Man skal aldrig kjøre ned ad de danske Fjelde, naar
man har drukket svensk Banco og norsk Akvavit.
Hvilken Trængsel ned imod Fyrværkeriplænen!
Hvilket Støv, hvilken Hede,, hvilken Tummel!
„Hurra for Phønicierne!“ klang det igjen fra Stu
denterne, der strømmede ud fra Cirkus, og i fælles
Fylking borede vi os frem gjennem Masserne. Det be
rettes med Stolthed, at der den Aften var
12,000
Men
nesker i Tivoli — det vil sige det samme som
20,000
nu.
Det susede og brusede, knaldede og gnistrede lige
foran os. Solene gik deres Ilddans, Florabomberne
knaldede, i Straaleild tegnede Kong Oscars og Frederik
den Syvendes Navnetræk sig i broderlig Forening, Men
saa blev det til Røg Altsannnen — det var som 0111
Krudtdampen ikke kunde komme bort — som frygtede
den at stige op mod denne mørke, truende Nattehimmel.
Saa kom Giandsnummeret — Raketgirandolen!
Som et bredt, glødende Ildneg susede den op mod den
nattesorte Himmel, bøjede saa i elegante Buer blin
kende af og sendte sin Regn af skandinaviske Ildfarver
ud til alle Sider. Men i samme Nu skete der Noget,
som ingen af de mange Tusind opadvendte Øjne mæg
tede at se paa. Det var, som Skydækket revnede fra
Øverst til Nederst, og ud af denne Spalte flammede
et blaaligt, blændende Flammehav, imod hvilket Ra
ketternes Gnister tog sig ud som hendøende Funker paa
udbrændt Papir. Deres knitrende Knalden overdøvedes
af et bragende Bulder, og i næste Nu slyngedes Regn,
Hagel og Isstumper ned over den sommerklædte Mængde.
Saa kom Bygekastet — et Stormsus, der sang
gjennem Tivolis Træer, saa Hattene røg af og Para
sollerne vendte sig. Og nu gik det — Lyn i Lyn,
Drøn i Drøn, Regn i styrtende Strømme! Vandet trom
mede paa Bazartaget, væltede som en Flod ned ad
Skraaningen ved Concertsalen og forvandlede Støvet til
sivende Slam. Saa susede det paany gjennem Træerne
— de sidste Lamper slukkedes — Alt laa i ravnesort
Mørke, hvori de brede, blinkende Lyn flammede med
tidobbelt Styrke. Menneskehavet bølgede frem og til
bage. Ingen var Herre over sig selv; man førtes med
Strømmen, hvorhen den bar — og pludselig stod vi atter
ved Liphardts Menageri i Nærheden af Cirkus.
Da hylede et nyt Stormstød gjennem Luften — Telt
taget paa Menageriet blæste af, og i næste Øjeblik blæste
Elefanten en Trompet, der overdøvede selv Tordenens
Bragen, medens Løverne brølede i vilden Sky.
„Bare Løverne ikke river sig løse!“ raabte Aall.
„Hvad siger De? — Gud, Petersen! Hører Du? —
Løverne er løse!“ hvinede en trivelig Madam.
„Nej, undskyld, lille Frue, det er kun de norske
Løver, der er løse, og de bider ikke.“
„Bider de ikke? Og det vil De bilde mig ind? —
Gud, Petersen! Jeg besvimer — Løverne er løse!“
Der flammede et Lyn hen over Himlen, fulgt af et
Tordendrøn, som overdøvede selv Dyrenes Brølen, og
i samme Øjeblik flængedes Menageriets Beklædning, saa
at man saae de vældige Dyr rase mod Burets Jern
stænger som besatte. Elefantens Krigstrompet blandede
sig med Løvernes vældige Brølen, og under Raabet: „Lø
verne er løse!“ tog Pokker ved Alt, hvad der havde Ben at
løbe paa. Under Lyn og Torden, i Dynd og drivende
Regn, over væltede Stakitter og nedtrampede Plæner
tog Mængden Fart imod Udgangen, rivende Planke
værket ud mod Vesterbro overende og ned i Grøften.
Der pillede man hverandre op, og der fandt jeg min
Aall — Alle de andre vare forsvundne.
En enlig Droske kom luntende; jeg raabte Kusken an.
„Jeg har Tur!“ lød Svaret.
„En Blaa for at kjøre til Hotel Phønix!“ raabte jeg.
Kusken steg af, strakte rolig Haanden ud og sagde:
„Lad mig se den først?“
Haanden foer til Brystlommen — den var tom!
Man havde lettet den for Alt, selv Blankokrediten.
„Naa, saa De er af den Slags!“ sagde Kusken og
kravlede op paa Bukken igjen.
„Stor Mulepose og
muggen Havre — Adjøs!“
Der stod vi, vaade til Skindet. Saa tog jeg min
Aall under Armen; han svømmede og jeg gik.
Da vi kom til Kongens Nytorv, spejlede Tran
lampernes melankolske Blus sig i én eneste Flade.
Torvet laa som en Sø, og vi begyndte at pjaske ud
i den. Pludselig stod Aall stille, stirrede meget dyb
sindig ned for sig og spurgte: „Sig mig, Du! Er dette
her Kjøbenhavns nye Vandværk?“
„Ja vel er det det! Pas paa — dér er et Hul!“
„Et Hul? — Ja, det er jo Hul altsammen! — For
resten tror jeg, jeg er fuld — jeg skulde ikke ha’ kjørt
ned ad det Fjeld, Du!“
„Kom! Nu skal en marineret Sild gjøre godt.“
„Ja vel! Men pas paa, at det bliver en norsk
Flomsild, Du — jeg kan ikke taale disse danske An
sjoser. — Det var da Fa’n til Vandværk, det!“
Da vi den næste Morgen samledes paa „Ganger-
Rolf“ for at tage Afsked, kom Aall hen til mig. Han
var noget bleg, men der var en stille Overbevisning i
hans Stemme, da han udbrød:
„Nu
veed jeg, hvad vi
ikke kan faa i Christiania!“
„Naa — er det Tivoli?“
„Nej. Det kan vi vel faa endda!“
„Er det Tordenvejret?“
„Aa nej, sligt kan vi ogsaa faa deroppe.“
„Hvad er det da, I ikke kan faa?“
„Det skal jeg sige dig,
Bror min! Vi kan aldrig
faa sligt Vandværk, som det, jeg saae i Nat!“
„Aa, hvorfor ikke det?“
„Nej, for hos os fosser Vandet i Fjorden igjen —
for vi ligger paa Fjeld, Du!“
Saa fik jeg da endelig at vide, hvad selv Nor
mænd ikke kan faa i Christiania!
— 4 1 —